Kongs-Emnerne
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
dæmpet og utaalmodig til Gregorius Jonssøn.
træder frem i Døren og forkynder med oppløftet Stav:
dæmpet til Jarlen.
hurtigt og afværgende.
griber Haakon om Armen.
til Jarlen.
ser spændt mod Kirken.
nær ved Jarlen.
over hos Haakon.
som spændt har lyttet, udbryder pludseligt.
gaar oppover.
falder jublende ind.
paa Kirketrappen.
favner hende.
stryger forbi Jarlen.
dybt bevæget, holder Inga ved Haanden.
ud mod Mængden.
med et lett Smil.
blir opmærksom.
halvlydt.
tvinger sig til Rolighed og gaar et Par Skridt frem mod Jarlen.
tvinger sig.
til Haakon.
forbittret.
stormer frem.
raaber til Sine.
holder Sine tilbage.
efter en kort Betænkning.
til Jarlen idet Mængden holder paa at gaa.
fornøjet.
urolig.
haster efter Dagfinn Bonde.
gaar til Vinduet.
ser forsigtigt ud.
ser paa hende.
ser ud; efter et kort Opphold.
ser ud.
som med Rædsel har fulgt efter.
ved Vinduet.
bleg og forfærdet til Sigrid.
sagte.
med fortvivlet Styrke.
stærkere.
griber hende om Armen.
vildt.
lytter ved Vinduet.
lytter og giver med oppløftet Haand Tegn til Taushed.
om lidt.
vender Hovedet om og siger:
vender sig i Døren til Ivar Bodde.
drager Haanden til sig.
med Liv.
ser vist paa hende.
ser opp og lader Pennen synke.
sagte til Bisp Nikolas.
giver Pergamentet til Ivar Bodde.
som har kastet et Øje i Pergamentet.
langsomt.
peger paa Brevet til Inga.
som imidlertid har nærmet sig.
dæmpet.
til Bispen, der gaar over til Højre.
rækker Pergamentet frem.
læser, ser forbauset paa Kongen og siger med halv Stemme:
bøjer sig over Stolen.
rækker ham Haanden.
tager et Pergamentblad.
nærmer sig Bordet.
rækker ham Bladet.
læser og ser vis[s]t paa Kongen.
smiler og rejser sig.
varm.
tier.
tager hendes Haand.
sagte.
med et Haandslag.
til Dagfinn.
bagved.
til Vegard.
standser ham.
følger efter.
som har ventet bag Kongen med Pergamenterne i Haanden.
dæmpet.
halvlydt.
nærmer sig Margrete.
smiler sørgmodigt.
levende.
med taarefyldte Øjne.
fra højre Side.
om Moderens Hals.
til Ivar Bodde.
i Salsdøren.
aander af fuldt Bryst.
g[]emmer Kongens Segl i Beltet.
ler.
dæmpet til Jarlen under Spillet.
uden at se op[] .
ser vis[s]t paa Dagfinn.
stærkere.
op[]farende.
til Jarlen, der betænker sig paa et Trækk.
trækker.
til Dagfinn.
trækker og siger leende til Jarlen.
lydt.
lægger sig tilbage i Stolen.
stryger Brikkerne overende og rejser sig.
nærmer sig og siger dæmpet.
sagte.
ryster paa Hovedet.
til Jarlen.
til Bispen.
ryster paa Hovedet.
smilende.
spøgende.
ler tvungent.
muntert.
alvorligt.
nærmer sig.
til Ivar Bodde.
sagtere.
studser.
griber ham om Armen.
deltagende til Gregorius Jonssøn.
gaar tankefuld op[] og ned; pludselig er det ligesom han vaagner; han ser
sig om og siger:
forsigtig.
smiler alvorligt.
ser alvorligt paa ham.
efter et kort Op[]hold.
først tankefuld, siden i stigende Bevægelse.
i uvilkaarligt Udbrud[] .
efter et kort Op[]hold.
ser grublende frem for sig.
gaar over mod Vinduet tilhøjre.
følger efter ham.
vildt.
ser længe paa ham og siger:
smiler.
halvt til sig selv.
livfuldt.
knuger Hænderne.
rejser sig.
nikker, ser sig om og siger sagte:
farer et Skridt tilbage.
op[]rørt.
griber ham om Armen.
lægger Haanden paa hans Skulder.
vedbliver at se ud.
ser ud bagved Jarlen.
holder ham tilbage.
i stærkt indre Op[]rør.
vender sig til Gregorius Jonssøn.
nærmer sig urolig.
dæmpet.
gaar et Skridt nærmere mod Kongen.
tvinger sin op[]brusende Vrede.
stærkt.
koldt til Jarlen.
iler med foldede Hænder frem mod Forhøjningen, hvor Kongen staar.
gjør en bydende Armbevægelse mod hende; hun skjuler Ansigtet i sit Slør
og gaar op[]over mod Moderen igjen.
til Ivar Bodde.
op[]ægget til de Omstaaende.
træder frem.
der er stegen ned fra Forhøjningen.
mørk, til Jarlen og hans Mænd.
der har staaet noget tilbage, i Samtale med en rejseklædt Mand, som er
traadt ind i Hallen, nærmer sig og siger rystet:
fører Manden frem.
spytter.
spændt.
op[]brusende.
sagte til Dagfinn.
med et Udtryk[] af Angst.
rejser sig.
heftigt.
rystet.
uvilkaarligt.
sagte.
efter et kort Op[]hold, drager Sverdet og siger med fast og rolig Bestemthed:
heftigt.
tier og ser maalløs efter Kongen.
stærkere.
vender sig pludselig i stærk Bevægelse og griber Bispens Arm.
ser efter ham, nikker langsomt og siger:
kommer ud fra Venstre og udbryder med dæmpet Stemme:
reder op[] paa Bænken.
standser ham med et Tegn og nærmer sig Bispen.
halvhøjt, idet han flytter Fyrfadet nærmere.
angst til Viljam.
peger taus mod Kapellet, hvorfra høres Sang, som vedbliver under det
Følgende.
efter et kort Op[]hold.
nærmer sig.
hurtig og spændt.
farer sammen.
aandeløs.
kommer ind fra Højre.
iler frem mod Dagfinn.
idet han gaar ud til Højre.
kommer ind fra Højre.
fra Højre.
rejser sig.
kommer ud fra Kapellet.
ivrig.
gaar til Skrivebordet.
kommer ind fra Højre og gaar frem mod Bispen.
fra Højre.
sagte og urolig.
pludselig og med vild Kraft.
standser.
lægger uvilkaarligt Haanden paa Sverdet.
dæmpet.
heftigt til Bispen.
til Haakon.
kaster sig paa Knæ ned ved Bænken og raaber til Haakon.
dæmpet.
uden at høre paa ham.
mumler.
utaalmodig.
kaster Papiret i Ilden.
med funklende Øjne.
iler til Døren og raaber:
ryster Bispens Arm.
raabende.
ude af sig selv.
smiler i Dødskampen.
udstøder et uvilkaarligt Skrig, idet han farer tilbage og bedækker Ansigtet
med sine Hænder.
kommer flygtende ud fra Kapellet.
flygter ud til Højre.
nærmer sig Skule og siger dæmpet:
ser aandsfraværende paa ham.
forskrækket.
ser hovedrystende efter ham, medens Husfolkene bærer Liget ud til Venstre.
vugger og synger.
farer op[] med et Glædesskrig og iler ham imøde.
lytter og gaar til Vinduet.
efter en kort og mørk Taushed.
kommer med Kongen fra Stuen paa højre Side.
ser et Øjeblik paa ham og siger koldt:
træder ivejen for ham.
slagen.
i urolig Bevægelse.
peger mod Døren.
ser et Øjeblik stivt paa ham og siger:
efter et kort Op[]hold:
kommer fra Baggrunden.
kommer fra Baggrunden.
farer tilbage med et Skrig.
gaar nogle Gange frem og tilbage, derpaa nærmer han sig raskt Døren til
Margretes Kammer, banker paa, vedbliver etpar Gange at gaa op[] og ned,
gaar atter til Døren, banker og raaber:
i Døren, nat[]klædt, med udslaaet Haar; om Skuldrene har hun en rød
Snørekaabe, som hun holder tæt[] sammen over Brystet.
angst.
gaar uroligt frem og tilbage.
bønligt, med foldede Hænder.
synker i Smerte ned fra Bænken og ligger knælende.
udenfor.
med et Skrig.
springer op[] .
iler til Døren og lukker op[]; Inga sidder paa Dørtrinet.
strækker Armene mod ham.
løfter hende op[] .
kaster sig om hans Hals.
kommer ilsomt fra Baggrunden.
smiler tillidsfuldt idet han trykker Margrete og Inga tæt[] op[] til sig.
rejser sig og slaar til Lyd.
staar frem midt paa Gulvet.
springer op[] under stormende Jubel, løfter Krusene og Bægrene ivejret,
slaar paa sine Vaaben og gjentager:
sætter sig.
under Latter og Bifald.
til Jatgejr.
smilende.
løfter sit Krus.
springer op[] i vild Glæde.
i Munden paa hverandre.
idet Flokken holder paa at gaa.
venter til Mændene er borte; Spændingen i hans Træk[] slappes, han
synker ned paa en af Bænkene.
kommer ind fra Baggrunden.
med Liv.
ser forundret paa ham og ryster paa Hovedet.
kommer ind fra Baggrunden.
ser vis[s]t paa ham.
langsomt.
raskt, idet han ligesom ryster Tankerne af sig.
efter et Op[]hold.
udenfor.
griber ham om Armen.
ser en Stund taus paa ham og spørger:
pludseligt.
kommer ilsomt.
utaalmodig.
stærkere.
med dyb og smertelig Vrede.
smiler sørgmodigt.
bønligt.
gaaende.
dæmpet.
fra Baggrunden.
ryster paa Hovedet.
nærmer sig og siger sagte og inderligt:
rejser sig med et Skrig.
sagte.
peger mod Presten, der staar ved Døren.
halvt forvildet.
nærmer sig i taus Bevægelse og kaster sig ned paa Knæ for Skule.
løfter ham op[] i stormende Glæde.
griber hans Arm.
med et Skrig af Glæde.
trykker ham ind til sig.
for sig selv.
vildt.
kommer ind og raaber:
forvildet.
kommer fra Højre, blæser i Luren og raaber:
kommer ud i en Husdør til Højre.
som er kommen halvt paaklædt ud fra et Hus paa den anden Side af
Gaden.
kommer med nogle Andre, bærende Kapper og Vaaben paa Armene, ind
fra en Sidegade tilvenstre.
fra et Hus tilhøjre.
ser ud til Højre.
kommer fra Højre med sin Mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde
og flere andre Mænd.
raaber fra sin Svale til Haakon.
peger ud over Muren tilhøjre.
fra Højre, flygtende henimod Kirken, forfulgt af en Birkebejner.
hugger ham ned.
pegende paa den døde Vaarbælg.
rystet.
hugger om sig.
fra Venstre.
peger ud til Højre.
til dem, som staar nærmest om ham.
dæmpet.
kommer med Fruer og Følge fra Højre.
i smertelig Kamp med sig selv.
spændt.
med et Skrig.
nærmere og med Styrke.
knæler ned for Kongen og kysser hans Haand.
indenfor.
kommer fra Højre: han er vaabenklædt.
kommer frem i Døren; han er bleg og indfalden, hans Haar er stærkt
graanet.
udenfor tilhøjre.
ved Vinduet.
udenfor.
nede blandt Mængden.
viger bag Forhænget.
hovedrystende.
viger tilbage.
glædestraalende.
til en af Mændene.
taler ned til Mængden fra Vinduet.
ser ud.
kommer fra Højre.
med et Skrig.
viger sky tilbage.
stille, skrækslagen.
vildt.
kommer.
kommer.
kommer.
fortvivlet.
kommer.
raaber:
kommer ind fra Højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og en
Mængde Andre.
paa Knæ.
ogsaa knælende.
sagte til Dagfinn Bonde.
dæmpet.
glad.
kommer ilsomt ind fra Venstre.
dæmpet.
springer opp.
udbryder pludseligt:
til Paal Flida.
til Skule.
sagte til Paal Flida.
hviskende til en Anden.
siddende paa en Træstubb bag de Øvrige.
siddende bag ham paa Træstubben.
skrigende.
rejser sig.
løfter Haanden, som til Ed.
rejser sig, efter et kort Op[]hold, halvt ivejret og ser sig om.
halvt fra sig selv.
til Margrete.
udenfor.
gaar hen til Porten og aabner en liden Luge.
om hans Hals.
stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne.
til Birkebejnerne.
fra Kapellet.
klynger sig med et smerteligt Udbrud[] fast til ham.
ser bevæget paa dem.
med Liv.
med et Udtryk[] af Rædsel.
udenfor.
udenfor.
udenfor til Højre.
med et Skrig.
udenfor.
kommer tilsyne paa et Tag tilhøjre og springer ned i Gaarden.
ser forfærdet paa ham.
vildt.
springer op[] .
der har stillet sig foran Kirkedøren.
raaber til Skule.
uden at høre paa ham.
banker paa Porten.
som greben af en stærk Besluttning.
griber forfærdet hans Haand.
klynger sig op[] til ham med et Skrig.
river dem bort fra ham og raaber med vild straalende Glæde:
fast og stærk til Peter.
angst.
med brudt Stemme.
tager hendes Haand og ser mildt paa hende.
sagte og gysende.
hovedrystende.
aabner Kirkedøren og raaber ind:
peger mod Kapellet.
smiler sørgmodigt.
udenfor Porten.
ser op[]ad.
standser lidt ved de Døde.
standsende.
griber ham om Armen og siger sagte:
Faksimile
Kongs-Emnerne.
Historisk Skuespil
i fem Akter
i fem Akter
[
Anden Udgave
2den U
]
[]
[] [
Kjøbenhavn
o. s. v.]
[] [
Kjøbenhavn
o. s. v.]
Faksimile
J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri.
Faksimile
Kongs-Emnerne.
Faksimile
[Personerne:]
H[å]kon H[å]konssøn, kongevalgt af Birkebejnerne.
Inga fra Vartejg, hans [m]oder.
Skule Jarl.
Fru Ragnhild, hans [h]ustru.
Sigrid, hans [s]øster.
Margrete, hans [d]atter.
Guthorm Ingessøn.
Sigurd Ribbung.
Nikolas Arnessøn,
[b]isp i Oslo.
Dagfinn Bonde, Haakons [s]tallare.
Ivar Bodde, hans [h]irdprest.
Vegard Væradal, en af hans [h]irdmænd.
Gregorius Jonssøn,
[l]endermand.
P[å]l Flida,
[l]endermand.
Ingebjørg, Andres Skjaldarbands [h]ustru.
Peter, hendes [s]øn, en ung [p]rest.
Sira Viljam,
[h]uskapellan hos [b]isp Nikolas.
Mester Sigard
fra Brabant, en [l]æge.
Jatgejr Skald, en Islænding.
B[å]rd Bratte, en [h]øvding fra det Throndhjemske.
Almue og
[b]ymænd
i Bergen, Oslo og Nidaros.
Korsbrødre,
[p]rester,
[m]unke og
[n]onner.
Gjæster,
[h]irdmænd og
[f]ruer.
Krigsfolk o. s. v.
Handlingen foreg[å]r i første [h]alvdel af det trettende [å]rhundrede.
Faksimile
Første Akt.
Kristkirkegaarden i Bergen. I Baggrunden ligger Kirken, hvis Højportal
vender fremover mod Tilskuerne. Til Venstre i Forgrunden staar Haakon
Haakonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar Bodde samt flere
Lendermænd og Høvdinger. Lige over for ham staar Skule Jarl, Gregorius
Jonssøn, Paal Flida og andre af Jarlens Mænd. Længere tilbage paa
samme Side sees Sigurd Ribbung med sit Følge[,] og bortenfor ham Guthorm
Ingessøn med flere Høvdinger. Kirkens Tilgange er besatte med Vagt; Al-
muen fylder hele Kirkegaarden; Mange sidder oppe i Træerne og paa Kirke-
muren; Alle synes i højeste Spænding at vente paa Noget, som skal ske.
Fra Byens Kirketaarne ringer det fjern og nær.
vender fremover mod Tilskuerne. Til Venstre i Forgrunden staar Haakon
Haakonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar Bodde samt flere
Lendermænd og Høvdinger. Lige over for ham staar Skule Jarl, Gregorius
Jonssøn, Paal Flida og andre af Jarlens Mænd. Længere tilbage paa
samme Side sees Sigurd Ribbung med sit Følge[,] og bortenfor ham Guthorm
Ingessøn med flere Høvdinger. Kirkens Tilgange er besatte med Vagt; Al-
muen fylder hele Kirkegaarden; Mange sidder oppe i Træerne og paa Kirke-
muren; Alle synes i højeste Spænding at vente paa Noget, som skal ske.
Fra Byens Kirketaarne ringer det fjern og nær.
Skule Jarl
,
dæmpet og utaalmodig til Gregorius Jonssøn.
Hvad bier de efter saa længe derinde?
Gregorius Jonssøn
.Stille; nu begynder Salmen.
Inde fra den lukkede Kirke høres til Basuners Lyd:
Kor af Munke og Nonner
.
Domine coeli etc. etc.
Under Sangen aabnes Kirkedøren indenfra; i Forhallen sees Bisp Nikolas
omgiven af Prester og Klosterbrødre.
omgiven af Prester og Klosterbrødre.
Bisp Nikolas
træder frem i Døren og forkynder med oppløftet Stav:
Nu bærer Inga fra Vartejg Jernbyrd for Haakon
Kongs-Emne!
Kongs-Emne!
Kirken lukkes igjen; Sangen vedbliver derinde.
Faksimile
2
Gregorius Jonssøn
,
dæmpet til Jarlen.
Kald paa den hellige Kong Olaf for det, som
Rett er.
Rett er.
Skule Jarl
,
hurtigt og afværgende.
Ikke nu. Bedst, ikke at minde ham om mig.
Ivar Bodde
griber Haakon om Armen.
Bed til Herren din Gud, Haakon Haakonssøn.
Haakon
.Behøves ikke; jeg er viss paa ham.
Sangen fra Kirken lyder stærkere; Alle blotter Hovederne, Mange falder
paa Knæ og beder.
paa Knæ og beder.
Gregorius Jonssøn
til Jarlen.
Dette er en stor Time for Dig og Mange.
Skule Jarl
,
ser spændt mod Kirken.
En stor Time for Norge.
Paal Flida
,
nær ved Jarlen.
Nu holder hun Jernet.
Dagfinn Bonde
,
over hos Haakon.
De kommer Kirkegulvet nedover.
Ivar Bodde
.Krist skjærme dine skjære Hænder, Inga Kongs-
moder!
moder!
Haakon
.Denne Stund skal hun visselig lønnes for al
min Tid.
min Tid.
Faksimile
3
Skule Jarl
,
som spændt har lyttet, udbryder pludseligt.
Skreg hun? Slap[] hun Jernet?
Paal Flida
gaar oppover.
Jeg ved ikke hvad det var.
Gregorius Jonssøn
.Kvinderne græder højt i Forhallen.
Koret fra Kirken
falder jublende ind.
Gloria in excelsis deo!
Portalen springer opp; Inga kommer ud, fulgt af Nonner, Prester og
Munke.
Munke.
Inga
paa Kirketrappen.
Gud har dømt! Se disse Hænder; med dem bar
jeg Jernet!
jeg Jernet!
Stemmer blandt Mængden
.De er skjære og hvide, som før!
Andre Stemmer
.Endda fagrere!
Hele Almuen
.Han er visselig Haakon Sverressøns Søn!
Haakon
favner hende.
Hav Tak[], Tak[], Du højt Velsignede!
Bisp Nikolas
stryger forbi Jarlen.
Uklogt var det at fremme Jernbyrden.
Skule Jarl
.Nej, Herre Bisp, Gud maatte tale i denne Sag.
1*
Faksimile
4
Haakon
dybt bevæget, holder Inga ved Haanden.
Nu er det da altsaa gjort, det, som hver en Evne
i mig har raabt højt imod, – det, som mit Hjerte
har vridt og vendt sig under –
i mig har raabt højt imod, – det, som mit Hjerte
har vridt og vendt sig under –
Dagfinn Bonde
ud mod Mængden.
Ja, se paa denne Kvinde og tænk jer om, saa
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes Ord,
før Enkelte havde Brug for at der skulde tvivles?
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes Ord,
før Enkelte havde Brug for at der skulde tvivles?
Paal Flida
.Tvivlen har hvisket i hvert Kot fra den Stund
Haakon Kongs-Emne blev baaren som Barn ind i Kong
Inges Gaard.
Haakon Kongs-Emne blev baaren som Barn ind i Kong
Inges Gaard.
Gregorius Jonssøn
.Og sidste Vinter voxte den til et Skrig og gik
lydt over Landet, Nord og Sør; det tænker jeg hver
Mand kan vidne.
lydt over Landet, Nord og Sør; det tænker jeg hver
Mand kan vidne.
Haakon
.Bedst kan jeg selv vidne det. Derfor har jeg
ogsaa givet efter for mange trofaste Venners Raad og
bøjet mig saa dybt, som ingen anden kongevalgt Mand
har gjort paa lange Tider. Jeg har bevist med Jern-
byrd min Fødsel, bevist min Rett, som Haakon Sverres-
søns Søn, til at tage Land og Rige i Arv. Ikke vil
jeg her granske nøjere[,] hvem der har alet Tvivlen opp
og gjort den saa højmælt, som Jarlens Frænde siger;
men det ved jeg, at bittert har jeg lidt under den.
Jeg har været kongevalgt fra Barn af, men liden
Kongsære blev mig vist, selv der, hvor det skulde tykkes
at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun minde
om sidst Palmesøndag i Nidaros, da jeg gik op[] til
Alteret for at ofre, og Erkebispen vendte sig om og lod
som han ikke saa mig, for at slippe at hilse, som det
er Skikk at hilse Konger. Dog, Sligt skulde jeg let[]
vidst at bære, men aaben Krig var nær ved at bryde
løs i Landet og den maatte jeg hindre.
ogsaa givet efter for mange trofaste Venners Raad og
bøjet mig saa dybt, som ingen anden kongevalgt Mand
har gjort paa lange Tider. Jeg har bevist med Jern-
byrd min Fødsel, bevist min Rett, som Haakon Sverres-
søns Søn, til at tage Land og Rige i Arv. Ikke vil
jeg her granske nøjere[,] hvem der har alet Tvivlen opp
og gjort den saa højmælt, som Jarlens Frænde siger;
men det ved jeg, at bittert har jeg lidt under den.
Jeg har været kongevalgt fra Barn af, men liden
Kongsære blev mig vist, selv der, hvor det skulde tykkes
at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun minde
Faksimile
5
om sidst Palmesøndag i Nidaros, da jeg gik op[] til
Alteret for at ofre, og Erkebispen vendte sig om og lod
som han ikke saa mig, for at slippe at hilse, som det
er Skikk at hilse Konger. Dog, Sligt skulde jeg let[]
vidst at bære, men aaben Krig var nær ved at bryde
løs i Landet og den maatte jeg hindre.
Dagfinn Bonde
.Godt kan det være for Konger at lytte til kloge
Raad; men var mit Raad hørt i denne Sag, da
havde det ikke været med hedt Jern men med koldt
Staal at Haakon Haakonssøn skulde skiftet Rett mellem
sig og sine Uvenner.
Raad; men var mit Raad hørt i denne Sag, da
havde det ikke været med hedt Jern men med koldt
Staal at Haakon Haakonssøn skulde skiftet Rett mellem
sig og sine Uvenner.
Haakon
.Styr Dig, Dagfinn; det sømmer sig for den
Mand, som skal styre fremst i Riget.
Mand, som skal styre fremst i Riget.
Skule Jarl
med et lett Smil.
Kongens Uven er det saa nemt at kalde hver
den, som er Kongens Vilje imod. Jeg mener nu,
den er Kongen værst, som raader ham fra at godt-
gjøre sin Rett til Kongsnavnet.
den, som er Kongens Vilje imod. Jeg mener nu,
den er Kongen værst, som raader ham fra at godt-
gjøre sin Rett til Kongsnavnet.
Haakon
.Hvem ved. Var det min Ret[] alene, som her
handledes om, saa kunde det hænde at jeg ikke havde
k[]øbt den saa dyrt; men vi faar se højere opp; her
gjælder det Kald og Pligt. Jeg k[]ender det højt og
varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at sige det,
– jeg alene er den, som kan styre Landet frem til
det Bedste i disse Tider; – Kongefødsel avler Konge-
pligt –
handledes om, saa kunde det hænde at jeg ikke havde
k[]øbt den saa dyrt; men vi faar se højere opp; her
gjælder det Kald og Pligt. Jeg k[]ender det højt og
varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at sige det,
– jeg alene er den, som kan styre Landet frem til
det Bedste i disse Tider; – Kongefødsel avler Konge-
pligt –
Faksimile
6
Skule Jarl
.Der er Flere her, som giver sig selv sligt fagert
Skudsmaal.
Skudsmaal.
Sigurd Ribbung
.Jeg g[]ør det, og med ligesaa fuld Grund. Min
Farfader var Kong Magnus Erlingssøn –
Farfader var Kong Magnus Erlingssøn –
Haakon
.Ja, hvis din Fader, Erling Steinvægg, var Kong
Magnus's Søn; men de Fleste nægter det, og endnu
er der ikke baaret nogen Jernbyrd i den Sag.
Magnus's Søn; men de Fleste nægter det, og endnu
er der ikke baaret nogen Jernbyrd i den Sag.
Sigurd Ribbung
.Ribbungerne tog mig til Konge og gjorde det
med fri Vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birke-
bejnere truede sig til et Kongsnavn for Dig.
med fri Vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birke-
bejnere truede sig til et Kongsnavn for Dig.
Haakon
.Ja saa ilde havde I stellt med Norge, at Sverres
Ættling maatte true sig frem.
Ættling maatte true sig frem.
Guthorm Ingessøn
.Sverres Ættling er jeg ligesaa fuldt som Du –
Dagfinn Bonde
.Men ikke i lige Række Mand efter Mand.
Bisp Nikolas
.Der er Kvindeled imellem, Guthorm.
Guthorm Ingessøn
.Det ved jeg dog, at Inge Baardssøn, min Fader,
var lovligt tagen til Konge over Norge.
var lovligt tagen til Konge over Norge.
Haakon
.Fordi der ikke var Nogen, som kjendte til at
Sverres Sønnesøn var ilive. Fra den Dag det blev
vitterligt, styrede han Riget som Værge for mig, ikke
anderledes.
Sverres Sønnesøn var ilive. Fra den Dag det blev
Faksimile
7
vitterligt, styrede han Riget som Værge for mig, ikke
anderledes.
Skule Jarl
.Saa kan ikke siges med Sandhed; Inge var hele
sin Tid Konge med al lovlig Magt og uden Forbehold.
At Guthorm liden Rett har, kan være sandt nok; thi
han er uægte født; men jeg er Kong Inges ægtefødte
Broder, og Loven er for mig naar jeg kræver og tager
fuld Arv efter ham.
sin Tid Konge med al lovlig Magt og uden Forbehold.
At Guthorm liden Rett har, kan være sandt nok; thi
han er uægte født; men jeg er Kong Inges ægtefødte
Broder, og Loven er for mig naar jeg kræver og tager
fuld Arv efter ham.
Dagfinn Bonde
.Aa, Herre Jarl, fuld Arv har I visselig taget,
og det ikke eders Faders Slægtseje alene, men Alt,
hvad Haakon Sverressøn af Gods lod efter sig.
og det ikke eders Faders Slægtseje alene, men Alt,
hvad Haakon Sverressøn af Gods lod efter sig.
Bisp Nikolas
.Ikke Alt, gode Dagfinn. Ær Sandheden; –
Kong Haakon har beholdt en Sylgje og den Guldring[,]
han bærer om Armen.
Kong Haakon har beholdt en Sylgje og den Guldring[,]
han bærer om Armen.
Haakon
.Lad det være som det vil; med Guds Hjælp skal
jeg vinde Gods igjen. Og nu, I Lendermænd og
Lagmænd, I Kirkebrødre og Høvdinger og Hirdfolk,
nu er det Tid at sætte Rigsmødet, som vedtaget er.
Med bundne Hænder har jeg siddet til denne Dag; jeg
mener ingen Mand vil fortænke mig i at jeg længter
efter at faa dem løste.
jeg vinde Gods igjen. Og nu, I Lendermænd og
Lagmænd, I Kirkebrødre og Høvdinger og Hirdfolk,
nu er det Tid at sætte Rigsmødet, som vedtaget er.
Med bundne Hænder har jeg siddet til denne Dag; jeg
mener ingen Mand vil fortænke mig i at jeg længter
efter at faa dem løste.
Skule Jarl
.Det gaar Flere, som Jer, Haakon Haakonssøn.
Haakon
blir opmærksom.
Herre Jarl, hvad mener I?
Faksimile
8
Skule Jarl
.Jeg mener at alle vi Kongs-Emner har samme
Skjel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi Ingen af os har vidst hvor langt hans
Rett strakk.
Skjel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi Ingen af os har vidst hvor langt hans
Rett strakk.
Bisp Nikolas
.Utrygt har det været med Kirkens Sager som med
Landets; men nu faar den hellige Kong Olafs Lov
dømme.
Landets; men nu faar den hellige Kong Olafs Lov
dømme.
Dagfinn Bonde
,
halvlydt.
Nye Kneb!
Haakons Mænd rykker nærmere sammen.
Haakon
tvinger sig til Rolighed og gaar et Par Skridt frem mod Jarlen.
Jeg vil tro at jeg ikke har fattet Eders Mening.
Jernbyrden har godtgjort min Odelsrett til Riget, og
derfor sk[]ønner jeg ikke bedre, end at Rigsmødet kun
har at give Lovskraft til mit Kongevalg, som alt gik
for sig paa Ørething for sex Aar siden.
Jernbyrden har godtgjort min Odelsrett til Riget, og
derfor sk[]ønner jeg ikke bedre, end at Rigsmødet kun
har at give Lovskraft til mit Kongevalg, som alt gik
for sig paa Ørething for sex Aar siden.
Flere blandt Jarlens og Sigurds Mænd
.Nej, nej, – det nægter vi!
Skule Jarl
.Saa var aldrig Tanken da det blev vedtaget at
holde Rigsmøde her. Ved Jernbyrden har I endnu
ikke vundet Riget, men kun bevist eders Adkomst til
idag at møde frem med os andre Kongs-Emner og
g[]øre g[]ældende det Krav, som I mener at have –
holde Rigsmøde her. Ved Jernbyrden har I endnu
ikke vundet Riget, men kun bevist eders Adkomst til
idag at møde frem med os andre Kongs-Emner og
g[]øre g[]ældende det Krav, som I mener at have –
Haakon
tvinger sig.
Det vil da kort og grejdt sige[,] at i sex Aar har
jeg urettelig baaret Kongsnavn[,] og i sex Aar har I,
Herre Jarl, urettelig raadet Landet som Værge for
mig.
jeg urettelig baaret Kongsnavn[,] og i sex Aar har I,
Faksimile
9
Herre Jarl, urettelig raadet Landet som Værge for
mig.
Skule Jarl
.Ingenlunde saa. En maatte bære Kongsnavnet
da min Broder var død. Birkebejnerne, og mest Dag-
finn Bonde, var virksomme for Eders Sag og fik jert
Valg fremmet før vi Andre kunde komme frem med
vore Fordringer.
da min Broder var død. Birkebejnerne, og mest Dag-
finn Bonde, var virksomme for Eders Sag og fik jert
Valg fremmet før vi Andre kunde komme frem med
vore Fordringer.
Bisp Nikolas
til Haakon.
Jarlen mener at hint Valg kun gav Jer Brugs-
rett ikke Ejendomsrett til Kongemagten.
rett ikke Ejendomsrett til Kongemagten.
Skule Jarl
.I har siddet inde med alle Rettigheder; men
baade Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og jeg
mener os at være fuldt saa nære Arvinger, som I, og
nu skal Loven dele mellem os og sige hvo der skal
tage Arven fast for alle Tider.
baade Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og jeg
mener os at være fuldt saa nære Arvinger, som I, og
nu skal Loven dele mellem os og sige hvo der skal
tage Arven fast for alle Tider.
Bisp Nikolas
.Sandt at sige har nok Jarlen god Grund for sin
Mening.
Mening.
Skule Jarl
.Baade Jernbyrd og Rigsmøde har mere end en-
gang været paa Tale i disse Aar, men altid er der
kommet Noget imellem. Og, Herr Haakon, dersom I
mente at Eders Rett stod uryggelig fast ved det første
Kongevalg, hvorfor gav I da jert Minde til at Jern-
byrden nu blev fremmet?
gang været paa Tale i disse Aar, men altid er der
kommet Noget imellem. Og, Herr Haakon, dersom I
mente at Eders Rett stod uryggelig fast ved det første
Kongevalg, hvorfor gav I da jert Minde til at Jern-
byrden nu blev fremmet?
Dagfinn Bonde
forbittret.
Brug Værget, Kongsmænd, og lad det dele!
Faksimile
10
Mange af Hirden
stormer frem.
Bær Vaaben paa Kongens Uvenner!
Skule Jarl
raaber til Sine.
Dræb Ingen! Saar Ingen! Bare hold dem fra
Livet.
Livet.
Haakon
holder Sine tilbage.
Ind med Værget hver Mand, som drog det! –
Ind med Værget, siger jeg! (rolig) I g[]ør det tifold
værre for mig med slig Fremfærd.
Ind med Værget, siger jeg! (rolig) I g[]ør det tifold
værre for mig med slig Fremfærd.
Skule Jarl
.Slig farer Mænd frem mod Mænd hele Landet
rundt. Der ser I, Haakon Haakonssøn; nu tænker jeg
det bedst viste sig hvad I har at gjøre, ifald Landets
Fred og Mænds Liv ligger Jer paa Hjerte.
rundt. Der ser I, Haakon Haakonssøn; nu tænker jeg
det bedst viste sig hvad I har at gjøre, ifald Landets
Fred og Mænds Liv ligger Jer paa Hjerte.
Haakon
,
efter en kort Betænkning.
Ja – jeg ser det. (tager Inga ved Haanden og vender sig
til en af dem, som staar om ham.) Thorkell, Du var en trofast
Mand i min Faders Hird; tag denne Kvinde hjem i
dit Herberge og vær god mod hende; – hun var
Haakon Sverressøn saare kjær. – Gud signe Dig, min
Moder, – jeg faar møde til Rigsstævne nu. (Inga
trykker hans Haand og gaar med Thorkell. Haakon tier lidt, træder derpaa
frem og siger med Klarhed) Loven skal dømme; den alene.
I Birkebejnere, som var med paa Ørething og tog mig
til Konge, I er nu løste fra den Ed, I svor mig der.
Du, Dagfinn, er ikke min Stallare mere; jeg vil ikke
møde frem med Stallare eller med Hird, ikke med
Kongsmænd eller med svorne K[]æmper; jeg er en fattig
Mand, al min Arv er en Sylgje og denne Guldring,
– det er ringe Gods at lønne saa mange gode Mænds
Tjeneste med. Nu, I andre Kongs-Emner, nu staar
det lige mellem os; jeg vil Intet have forud for jer
undtagen den Rett, som jeg har ovenfra, – den
hverken kan eller vil jeg dele med Nogen. – Lad blæse
til Rigsstævne, og saa dømme Gud og den hellige
Kong Olafs Lov. (Gaar ud med sine Mænd til Venstre; der blæses
i Horn og Lur langt borte.)
til en af dem, som staar om ham.) Thorkell, Du var en trofast
Mand i min Faders Hird; tag denne Kvinde hjem i
dit Herberge og vær god mod hende; – hun var
Haakon Sverressøn saare kjær. – Gud signe Dig, min
Moder, – jeg faar møde til Rigsstævne nu. (Inga
trykker hans Haand og gaar med Thorkell. Haakon tier lidt, træder derpaa
frem og siger med Klarhed) Loven skal dømme; den alene.
I Birkebejnere, som var med paa Ørething og tog mig
til Konge, I er nu løste fra den Ed, I svor mig der.
Du, Dagfinn, er ikke min Stallare mere; jeg vil ikke
møde frem med Stallare eller med Hird, ikke med
Kongsmænd eller med svorne K[]æmper; jeg er en fattig
Faksimile
11
Mand, al min Arv er en Sylgje og denne Guldring,
– det er ringe Gods at lønne saa mange gode Mænds
Tjeneste med. Nu, I andre Kongs-Emner, nu staar
det lige mellem os; jeg vil Intet have forud for jer
undtagen den Rett, som jeg har ovenfra, – den
hverken kan eller vil jeg dele med Nogen. – Lad blæse
til Rigsstævne, og saa dømme Gud og den hellige
Kong Olafs Lov. (Gaar ud med sine Mænd til Venstre; der blæses
i Horn og Lur langt borte.)
Gregorius Jonssøn
til Jarlen idet Mængden holder paa at gaa.
Ved Jernbyrden tyktes Du mig ræd[], og nu ser
Du saa glad og trøstig ud.
Du saa glad og trøstig ud.
Skule Jarl
fornøjet.
Saa Du, han havde Sverres Øjne da han talte?
Godt blir Valget enten de g[]ør ham eller mig til
Konge.
Godt blir Valget enten de g[]ør ham eller mig til
Konge.
Gregorius Jonssøn
urolig.
Men vig ikke. Tænk paa alle dem, som falder
med din Sag.
med din Sag.
Skule Jarl
.Her staar jeg paa Rettens Grund; nu gjemmer
jeg mig ikke for Helgenen.
jeg mig ikke for Helgenen.
Gaar ud til Venstre med sit Følge.
Bisp Nikolas
haster efter Dagfinn Bonde.
Det gaar nok, gode Dagfinn, det gaar nok; –
men hold Jarlen langt borte fra Kongen naar han er
kaaret; – hold ham bare langt borte!
men hold Jarlen langt borte fra Kongen naar han er
kaaret; – hold ham bare langt borte!
Alle gaar ud til Venstre bag Kirken.
Faksimile
12
En Hal i Kongsgaarden.
Til Venstre i Forgrunden er et lavt Vindu; til Højre Indgangsdør; i
Baggrunden en større Dør, som fører ind til Kongshallen. Ved Vinduet
staar et Bord; forresten Stole og Bænke.
Baggrunden en større Dør, som fører ind til Kongshallen. Ved Vinduet
staar et Bord; forresten Stole og Bænke.
Fru Ragnhild og Margrete kommer fra den mindre Dør; Sigrid følger
strax efter.
strax efter.
Fru Ragnhild
.Her ind.
Margrete
.Ja her er mørkest.
Fru Ragnhild
gaar til Vinduet.
Og her kan vi se ned paa Thingvolden.
Margrete
ser forsigtigt ud.
Ja, dernede bag Kirken er de Alle samlede. (vender
sig i Graad.) Dernede skal nu det ske, som vil drage saa
meget efter sig.
sig i Graad.) Dernede skal nu det ske, som vil drage saa
meget efter sig.
Fru Ragnhild
.Hvem raader her i Hallen imorgen?
Margrete
.O ti. Saa tung en Dag havde jeg aldrig tænkt
at skulle leve.
at skulle leve.
Fru Ragnhild
.Den maatte komme; at staa som Kongsværge var
ikke fuld Gjerning for ham.
ikke fuld Gjerning for ham.
Margrete
.Ja – den maatte komme; Kongsnavnet alene
kunde ikke være ham nok.
kunde ikke være ham nok.
Fru Ragnhild
.Hvem taler Du om?
Faksimile
13
Margrete
.Om Haakon.
Fru Ragnhild
.Jeg talte om Jarlen.
Margrete
.Der lever ikke ypperligere Mænd, end de To.
Fru Ragnhild
.Ser Du Sigurd Ribbung? Hvor lumsk han sid-
der, – rett som en Ulv i Lænke.
der, – rett som en Ulv i Lænke.
Margrete
.Ja se –! Han folder Hænderne foran sig over
Sverdknappen og hviler Hagen paa dem.
Sverdknappen og hviler Hagen paa dem.
Fru Ragnhild
.Han bider sig i Mundskjægget og ler –
Margrete
.Hvor stygt han ler.
Fru Ragnhild
.Han ved at Ingen vil fremme hans Sag; –
det er det, som gjør ham ond. – Hvem er den Lag-
mand, som taler nu?
det er det, som gjør ham ond. – Hvem er den Lag-
mand, som taler nu?
Margrete
.Det er Gunnar Grjonbak.
Fru Ragnhild
.Er han for Jarlen?
Margrete
.Nej han er nok for Kongen –
Fru Ragnhild
ser paa hende.
For hvem er han, siger Du?
Faksimile
14
Margrete
.For Haakon Haakonssøn.
Fru Ragnhild
ser ud; efter et kort Opphold.
Hvor sidder Guthorm Ingessøn, – ham ser jeg
ikke.
ikke.
Margrete
.Bag sine Mænd, der nederst – i fodsid Kappe.
Fru Ragnhild
.Ja der.
Margrete
.Han ser ud som han skammer sig –
Fru Ragnhild
.Det er paa Moderens Vegne.
Margrete
.Saa gjorde ikke Haakon.
Fru Ragnhild
.Hvem taler nu?
Margrete
ser ud.
Thord Skolle, Lagmanden i Ranafylke.
Fru Ragnhild
.Er han for Jarlen?
Margrete
.Nej – for Haakon.
Fru Ragnhild
.Hvor uryggelig Jarlen sidder og hører til.
Margrete
.Haakon tykkes stille – men stærk alligevel. (liv-
fuldt) Stod en langfarende Mand her, han skulde kjende
de To blandt alle de tus[e]nde Andre.
fuldt) Stod en langfarende Mand her, han skulde kjende
de To blandt alle de tus[e]nde Andre.
Faksimile
15
Fru Ragnhild
.Se, Margrete; Dagfinn Bonde flytter en forgyldt
Stol frem for Haakon –
Stol frem for Haakon –
Margrete
.Paal Flida sætter Magen til den bag Jarlen –
Fru Ragnhild
.Haakons Mænd vil hindre det!
Margrete
.Jarlen holder fast i Stolen –!
Fru Ragnhild
.Haakon taler vredt til ham – (flygter med et Skrig
fra Vinduet.) O Jesus Kristus! Saa Du Øjnene – og
Smilet –! Nej, det var ikke Jarlen!
fra Vinduet.) O Jesus Kristus! Saa Du Øjnene – og
Smilet –! Nej, det var ikke Jarlen!
Margrete
som med Rædsel har fulgt efter.
Ikke Haakon heller! Hverken Jarlen eller Haakon!
Sigrid
ved Vinduet.
O usselt, usselt!
Margrete
.Sigrid!
Fru Ragnhild
.Er Du her!
Sigrid
.Saa dybt maa de lægge Vejen nedenom, for at
vinde op[] paa Kongssædet.
vinde op[] paa Kongssædet.
Margrete
.O, bed med os at Alt maa vendes til det Bedste.
Faksimile
16
Fru Ragnhild
bleg og forfærdet til Sigrid.
Saa Du ham –? Saa Du min Husbond –?
Øjnene og Smilet, – jeg skulde ikke kjendt ham!
Øjnene og Smilet, – jeg skulde ikke kjendt ham!
Sigrid
.Ligned han Sigurd Ribbung?
Fru Ragnhild
sagte.
Ja, han ligned Sigurd Ribbung!
Sigrid
.Lo han som Sigurd?
Fru Ragnhild
.Ja, ja!
Sigrid
.Saa faar vi Alle bede.
Fru Ragnhild
med fortvivlet Styrke.
Jarlen maa kaares til Konge! Han tager Skade
paa sin Sjæl, blir han ikke første Mand i Landet!
paa sin Sjæl, blir han ikke første Mand i Landet!
Sigrid
stærkere.
Saa faar vi Alle bede!
Fru Ragnhild
.Hys, hvad er det! (ved Vinduet) Hvilke Raab! Alle
Mænd har rejst sig, alle Bannere og Mærker svinger
for Vinden.
Mænd har rejst sig, alle Bannere og Mærker svinger
for Vinden.
Sigrid
griber hende om Armen.
Bed, Kvinde! Bed for din Husbond!
Fru Ragnhild
.Ja, hellig Olaf, giv ham al Magten i dette
Land!
Land!
Faksimile
17
Sigrid
vildt.
Ingen – ingen! Ellers frelses han ikke!
Fru Ragnhild
.Han maa have Magten. Alt Godt i ham vil
gro og blomstre, faar han den. – Se ud, Margrete!
Hør efter! (viger et Skridt tilbage.) Der løftes alle Hænder
til Ed!
gro og blomstre, faar han den. – Se ud, Margrete!
Hør efter! (viger et Skridt tilbage.) Der løftes alle Hænder
til Ed!
Margrete
lytter ved Vinduet.
Fru Ragnhild
.Gud og Hellig-Olaf, hvem g[]ælder det?
Sigrid
.Bed!
Margrete
lytter og giver med oppløftet Haand Tegn til Taushed.
Fru Ragnhild
om lidt.
Tal!
Fra Thingvolden blæses højt i Lur og Horn.
Fru Ragnhild
.Gud og [h]ellig[] Olaf, hvem g[]aldt det?
Kort Opphold.
Margrete
vender Hovedet om og siger:
Nu tog de Haakon Haakonssøn til Konge.
Musiken til Kongstoget falder ind, først dæmpet, siden nærmere og nær-
mere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op[] til Sigrid, som fører hende
stille ud til Højre; Margrete blir ubevægelig staaende lænet opp til Vindus-
karmen. Kongens Svende aabner de store Døre; man ser ind i Hallen, som
lidt efter lidt fyldes af Toget fra Thingvolden.
mere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op[] til Sigrid, som fører hende
stille ud til Højre; Margrete blir ubevægelig staaende lænet opp til Vindus-
karmen. Kongens Svende aabner de store Døre; man ser ind i Hallen, som
lidt efter lidt fyldes af Toget fra Thingvolden.
2
Faksimile
18
Haakon
vender sig i Døren til Ivar Bodde.
Bring mig Skrivefjæren og Vo[ks] og Silke, –
Pergament har jeg herinde. (Gaar i livlig Bevægelse frem til
Bordet og lægger nogle Pergamentruller frem.) Margrete, nu er
jeg Konge!
Pergament har jeg herinde. (Gaar i livlig Bevægelse frem til
Bordet og lægger nogle Pergamentruller frem.) Margrete, nu er
jeg Konge!
Margrete
.Jeg hilser min Herre og Konge.
Haakon
.Tak[]! – (ser paa hende og tager hendes Haand) Tilgiv;
jeg tænkte ikke paa at det maatte krænke Eder.
jeg tænkte ikke paa at det maatte krænke Eder.
Margrete
drager Haanden til sig.
Det krænkte mig ikke; – I er visselig kongefødt.
Haakon
med Liv.
Ja maa ikke hver Mand sige det, som kommer
ihug[,] hvor vidunderligt Gud og de Hellige har berget
mig mod alt Ondt? Aarsgammel bar Birkebejnerne
mig over Fjeldet i Frost og Uvejr og midt imellem
dem, som stod mig efter Livet. I Nidaros slap[] jeg
uskadt fra Baglerne den Tid de brændte Byen og
dræbte saamange af Vore, mens Kong Inge selv med
Nød frelste sig ombord ved at entre op[]efter Anker-
touget.
ihug[,] hvor vidunderligt Gud og de Hellige har berget
mig mod alt Ondt? Aarsgammel bar Birkebejnerne
mig over Fjeldet i Frost og Uvejr og midt imellem
dem, som stod mig efter Livet. I Nidaros slap[] jeg
uskadt fra Baglerne den Tid de brændte Byen og
dræbte saamange af Vore, mens Kong Inge selv med
Nød frelste sig ombord ved at entre op[]efter Anker-
touget.
Margrete
.I har fristet en haard Oppvæ[ks]t.
Haakon
ser vist paa hende.
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den
mildere.
mildere.
Faksimile
19
Margrete
.Jeg?
Haakon
.I kunde været mig saa god en Fostersøster i alle
de Aar vi voxte op[] sammen.
de Aar vi voxte op[] sammen.
Margrete
.Men det faldt sig ikke slig.
Haakon
.Nej – det faldt sig ikke slig; – vi saa paa hin-
anden, hver fra vor Krog, men sjelden taltes vi ved –
(utaalmodig) Hvor blir han af! (Ivar Bodde kommer med Skrive-
sager.) Er Du der; giv hid!
anden, hver fra vor Krog, men sjelden taltes vi ved –
(utaalmodig) Hvor blir han af! (Ivar Bodde kommer med Skrive-
sager.) Er Du der; giv hid!
Haakon sætter sig ved Bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule Jarl
ind; derpaa Dagfinn Bonde, Bisp Nikolas og Vegard Væradal.
ind; derpaa Dagfinn Bonde, Bisp Nikolas og Vegard Væradal.
Haakon
ser opp og lader Pennen synke.
Herre Jarl, ved I hvad jeg her skriver? (Jarlen
nærmer sig.) Det er til min Moder; jeg takker hende
for alt Godt og kysser hende tus[e]nde Gange – her i
Brevet, forstaar I. Hun skal sendes Øster til Borga-
syssel og leve der med al kongelig Ære.
nærmer sig.) Det er til min Moder; jeg takker hende
for alt Godt og kysser hende tus[e]nde Gange – her i
Brevet, forstaar I. Hun skal sendes Øster til Borga-
syssel og leve der med al kongelig Ære.
Skule Jarl
.I vil ikke beholde hende i Kongsgaarden?
Haakon
.Hun er mig altfor k[]ær, Jarl; – en Konge maa
ikke have Nogen om sig, som er ham altfor k[]ær; en
Konge maa handle med frie Hænder, staa alene, ikke
ledes, ikke lokkes. Her er saa Meget at bøde paa i
Norge. (vedbliver at skrive.)
ikke have Nogen om sig, som er ham altfor k[]ær; en
Konge maa handle med frie Hænder, staa alene, ikke
ledes, ikke lokkes. Her er saa Meget at bøde paa i
Norge. (vedbliver at skrive.)
2*
Faksimile
20
Vegard Væradal
sagte til Bisp Nikolas.
Det var mit Raad, dette med Inga Kongsmoder.
Bisp Nikolas
.Jeg k[]endte Jer strax paa Raadet.
Vegard Væradal
.Men Lige for Lige nu.
Bisp Nikolas
.Vent. Jeg holder det jeg lovede.
Haakon
giver Pergamentet til Ivar Bodde.
Lægg det sammen og bring hende det selv med
mange k[]ærlige Hilsninger –
mange k[]ærlige Hilsninger –
Ivar Bodde
,
som har kastet et Øje i Pergamentet.
Herre – allerede idag, skriver I –!
Haakon
.Nu er Vinden god, den stryger Leden nedover.
Dagfinn Bonde
langsomt.
Kom ihug, Herre Konge, at hun har ligget Nat-
ten over paa Altertrinet i Bøn og Faste.
ten over paa Altertrinet i Bøn og Faste.
Ivar Bodde
.Og det turde hænde hun var træt[] efter Jern-
byrden.
byrden.
Haakon
.Sandt nok, sandt nok; – min gode k[]ærlige Mo-
der –! (tar sig sammen) Ja, er hun altfor træt[], saa ven-
ter hun til imorgen.
der –! (tar sig sammen) Ja, er hun altfor træt[], saa ven-
ter hun til imorgen.
Ivar Bodde
.Eders Vilje skal ske. (lægger et nyt Pergament frem) Men
saa det Andet, Herre.
saa det Andet, Herre.
Faksimile
21
Haakon
.Det Andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke.
Dagfinn Bonde
peger paa Brevet til Inga.
I kunde dog hint.
Ivar Bodde
.Alt, hvad syndigt er, maa brydes.
Bisp Nikolas
,
som imidlertid har nærmet sig.
Bind Jarlens Hænder nu, Kong Haakon.
Haakon
dæmpet.
Mener I det trænges?
Bisp Nikolas
.I faar aldrig k[]øbt Landets Fred paa billigere
Vilkaar.
Vilkaar.
Haakon
.Saa kan jeg. Hid med Pennen! (skriver.)
Skule Jarl
til Bispen, der gaar over til Højre.
I har Kongens Øre, som det lader.
Bisp Nikolas
.Til Gavn for Jer.
Skule Jarl
.Siger I det?
Bisp Nikolas
.Før Kveld vil I takke mig. (han fjerner sig.)
Haakon
rækker Pergamentet frem.
Læs dette, Jarl!
Faksimile
22
Skule Jarl
læser, ser forbauset paa Kongen og siger med halv Stemme:
I bryder alt Forhold til Kanga hin [u]nge?
Haakon
.Til Kanga, som jeg har elsket over Alt i Verden.
Fra idag af tør hun aldrig træffes paa den Vej, hvor
Kongen gaar frem.
Fra idag af tør hun aldrig træffes paa den Vej, hvor
Kongen gaar frem.
Skule Jarl
.Stort er det, som I der g[]ør, Haakon; – jeg
ved godt fra mig selv, hvad det maa koste –
ved godt fra mig selv, hvad det maa koste –
Haakon
.Bort maa hver den, som er Kongen altfor k[]ær.
– Bind Brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
– Bind Brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
Bisp Nikolas
bøjer sig over Stolen.
Herre Konge, nu vandt I langt frem mod Jar-
lens Venskab.
lens Venskab.
Haakon
rækker ham Haanden.
Tak[], Bisp Nikolas; I raadede mig til det
Bedste. Bed om en Naade, og den skal vises Jer.
Bedste. Bed om en Naade, og den skal vises Jer.
Bisp Nikolas
.Vil I?
Haakon
.Det tilsiger jeg Eder med mit Kongeord.
Bisp Nikolas
.Saa g[]ør Vegard Væradal til Sysselmand paa
Haalogaland.
Haalogaland.
Haakon
.Vegard? Han er fast den troeste Ven jeg har;
nødig skikkede jeg ham saa langt fra mig.
nødig skikkede jeg ham saa langt fra mig.
Faksimile
23
Bisp Nikolas
.Kongens Ven bør kongeligt lønnes. Bind Jarlen
paa den Vis, som jeg har raadet til, saa er I trygg
for alle Tider.
paa den Vis, som jeg har raadet til, saa er I trygg
for alle Tider.
Haakon
tager et Pergamentblad.
Vegard skal have Syssel paa Haalogaland. (skri-
vende) Her giver jeg ham mit kongelige Brev derpaa.
vende) Her giver jeg ham mit kongelige Brev derpaa.
Bispen fjerner sig.
Skule Jarl
nærmer sig Bordet.
Hvad skriver I der?
Haakon
rækker ham Bladet.
Læs.
Skule Jarl
læser og ser vis[s]t paa Kongen.
Vegard Væradal? Paa Haalogaland?
Haakon
.Paa det nordre, som er ledigt.
Skule Jarl
.I mindes da ikke at Andres Skjaldarband ogsaa
har Syssel der nord? De To er bittre Avinds-
mænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig –
har Syssel der nord? De To er bittre Avinds-
mænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig –
Haakon
smiler og rejser sig.
Og Vegard Væradal til mig. Derfor maa de se
til at blive forligte jo før jo heller. Der maa ingen
Splid være mellem Kongens og Jarlens Mænd her-
efterdags.
til at blive forligte jo før jo heller. Der maa ingen
Splid være mellem Kongens og Jarlens Mænd her-
efterdags.
Faksimile
24
Bisp Nikolas
.Hm, dette her turde snart gaa galt!
Nærmer sig urolig.
Skule Jarl
.I tænker klogt og dybt, Haakon.
Haakon
varm.
Skule Jarl, jeg tog Riget fra Jer idag, – men
lad Eders Datter dele det med mig!
lad Eders Datter dele det med mig!
Skule Jarl
.Min Datter!
Margrete
.Gud!
Haakon
.Margrete, – vil I være Dronning?
Margrete
tier.
Haakon
tager hendes Haand.
Svar mig.
Margrete
sagte.
Jeg vil g[]erne være eders Hustru.
Skule Jarl
med et Haandslag.
Fred og Forlig af Hjertet!
Haakon
.Tak[]!
Ivar Bodde
til Dagfinn.
Himlen være lovet; nu dages det.
Faksimile
25
Dagfinn Bonde
.Jeg tror det næsten. Saa godt har jeg aldrig
likt Jarlen før.
likt Jarlen før.
Bisp Nikolas
bagved.
Stadig paa Vagt, gode Dagfinn, – stadig paa
Vagt.
Vagt.
Ivar Bodde
til Vegard.
Nu er I Sysselmand paa Haalogaland; her har
I Kongens Haand for det. (giver ham Brevet.)
I Kongens Haand for det. (giver ham Brevet.)
Vegard Væradal
.Jeg skal siden takke Kongen for hans Naade.
vil gaa.
Bisp Nikolas
standser ham.
Andres Skjaldarband er en haard Hals; lad Jer
ikke kue.
ikke kue.
Vegard Væradal
.Det har aldrig lykkets for Nogen før. (Gaar.)
Bisp Nikolas
følger efter.
Vær som Fjeld og Flint mod Andres Skjaldar-
band, – og tag min Velsignelse med Jer forresten.
band, – og tag min Velsignelse med Jer forresten.
Ivar Bodde
,
som har ventet bag Kongen med Pergamenterne i Haanden.
Her er Brevene, Herre –
Haakon
.Godt; giv dem til Jarlen.
Ivar Bodde
.Til Jarlen? Vil I ikke sætte Seglet for?
Faksimile
26
Haakon
.Det plejer jo Jarlen g[]øre; – han har Seglet.
Ivar Bodde
dæmpet.
Ja hidindtil, – saalænge han førte Værgemaalet
for Eder; – men nu!
for Eder; – men nu!
Haakon
.Nu som før; – Jarlen har Seglet. (fjerner sig.)
Skule Jarl
.Giv mig Brevene, Ivar Bodde.
Gaar over til Bordet med dem, tager frem Rigsseglet, som han bærer g[]emt
i Beltet, og forsegler under det Følgende.
i Beltet, og forsegler under det Følgende.
Bisp Nikolas
halvlydt.
Haakon Haakonssøn er Konge – og Jarlen har
Kongens Segl; – det gaar nok, det gaar nok.
Kongens Segl; – det gaar nok, det gaar nok.
Haakon
.Hvad siger I, Herre Bisp?
Bisp Nikolas
.Jeg siger, Gud og San[k]t Olaf vaager over sin
hellige Kirke. (Gaar ind i Kongshallen.)
hellige Kirke. (Gaar ind i Kongshallen.)
Haakon
nærmer sig Margrete.
En klog Dronning kan virke store Ting i Landet;
Eder turde jeg tryggelig kaare, thi jeg ved I er klog.
Eder turde jeg tryggelig kaare, thi jeg ved I er klog.
Margrete
.Kun det!
Haakon
.Hvad mener I?
Margrete
.Intet, Intet, Herre.
Faksimile
27
Haakon
.Og I bærer ikke Nag til mig, om I end har
sluppet fagre Ønsker for min Skyld?
sluppet fagre Ønsker for min Skyld?
Margrete
.Jeg har ingen fagre Ønsker sluppet for Eders
Skyld.
Skyld.
Haakon
.Og I vil staa mig nær, og give mig gode Raad?
Margrete
.Jeg vilde saa g[]erne staa Eder nær.
Haakon
.Og give mig gode Raad. Tak[] for det; Kvin-
ders Raad baader hver Mand, og jeg har herefter
ingen Anden end Eder; – min Moder maatte jeg
sende bort –
ders Raad baader hver Mand, og jeg har herefter
ingen Anden end Eder; – min Moder maatte jeg
sende bort –
Margrete
.Ja, hun var Eder altfor k[]ær.
Haakon
.Og jeg er Konge. Farvel da, Margrete! I er
saa ung endnu; men næste Sommer skal vort Bryllup
staa, – og fra den Stund lover jeg at holde Eder
hos mig i al sømmelig Tro og Ære.
saa ung endnu; men næste Sommer skal vort Bryllup
staa, – og fra den Stund lover jeg at holde Eder
hos mig i al sømmelig Tro og Ære.
Margrete
smiler sørgmodigt.
Ja, jeg ved det vil vare længe før I sender mig
bort.
bort.
Haakon
levende.
Sende Eder bort? Det vil jeg aldrig gjøre!
Faksimile
28
Margrete
med taarefyldte Øjne.
Nej, det gjør Haakon kun med dem, som er ham
altfor k[]ære. (Gaar mod Udgangsdøren. Haakon ser tankefuld efter
hende.)
altfor k[]ære. (Gaar mod Udgangsdøren. Haakon ser tankefuld efter
hende.)
Fru Ragnhild
fra højre Side.
Kongen og Jarlen saalænge herinde! Angsten
dræber mig; – Margrete, hvad har Kongen sagt og
gjort?
dræber mig; – Margrete, hvad har Kongen sagt og
gjort?
Margrete
.O saa meget! Sidst tog han en Sysselmand og
en Dronning.
en Dronning.
Fru Ragnhild
.Du, Margrete!
Margrete
,
om Moderens Hals.
Ja!
Fru Ragnhild
.Du blir Dronning!
Margrete
.Kun Dronning; – men jeg tror jeg er glad ved
det endda. (Hun og Moderen følges ud til Højre.)
det endda. (Hun og Moderen følges ud til Højre.)
Skule Jarl
til Ivar Bodde.
Her er vore Breve; bring dem til Kongsmoderen
og til Kanga.
og til Kanga.
Ivar Bodde bøjer sig og gaar.
Dagfinn Bonde
i Salsdøren.
Erkebispen af Nidaros beg[]ærer at maatte bringe
Kong Haakon Haakonssøn sin Hylding!
Kong Haakon Haakonssøn sin Hylding!
Faksimile
29
Haakon
aander af fuldt Bryst.
Endelig er jeg da Konge i Norge.
Gaar ind i Hallen.
Skule Jarl
g[]emmer Kongens Segl i Beltet.
Men jeg raader Land og Rige.
Tæppet falder.
Faksimile
Anden Akt.
Gildehallen i Bergens Kongsgaard. Et stort Buevindu midt paa Bag-
væggen. Langsmed denne er en Forhøjning med Sæder for Kvinderne.
Ved den venstre Langvæg[] staar Kongsstolen nogle Trin over Gulvet; midt
paa den modsatte Væg[] stor Indgangsdør. Bannere, Mærker, Skjolde og
Vaaben samt brogede Tepper hænger ned fra Væg[]stolperne og fra det ud-
skaarne Træloft. Rundtom i Hallen staar Drikkeborde med Kander, Horn
og Bægre.
væggen. Langsmed denne er en Forhøjning med Sæder for Kvinderne.
Ved den venstre Langvæg[] staar Kongsstolen nogle Trin over Gulvet; midt
paa den modsatte Væg[] stor Indgangsdør. Bannere, Mærker, Skjolde og
Vaaben samt brogede Tepper hænger ned fra Væg[]stolperne og fra det ud-
skaarne Træloft. Rundtom i Hallen staar Drikkeborde med Kander, Horn
og Bægre.
Kong Haakon sidder paa Forhøjningen hos Margrete, Sigrid, Fru
Ragnhild og mange fornemme Kvinder. Ivar Bodde staar bag Kongens
Stol. Om Drikkebordene er Kongens og Jarlens Mænd samt Gjæster bæn-
kede. Ved det fremste Bord tilhøjre sidder blandt Andre Dagfinn Bonde,
Gregorius Jonssøn og Paal Flida. Skule Jarl og Bisp Nikolas spiller
Brettspil ved et Bord tilvenstre. Jarlens Husfolk gaar fra og til og bærer
Drikkesager frem. Fra en tilstødende Stue høres Musik under de følgende
Optrin.
Ragnhild og mange fornemme Kvinder. Ivar Bodde staar bag Kongens
Stol. Om Drikkebordene er Kongens og Jarlens Mænd samt Gjæster bæn-
kede. Ved det fremste Bord tilhøjre sidder blandt Andre Dagfinn Bonde,
Gregorius Jonssøn og Paal Flida. Skule Jarl og Bisp Nikolas spiller
Brettspil ved et Bord tilvenstre. Jarlens Husfolk gaar fra og til og bærer
Drikkesager frem. Fra en tilstødende Stue høres Musik under de følgende
Optrin.
Dagfinn Bonde
.Nu lider det alt paa femte Dagen, og endda er
Madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte Krus
frem.
Madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte Krus
frem.
Paal Flida
.Det var aldrig Jarlens Vis at svelte sine Gjæster.
Dagfinn Bonde
.Nej, det ser slig ud. Saa g[]ildt et Kongsbryllup
har ikke været spurgt i Norge før.
har ikke været spurgt i Norge før.
Faksimile
31
Paal Flida
.Skule Jarl har heller ikke giftet bort nogen Dat-
ter før.
ter før.
Dagfinn Bonde
.Sandt nok; Jarlen er en mægtig Mand.
En Hirdmand
.Sidder inde med Tredjedelen af Riget. Det er
mere, end nogen Jarl havde før i Tiden.
mere, end nogen Jarl havde før i Tiden.
Paal Flida
.Kongens Del er dog større.
Dagfinn Bonde
.Det snakker vi ikke om her; nu er vi Venner og
vel forligte. (drikker Paal til.) Lad saa Kongen være Konge
og Jarlen Jarl.
vel forligte. (drikker Paal til.) Lad saa Kongen være Konge
og Jarlen Jarl.
Paal Flida
ler.
Grejdt høres det paa Dig at Du er Kongsmand.
Dagfinn Bonde
.Det pligter ogsaa Jarlsmændene at være.
Paal Flida
.Aldrig det. Vi har svoret Jarlen Ed, men ikke
Kongen.
Kongen.
Dagfinn Bonde
.Det kan ske endnu.
Bisp Nikolas
dæmpet til Jarlen under Spillet.
Hører I[,] hvad Dagfinn Bonde siger?
Skule Jarl
,
uden at se op[] .
Jeg hører nok.
Faksimile
32
Gregorius Jonssøn
ser vis[s]t paa Dagfinn.
Tænker Kongen paa Sligt?
Dagfinn Bonde
.N[å] n[å], – lad fare; – ingen Splid idag.
Bisp Nikolas
.Kongen vil tage Eders Mænd i Ed, Jarl.
Gregorius Jonssøn
stærkere.
Tænker Kongen paa Sligt, spørger jeg?
Dagfinn Bonde
.Jeg svarer ikke. Lad os drikke paa Fred og
Venskab mellem Kongen og Jarlen. Øllet er godt.
Venskab mellem Kongen og Jarlen. Øllet er godt.
Paal Flida
.Det har ogsaa faaet god Tid til at ligge.
Gregorius Jonssøn
.Tre Gange har Jarlen beredt Bryllupet, tre
Gang lovede Kongen at komme, – tre Gange svig-
tede han.
Gang lovede Kongen at komme, – tre Gange svig-
tede han.
Dagfinn Bonde
.Last Jarlen for det; han gav os fuldt opp at
tage Vare i Viken.
tage Vare i Viken.
Paal Flida
.Sigurd Ribbung gav Jer nok mere at tage Vare
i Vermeland, efter hvad der siges.
i Vermeland, efter hvad der siges.
Dagfinn Bonde
op[]farende.
Ja, hvem var det, som slap[] Sigurd Ribbung løs?
Gregorius Jonssøn
.Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det er
vitterligt for Alle.
vitterligt for Alle.
Faksimile
33
Dagfinn Bonde
.Men det er ikke vitterligt for Nogen, at I hin-
drede ham.
drede ham.
Bisp Nikolas
til Jarlen, der betænker sig paa et Trækk.
Hører I, Jarl, – det var Jer, som slap[] Sigurd
Ribbung.
Ribbung.
Skule Jarl
trækker.
Den Vise er gammel.
Gregorius Jonssøn
til Dagfinn.
Jeg tænkte dog, Du havde hørt om Islændingen,
Andres Thorsteinssøn, Sigurd Ribbungs Ven –
Andres Thorsteinssøn, Sigurd Ribbungs Ven –
Dagfinn Bonde
.Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen,
det ved jeg.
det ved jeg.
Bisp Nikolas
trækker og siger leende til Jarlen.
Nu slaar jeg Bonden, Herre Jarl.
Skule Jarl
lydt.
Slaa ham; en Bonde g[]ælder ikke stort. (flytter en
Brikke.)
Brikke.)
Dagfinn Bonde
.Nej, det fik Islændingen sande, den Tid Sigurd
Ribbung rømte til Vermeland.
Ribbung rømte til Vermeland.
Undertrykt Latter mellem Kongsmændene; Samtalen fortsættes dæmpet;
strax efter kommer en Mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.
strax efter kommer en Mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.
Bisp Nikolas
.Og saa trækker jeg hid; og saa har I tabt.
Skule Jarl
.Det lader saa.
3
Faksimile
34
Bisp Nikolas
lægger sig tilbage i Stolen.
I værgede ikke godt om Kongen paa det Sidste.
Skule Jarl
stryger Brikkerne overende og rejser sig.
Jeg er længesiden træt[] af at være Kongsværge.
Gregorius Jonssøn
nærmer sig og siger dæmpet.
Herre Jarl, Jostein Thamb lader melde at nu
ligger Skibet klar til at gaa under Sejl.
ligger Skibet klar til at gaa under Sejl.
Skule Jarl
sagte.
Godt. (tager et forseglet Pergament frem.) Her er Brevet.
Gregorius Jonssøn
ryster paa Hovedet.
Jarl, Jarl, – er det raadeligt?
Skule Jarl
.Hvilket?
Gregorius Jonssøn
.Kongens Segl er for.
Skule Jarl
.Det er til Kongens Bedste jeg handler.
Gregorius Jonssøn
.Saa lad Kongen selv vise Tilbudet fra sig.
Skule Jarl
.Det gjør han ikke, om han faar raade. Al hans
Hug og Tanke er rettet paa at kue Ribbungerne, der-
for vil han sikkre sig paa andre Kanter.
Hug og Tanke er rettet paa at kue Ribbungerne, der-
for vil han sikkre sig paa andre Kanter.
Gregorius Jonssøn
.Klogt kan det være, det, som I her g[]ør, – men
det er farligt.
det er farligt.
Faksimile
35
Skule Jarl
.Lad mig om det. Bring Brevet, og sig Jostein
at han sejler strax.
at han sejler strax.
Gregorius Jonssøn
.Det skal ske, som I byder. (gaar ud til Højre og kommer
ind igjen om lidt.)
ind igjen om lidt.)
Bisp Nikolas
til Jarlen.
I har Mangt at skjøtte, lader det til.
Skule Jarl
.Men liden Tak[] for det.
Bisp Nikolas
.Kongen har rejst sig.
Haakon kommer nedover; alle Mænd staar op[] fra Bordene.
Haakon
til Bispen.
Højlig maa det glæde os, hvor frisk og stærk I
har holdt ud i alle disse lystige Dage.
har holdt ud i alle disse lystige Dage.
Bisp Nikolas
.Det blaffrer opp engang imellem, Herre Konge;
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg
hele Vinteren udover.
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg
hele Vinteren udover.
Haakon
.Ja, ja, – I har levet et stærkt Liv, rigt paa
mangen rygtbar Gjerning.
mangen rygtbar Gjerning.
Bisp Nikolas
ryster paa Hovedet.
Aa, der er Maade med det; jeg har Mangt
ugjort endnu. Den som vidste om En fik Tid til det
Altsammen.
ugjort endnu. Den som vidste om En fik Tid til det
Altsammen.
3*
Faksimile
36
Haakon
.De Levende faar tage Arv efter dem, som gaar
bort, ærværdige Herre; alle vil vi jo det Bedste for
Land og Folk. (vender sig til Jarlen.) Et undrer mig høj-
lig; ingen af vore Sysselmænd paa Haalogaland er
mødt frem til Bryllupet.
bort, ærværdige Herre; alle vil vi jo det Bedste for
Land og Folk. (vender sig til Jarlen.) Et undrer mig høj-
lig; ingen af vore Sysselmænd paa Haalogaland er
mødt frem til Bryllupet.
Skule Jarl
.Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg saa
sikkert ventet.
sikkert ventet.
Haakon
smilende.
Og Vegard Væradal ogsaa.
Skule Jarl
.Ogsaa Vegard, ja.
Haakon
spøgende.
Og jeg haaber, I havde taget bedre imod min
gamle Ven nu, end for syv Aar siden paa Oslo
Brygge, da I stak[] ham i Kinden, saa Sværdet skar
sig selv ud.
gamle Ven nu, end for syv Aar siden paa Oslo
Brygge, da I stak[] ham i Kinden, saa Sværdet skar
sig selv ud.
Skule Jarl
ler tvungent.
Ja dengang Gunnulf, Eders Morbroder, hug[]
højre Haand af Sira Eiliv, min bedste Ven og Raad-
giver.
højre Haand af Sira Eiliv, min bedste Ven og Raad-
giver.
Bisp Nikolas
muntert.
Og da Dagfinn Bonde og Hirdmændene satte
stærk Nattevagt paa Kongsskibet og sagde at Kongen
var utryg[] i Jarlens Værge!
stærk Nattevagt paa Kongsskibet og sagde at Kongen
var utryg[] i Jarlens Værge!
Faksimile
37
Haakon
alvorligt.
De Dage er gamle og glemte.
Dagfinn Bonde
nærmer sig.
Nu kan der blæses til Vaabenlegen nede paa
Volden, hvis det lyster Eder, Herre.
Volden, hvis det lyster Eder, Herre.
Haakon
.Godt. Idag vil vi tage al Glæde med; imorgen
faar vi begynde igjen at tænke paa Ribbungerne og
Orknøjarlen.
faar vi begynde igjen at tænke paa Ribbungerne og
Orknøjarlen.
Bisp Nikolas
.Ja, han nægter jo at svare Skatten?
Haakon
.Havde jeg Ribbungerne vel fra Halsen, saa foer
jeg selv vestover.
jeg selv vestover.
Haakon gaar opp mod Forhøjningen, rækker Margrete Haanden og fører
hende ud til Højre; lidt efter lidt følger de Øvrige efter.
hende ud til Højre; lidt efter lidt følger de Øvrige efter.
Bisp Nikolas
til Ivar Bodde.
Hør lidt her. Hvem er den Mand, som heder
Jostein Thamb?
Jostein Thamb?
Ivar Bodde
.Her er en Farmand fra Orknø, som heder slig.
Bisp Nikolas
.Fra Orknø? Jasaa. Og nu sejler han hjem?
Ivar Bodde
.Ja, han g[]ør nok det.
Bisp Nikolas
sagtere.
Med dyr Ladning, Ivar Bodde!
Faksimile
38
Ivar Bodde
.Korn og Klæde, tror jeg.
Bisp Nikolas
.Og et Brev fra Skule Jarl.
Ivar Bodde
studser.
Til hvem?
Bisp Nikolas
.Ved ikke; – der var Kongssegl for –
Ivar Bodde
griber ham om Armen.
Herre Bisp, – er det som I siger?
Bisp Nikolas
.Hyss, bland ikke mig op[] i den Sag. (fjerner sig.)
Ivar Bodde
.Da maa jeg strax –! Dagfinn Bonde! Dagfinn,
Dagfinn –! (trænger sig g[]ennem Mængden ved Udgangsdøren.)
Dagfinn –! (trænger sig g[]ennem Mængden ved Udgangsdøren.)
Bisp Nikolas
deltagende til Gregorius Jonssøn.
Ingen Dag uden En eller Anden fanger Ulempe
paa Gods og Frihed!
paa Gods og Frihed!
Gregorius Jonssøn
.Hvem g[]ælder det nu?
Bisp Nikolas
.En stakkels Farmand, – Jostein Thamb synes
jeg de kaldte ham.
jeg de kaldte ham.
Gregorius Jonssøn
.Jostein –?
Bisp Nikolas
.Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle.
Faksimile
39
Gregorius Jonssøn
.Vil Dagfinn nægte ham, siger I?
Bisp Nikolas
.Ret[] nu gik han.
Gregorius Jonssøn
.Tilgiv, Herre, jeg maa skynde mig –
Bisp Nikolas
.Ja, g[]ør det, gode Lendermand; – Dagfinn
Bonde er saa ilsindet.
Bonde er saa ilsindet.
Gregorius Jonssøn iler ud til Højre blandt Resten af de Tilstedeværende;
kun Skule Jarl og Bisp Nikolas bliver tilbage i Hallen.
kun Skule Jarl og Bisp Nikolas bliver tilbage i Hallen.
Skule Jarl
gaar tankefuld op[] og ned; pludselig er det ligesom han vaagner; han ser
sig om og siger:
Hvor stil[]t her blev med engang.
Bisp Nikolas
.Kongen gik.
Skule Jarl
.Og alle Mænd fulgte ham efter.
Bisp Nikolas
.Alle, undtagen vi.
Skule Jarl
.Det er noget Stort, det, at være Konge.
Bisp Nikolas
forsigtig.
Gad I prøve det, Jarl?
Skule Jarl
smiler alvorligt.
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger Nat[] er
jeg Konge i Norge.
jeg Konge i Norge.
Faksimile
40
Bisp Nikolas
.Drømme varsler.
Skule Jarl
.De frister ogsaa.
Bisp Nikolas
.Neppe Jer. Før i Tiden, det kan jeg skjønne;
– men nu, da I har Tredjedelen af Riget, raader
som første Mand i Landet og er Dronningens Fader –
– men nu, da I har Tredjedelen af Riget, raader
som første Mand i Landet og er Dronningens Fader –
Skule Jarl
.Mest nu, – mest nu.
Bisp Nikolas
.Dølg Intet! Skrift; thi I bærer visselig paa
en stor Kval.
en stor Kval.
Skule Jarl
.Mest nu, som jeg siger. Det er den store For-
bandelse, som ligger over alt mit Liv, dette, at staa
det Højeste saa nær – bare et Slug imellem – et
Spring over, – paa den anden Side er Kongsnavn
og Purpurkaabe og Trone og Magt og Alt; daglig
har jeg det for Øje – men vinder aldrig over.
bandelse, som ligger over alt mit Liv, dette, at staa
det Højeste saa nær – bare et Slug imellem – et
Spring over, – paa den anden Side er Kongsnavn
og Purpurkaabe og Trone og Magt og Alt; daglig
har jeg det for Øje – men vinder aldrig over.
Bisp Nikolas
.Sandt, sandt, Jarl.
Skule Jarl
.Da de tog Guthorm Sigurdssøn til Konge, stod
jeg i min Ungdoms fuldeste Kraft; da var det som
det skreg lydt i mig: væk med Barnet, – jeg er den
voxne, stærke Mand! – Men Guthorm var Kongssøn;
der laa et Slug mellem mig og Tronen.
jeg i min Ungdoms fuldeste Kraft; da var det som
det skreg lydt i mig: væk med Barnet, – jeg er den
voxne, stærke Mand! – Men Guthorm var Kongssøn;
der laa et Slug mellem mig og Tronen.
Faksimile
41
Bisp Nikolas
.Og I vovede ikke –
Skule Jarl
.Saa blev Erling Steinvægg hyldet af Slittun-
gerne. Da skreg det i mig igjen: Skule er en større
Høvding end Erling Steinvægg! Men jeg maatte brudt
med Birkebejnerne, – det var Sluget dengang.
gerne. Da skreg det i mig igjen: Skule er en større
Høvding end Erling Steinvægg! Men jeg maatte brudt
med Birkebejnerne, – det var Sluget dengang.
Bisp Nikolas
.Og Erling blev Konge for Slittungerne, og for
Ribbungerne siden, og I ventede!
Ribbungerne siden, og I ventede!
Skule Jarl
.Jeg ventede paa Guthorms Død.
Bisp Nikolas
.Og Guthorm døde, og Inge Baardssøn, Eders
Broder, blev Konge.
Broder, blev Konge.
Skule Jarl
.Saa ventede jeg paa min Broders Død. Han
var syg fra første Færd af; hver Morgen, naar vi
mødtes i den hellige Messe, sad jeg og skottede efter
om ikke Sotten tog til. Hvert Drag af Smerte, som
strøg over hans Ansigt, var mig som et Vindpust i
Sejlet og bar mig nærmere mod Tronen. Hvert Suk[],
han lettede sin Ve og Vaande i, lød for mig, som
Horn og Lur langt bortunder Liderne, som Sendebud,
der kom langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart
tage Rigsstyret. Slig rykkede jeg hver k[]ærlig Broder-
tanke op[] med Rod og Trevler; og Inge døde og
Haakon kom, – og Birkebejnerne tog ham til Konge.
var syg fra første Færd af; hver Morgen, naar vi
mødtes i den hellige Messe, sad jeg og skottede efter
om ikke Sotten tog til. Hvert Drag af Smerte, som
strøg over hans Ansigt, var mig som et Vindpust i
Sejlet og bar mig nærmere mod Tronen. Hvert Suk[],
han lettede sin Ve og Vaande i, lød for mig, som
Horn og Lur langt bortunder Liderne, som Sendebud,
der kom langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart
tage Rigsstyret. Slig rykkede jeg hver k[]ærlig Broder-
tanke op[] med Rod og Trevler; og Inge døde og
Haakon kom, – og Birkebejnerne tog ham til Konge.
Faksimile
42
Bisp Nikolas
.Og I ventede.
Skule Jarl
.Mig tykkedes der maatte komme Hjælp ovenfra.
Jeg kjendte Kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver
Dag, der gik, var en Dag, som toges bort fra min
Livsg[]erning. Hver Kveld tænkte jeg: imorgen sker
der et Jertegn, som fælder ham og sætter mig paa det
tomme Sæde.
Jeg kjendte Kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver
Dag, der gik, var en Dag, som toges bort fra min
Livsg[]erning. Hver Kveld tænkte jeg: imorgen sker
der et Jertegn, som fælder ham og sætter mig paa det
tomme Sæde.
Bisp Nikolas
.Ringe var Haakons Magt dengang; han var kun
et Barn; det g[]aldt ikke Andet, end et Skridt af Eder,
men I tog det ikke.
et Barn; det g[]aldt ikke Andet, end et Skridt af Eder,
men I tog det ikke.
Skule Jarl
.Det Skridt var svært at tage; det havde skilt
mig fra al min Slægt og fra alle Venner.
mig fra al min Slægt og fra alle Venner.
Bisp Nikolas
.Ja, der er Sagen, Skule Jarl, – der er For-
bandelsen, som har ligget over Eders Liv. I vil vide
hver Vej aaben i Nødsfald, – I vover ikke at bryde
alle Broer af og kun beholde en igjen, værge den
alene, og sejre eller falde der. I stiller Snarer for
Eders Uven, I bygger Fælde for hans Fod og hænger
hvasse Sverd over hans Hoved, I strør Gift i alle
Fade og I har hundrede Garn ude; men vil han ind
i et af dem, saa vover I ikke at trække i Traaden;
griber han efter Giften, saa tykkes det Jer tryggere
at han falder for Sverd; er han ved at lade sig fange
om Morgenen, saa finder I det bedre at det sker ved
Kveldstid.
bandelsen, som har ligget over Eders Liv. I vil vide
hver Vej aaben i Nødsfald, – I vover ikke at bryde
alle Broer af og kun beholde en igjen, værge den
alene, og sejre eller falde der. I stiller Snarer for
Eders Uven, I bygger Fælde for hans Fod og hænger
hvasse Sverd over hans Hoved, I strør Gift i alle
Fade og I har hundrede Garn ude; men vil han ind
i et af dem, saa vover I ikke at trække i Traaden;
griber han efter Giften, saa tykkes det Jer tryggere
at han falder for Sverd; er han ved at lade sig fange
om Morgenen, saa finder I det bedre at det sker ved
Kveldstid.
Faksimile
43
Skule Jarl
ser alvorligt paa ham.
Og hvad vilde I g[]øre, Herre Bisp?
Bisp Nikolas
.Tal ikke om mig; min G[]erning er at tømre
Kongsstolene i dette Land, ikke at sidde deroppe og
styre Folk og Rige.
Kongsstolene i dette Land, ikke at sidde deroppe og
styre Folk og Rige.
Skule Jarl
efter et kort Op[]hold.
Svar mig paa Et, ærværdige Herre; men svar
mig med al Sandhed. Hvorfor gaar Haakon saa
uryggelig frem paa den lige Vej? Han er ikke kløg-
tigere end I, ikke djærvere end jeg.
mig med al Sandhed. Hvorfor gaar Haakon saa
uryggelig frem paa den lige Vej? Han er ikke kløg-
tigere end I, ikke djærvere end jeg.
Bisp Nikolas
.Hvem g[]ør den største G[]erning i Verden?
Skule Jarl
.Det g[]ør den største Mand.
Bisp Nikolas
.Men hvem er den største Mand?
Skule Jarl
.Den Modigste.
Bisp Nikolas
.Saa siger Høvdingen. En Prest vilde sige, det er
den mest Troende, – en Vismand, at det er den Kyn-
digste. Men det er ingen af dem, Jarl. Den lykke-
ligste Mand er den største Mand. Den Lykkeligste er
det, som g[]ør de største G[]erninger, han, hvem Tidens
Krav kommer over ligesom i Brynde, avler Tanker,
dem han ikke selv fatter, og som peger for ham paa
den Vej, han ikke selv ved hvor bær hen, men som
han dog gaar og maa gaa, til han hører Folket
skrige i Glæde, og han ser sig om med spilte Øjne
og undrer sig og sk[]ønner, at han har gjort et Stor-
værk.
den mest Troende, – en Vismand, at det er den Kyn-
digste. Men det er ingen af dem, Jarl. Den lykke-
ligste Mand er den største Mand. Den Lykkeligste er
det, som g[]ør de største G[]erninger, han, hvem Tidens
Krav kommer over ligesom i Brynde, avler Tanker,
dem han ikke selv fatter, og som peger for ham paa
den Vej, han ikke selv ved hvor bær hen, men som
Faksimile
44
han dog gaar og maa gaa, til han hører Folket
skrige i Glæde, og han ser sig om med spilte Øjne
og undrer sig og sk[]ønner, at han har gjort et Stor-
værk.
Skule Jarl
.Ja, der er dette uryggelig Sikkre ved Haakon.
Bisp Nikolas
.Det er det, som Romerne kaldte Ingenium. –
Jeg er ikke stiv i Latinen forresten; men det kaldtes
Ingenium.
Jeg er ikke stiv i Latinen forresten; men det kaldtes
Ingenium.
Skule Jarl
,
først tankefuld, siden i stigende Bevægelse.
Haakon skulde være skabt af et andet Stof end
jeg? Være af de Lykkelige? – Ja, trives ikke Alting
for ham? Føjer ikke Alting sig til det Bedste, naar
det g[]ælder ham? Selve Bonden mærker det; han
siger, at Træerne bær togange Frugt, og Fuglene ruger
Æg[] togange hver Sommer, mens Haakon er Konge.
Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede, den
staar og lyser med tømrede Huse igjen, og alle Akre
svinger tungt for Vinden. Det er som Blodet og
Asken g[]ødsler, der Haakon farer frem i Hærfærd; det
er som Herren dækker over med Grøde, hvad Haakon
tramper ned; det er som de hellige Magter skynder sig
at slette ud hver Skyld efter ham. Og hvor let[] gik
han ikke til at blive Konge! Han trængte til at Inge
skulde dø tidligt, og Inge døde; han trængte til Værn
og Værge, og hans Mænd værnede og værgede ham;
han trængte til Jernbyrd, og hans Moder kom og bar
den for ham.
jeg? Være af de Lykkelige? – Ja, trives ikke Alting
for ham? Føjer ikke Alting sig til det Bedste, naar
det g[]ælder ham? Selve Bonden mærker det; han
siger, at Træerne bær togange Frugt, og Fuglene ruger
Æg[] togange hver Sommer, mens Haakon er Konge.
Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede, den
staar og lyser med tømrede Huse igjen, og alle Akre
svinger tungt for Vinden. Det er som Blodet og
Asken g[]ødsler, der Haakon farer frem i Hærfærd; det
er som Herren dækker over med Grøde, hvad Haakon
tramper ned; det er som de hellige Magter skynder sig
at slette ud hver Skyld efter ham. Og hvor let[] gik
han ikke til at blive Konge! Han trængte til at Inge
skulde dø tidligt, og Inge døde; han trængte til Værn
og Værge, og hans Mænd værnede og værgede ham;
han trængte til Jernbyrd, og hans Moder kom og bar
den for ham.
Faksimile
45
Bisp Nikolas
i uvilkaarligt Udbrud[] .
Men vi – vi To –!
Skule Jarl
.Vi?
Bisp Nikolas
.Ja I – I da!
Skule Jarl
.Haakon har Retten, Bisp.
Bisp Nikolas
.Han har Retten, fordi han er den Lykkelige; –
den største Lykke er den, at have Retten. Men med
hvilken Ret[] fik Haakon Retten og ikke I?
den største Lykke er den, at have Retten. Men med
hvilken Ret[] fik Haakon Retten og ikke I?
Skule Jarl
efter et kort Op[]hold.
Der er Ting, som jeg vil bede Gud frelse mig
fra at tænke paa.
fra at tænke paa.
Bisp Nikolas
.Saa I aldrig et gammelt Billede i Nidaros
Kristkirke? Det viser Syndfloden, som voxer og højner
sig op[] over alle Berge, saa der kun er en eneste Tind
igjen. Op[]over der klyver en hel Slægt, Fader og
Moder og Søn og Søns Hustru og Børn; – og Søn-
nen river Faderen ned i Vandflommen for at vinde
bedre Fæste, og han vil rive Moderen med, og Hustru
og alle Børn, for at vinde op[] til Toppen selv; – thi
deroppe er en Fodsbred Land, der kan han holde sig
en Time. – Det, Jarl, det er Visdommens Saga og
hver Vismands Saga.
Kristkirke? Det viser Syndfloden, som voxer og højner
sig op[] over alle Berge, saa der kun er en eneste Tind
igjen. Op[]over der klyver en hel Slægt, Fader og
Moder og Søn og Søns Hustru og Børn; – og Søn-
nen river Faderen ned i Vandflommen for at vinde
bedre Fæste, og han vil rive Moderen med, og Hustru
og alle Børn, for at vinde op[] til Toppen selv; – thi
deroppe er en Fodsbred Land, der kan han holde sig
en Time. – Det, Jarl, det er Visdommens Saga og
hver Vismands Saga.
Faksimile
46
Skule Jarl
.Men Retten!
Bisp Nikolas
.Sønnen havde Retten. Han havde Styrke og
Lyst til Livet; – føj din Lyst og brug din Evne, den
Ret[] har Hvermand.
Lyst til Livet; – føj din Lyst og brug din Evne, den
Ret[] har Hvermand.
Skule Jarl
.Til det, som godt er, ja.
Bisp Nikolas
.Leg og Spil med Ord! Der gives ikke Godt og
Ondt, ikke op[] og ned, ikke Højt og Lavt. Slige Ord
maa I glemme, ellers g[]ør I aldrig det sidste Skridt,
sætter aldrig over Sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal
ikke hade Flok[] eller Sag fordi Flokken eller Sagen
vil dette og ikke hint; men I skal hade hver Mand
i Flokken fordi han er Eder imod, og I skal hade
hver den, som staar rundt om en Sag, fordi Sagen
ikke fremmer Eders Vilje. Alt det, som I kan bruge,
det er Godt, – alt det, som lægger Br[å]te paa Eders
Vej, det er Ondt.
Ondt, ikke op[] og ned, ikke Højt og Lavt. Slige Ord
maa I glemme, ellers g[]ør I aldrig det sidste Skridt,
sætter aldrig over Sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal
ikke hade Flok[] eller Sag fordi Flokken eller Sagen
vil dette og ikke hint; men I skal hade hver Mand
i Flokken fordi han er Eder imod, og I skal hade
hver den, som staar rundt om en Sag, fordi Sagen
ikke fremmer Eders Vilje. Alt det, som I kan bruge,
det er Godt, – alt det, som lægger Br[å]te paa Eders
Vej, det er Ondt.
Skule Jarl
ser grublende frem for sig.
Hvad har ikke jeg kostet paa den Kongsstol, som
jeg dog ikke rak[] op[] til; – og hvad har Haakon
kostet paa den, han, som nu sidder der saa tryg[]!
Jeg var ung og slap[] min fagre lønlige Kjærlighed,
for at gifte mig ind i en mægtig Æt[]. Jeg bad til
de Hellige, at der maatte skjænkes mig en Søn, –
jeg fik kun Døttre.
jeg dog ikke rak[] op[] til; – og hvad har Haakon
kostet paa den, han, som nu sidder der saa tryg[]!
Jeg var ung og slap[] min fagre lønlige Kjærlighed,
for at gifte mig ind i en mægtig Æt[]. Jeg bad til
de Hellige, at der maatte skjænkes mig en Søn, –
jeg fik kun Døttre.
Faksimile
47
Bisp Nikolas
.Haakon faar Sønner, Jarl, – se til!
Skule Jarl
gaar over mod Vinduet tilhøjre.
Ja, – Alt føjer sig for Haakon.
Bisp Nikolas
følger efter ham.
Og I, I vil lade Jer jage fredløs fra Lykken
alt Eders Liv igjennem! Er I da blind? Ser I
ikke, at det er en stærkere Magt end Birkebejnerflokken,
som staar bagved Haakon og fremmer al hans G[]er-
ning? Han faar Hjælpen deroppefra, fra dem – dem,
som staar Eder imod, – fra dem, som var Eders
Avindsmænd fra Fødselen af! Og for disse Avinds-
mænd bøjer I Eder! Rejs Jer, Mand; skyd Ryg[]!
Hvad fik I ellers Eders ubændige Sjæl til? Kom
ihug, at det første Storværk i Verden blev øvet af
En, som rejste sig mod et stærkt Rige!
alt Eders Liv igjennem! Er I da blind? Ser I
ikke, at det er en stærkere Magt end Birkebejnerflokken,
som staar bagved Haakon og fremmer al hans G[]er-
ning? Han faar Hjælpen deroppefra, fra dem – dem,
som staar Eder imod, – fra dem, som var Eders
Avindsmænd fra Fødselen af! Og for disse Avinds-
mænd bøjer I Eder! Rejs Jer, Mand; skyd Ryg[]!
Hvad fik I ellers Eders ubændige Sjæl til? Kom
ihug, at det første Storværk i Verden blev øvet af
En, som rejste sig mod et stærkt Rige!
Skule Jarl
.Hvem?
Bisp Nikolas
.Engelen, som rejste sig mod Lyset!
Skule Jarl
.Og som blev slængt i Afgrundens Gab –
Bisp Nikolas
vildt.
Og skabte et Rige der, og blev Konge, en mæg-
tig Konge, – mægtigere end Nogen af de titusinde –
Jarler deroppe! (synker ned paa Bænken ved Drikkebordet.)
tig Konge, – mægtigere end Nogen af de titusinde –
Jarler deroppe! (synker ned paa Bænken ved Drikkebordet.)
Faksimile
48
Skule Jarl
ser længe paa ham og siger:
Bisp Nikolas, er I noget Mere eller noget Mindre
end et Menneske?
end et Menneske?
Bisp Nikolas
smiler.
Jeg er i Uskyldighedsstand: jeg kjender ikke For-
sk[]el mellem Godt og Ondt.
sk[]el mellem Godt og Ondt.
Skule Jarl
halvt til sig selv.
Hvorfor satte de mig ind i Verden, naar de ikke
vilde stelle det bedre for mig? Haakon har saa fast
og uryggelig en Tro paa sig selv, – alle hans Mænd
har saa fast og uryggelig en Tro paa ham –
vilde stelle det bedre for mig? Haakon har saa fast
og uryggelig en Tro paa sig selv, – alle hans Mænd
har saa fast og uryggelig en Tro paa ham –
Bisp Nikolas
.Dølg at I ikke har slig Tro paa Eder selv! Tal,
som om I havde den; sværg højt og dyrt paa at I
har den, – og Alle vil tro paa Jer.
som om I havde den; sværg højt og dyrt paa at I
har den, – og Alle vil tro paa Jer.
Skule Jarl
.Havde jeg en Søn! Havde jeg en Søn, som
kunde tage al den store Arv efter mig!
kunde tage al den store Arv efter mig!
Bisp Nikolas
livfuldt.
Jarl – hvis I havde en Søn?
Skule Jarl
.Jeg har ingen.
Bisp Nikolas
.Haakon faar Sønner.
Skule Jarl
knuger Hænderne.
Og er kongefødt!
Faksimile
49
Bisp Nikolas
rejser sig.
Jarl, – hvis han ikke var det?
Skule Jarl
.Han har jo godtgjort det; Jernbyrden –
Bisp Nikolas
.Og hvis han ikke var det – trods Jernbyrden?
Skule Jarl
.Vil I sige at Gud løj, da han lod Jernbyrden
lykkes?
lykkes?
Bisp Nikolas
.Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig til
at æske Gudsdom for?
at æske Gudsdom for?
Skule Jarl
.At det Barn, hun fødte øster i Borgasyssel, var
Haakon Sverressøns Søn.
Haakon Sverressøns Søn.
Bisp Nikolas
nikker, ser sig om og siger sagte:
Og hvis nu Kong Haakon ikke var dette Barn?
Skule Jarl
farer et Skridt tilbage.
Almægtige –! (fatter sig.) Det er utænkeligt.
Bisp Nikolas
.Hør mig, Jarl. Jeg er sex og syvti Aar; det
tar til at bære brat[] nedover Bakke nu, og denne Sag
drister jeg mig ikke til at tage med derover –
tar til at bære brat[] nedover Bakke nu, og denne Sag
drister jeg mig ikke til at tage med derover –
Skule Jarl
.Tal, tal! Er han ikke Haakon Sverressøns Søn?
4
Faksimile
50
Bisp Nikolas
.Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for Nogen,
den Tid Inga var med Barn. Haakon Sverressøn
var nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge
Baardssøn, som da var Konge, og for Eder, – naa
ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte løn-
ligt i Thrond Prests Hus, øster i Heggen Herred,
og ni Dage efter rejste hun hjem; men Kongsbarnet
blev et helt Aar hos Presten, uden at hun turde se
til det, og uden at Nogen vidste det, undtagen Thrond
og hans to Sønner.
den Tid Inga var med Barn. Haakon Sverressøn
var nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge
Baardssøn, som da var Konge, og for Eder, – naa
ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte løn-
ligt i Thrond Prests Hus, øster i Heggen Herred,
og ni Dage efter rejste hun hjem; men Kongsbarnet
blev et helt Aar hos Presten, uden at hun turde se
til det, og uden at Nogen vidste det, undtagen Thrond
og hans to Sønner.
Skule Jarl
.Ja, ja, – og saa?
Bisp Nikolas
.Da Barnet var aarsgammelt kunde det ikke godt
dølges længere. Inga røbede da Sagen for Erlend
af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres
Tider – ved I.
dølges længere. Inga røbede da Sagen for Erlend
af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres
Tider – ved I.
Skule Jarl
.Nu?
Bisp Nikolas
.Han og andre Høvdinger fra Op[]landene tog
Barnet, rejste midtvinters over Fjeldet med det, og
bragte det til Kongen, som den Tid sad i Nidaros.
Barnet, rejste midtvinters over Fjeldet med det, og
bragte det til Kongen, som den Tid sad i Nidaros.
Skule Jarl
.Og endda kan I sige at –?
Bisp Nikolas
.Stor Fare kan I vel sk[]ønne det maatte være for
en ringe Prest at fostre et Kongsbarn. Stra[ks] Barnet
var født, skriftede han derfor for en af sine Overmænd
i Kirken og spurgte om hans Raad. Denne hans
Overmand bød da Thrond lønligt at forbytte Barnet,
sende den rette Kongssøn til et trygt Sted og give
Inga den Urette, om hun eller Birkebejnerne siden
krævede Kongssønnen.
en ringe Prest at fostre et Kongsbarn. Stra[ks] Barnet
var født, skriftede han derfor for en af sine Overmænd
Faksimile
51
i Kirken og spurgte om hans Raad. Denne hans
Overmand bød da Thrond lønligt at forbytte Barnet,
sende den rette Kongssøn til et trygt Sted og give
Inga den Urette, om hun eller Birkebejnerne siden
krævede Kongssønnen.
Skule Jarl
op[]rørt.
Og hvem var den Hund, som raadede til Sligt?
Bisp Nikolas
.Det var mig.
Skule Jarl
.I? Ja, I har altid hadet Sverres Æt[].
Bisp Nikolas
.Utrygt tyktes det mig for Kongssønnen at komme
i Eders Hænder.
i Eders Hænder.
Skule Jarl
.Men Presten?
Bisp Nikolas
.Lovede at g[]øre, som jeg bød.
Skule Jarl
griber ham om Armen.
Og Haakon er den Urette?
Bisp Nikolas
.Hvis Presten har holdt sit Løfte.
Skule Jarl
.
Hvis han har holdt det?
Bisp Nikolas
.Thrond Prest rejste fra Landet samme Vinter
Barnet kom til Kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts Grav, og blev siden i England til han døde.
Barnet kom til Kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts Grav, og blev siden i England til han døde.
4*
Faksimile
52
Skule Jarl
.Han rejste fra Landet, siger I! Da har han for-
byttet Barnet og frygtet Hævn af Birkebejnerne.
byttet Barnet og frygtet Hævn af Birkebejnerne.
Bisp Nikolas
.Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet Hævn
af mig.
af mig.
Skule Jarl
.Hvilken af Delene tror I?
Bisp Nikolas
.Begge Dele er lige trolige.
Skule Jarl
.Men Prestesønnerne, som I nævnte?
Bisp Nikolas
.De gik med Korsfarerne til det hellige Land.
Skule Jarl
.Og Ingen har spurgt til dem siden?
Bisp Nikolas
.Jo.
Skule Jarl
.Hvor er de?
Bisp Nikolas
.De druknede i Grækerhavet paa Udrejsen.
Skule Jarl
.Og Inga –?
Bisp Nikolas
.Ved Intet, hverken om Prestens Skrifte eller om
mit Raad.
mit Raad.
Skule Jarl
.Hendes Barn var kun ni Dage da hun rejste,
sagde I?
sagde I?
Faksimile
53
Bisp Nikolas
.Ja; og det Barn, hun saa ig[]en, var over aars-
gammelt –
gammelt –
Skule Jarl
.Saa er der Ingen i Verden, som kan lyse op[]
her! (gaar nogle Gange stærkt op[] og ned.) Almægtige Gud, kan
dette være Sandhed? Haakon – Kongen – han, som
styrer over alt Land og Rige, han skulde ikke være
den Odelsbaarne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt
nok? Har ikke alt Held vidunderligt fulgt ham, –
hvorfor da ikke ogsaa det, at tages som Barn ud af
en fattig Kotkarls Hus og lægges i Kongsbarnets
Vugge –
her! (gaar nogle Gange stærkt op[] og ned.) Almægtige Gud, kan
dette være Sandhed? Haakon – Kongen – han, som
styrer over alt Land og Rige, han skulde ikke være
den Odelsbaarne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt
nok? Har ikke alt Held vidunderligt fulgt ham, –
hvorfor da ikke ogsaa det, at tages som Barn ud af
en fattig Kotkarls Hus og lægges i Kongsbarnets
Vugge –
Bisp Nikolas
.Mens hele Folket tror han er Kongens Søn –
Skule Jarl
.Mens han selv tror det, Bisp, – det er det
Meste af Lykken, det er Styrkebeltet! (gaar til Vinduet.)
Se hvor fager han sidder paa Hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glittrer som Solskin i hans
Øjne, han ser udad i Dagen, som om han vidste sig
skabt til at gaa fremad, altid fremad. (vender sig om mod
Bispen.) Jeg er en Kongsarm, kanhænde et Kongshoved
ogsaa; men han er den hele Konge.
Meste af Lykken, det er Styrkebeltet! (gaar til Vinduet.)
Se hvor fager han sidder paa Hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glittrer som Solskin i hans
Øjne, han ser udad i Dagen, som om han vidste sig
skabt til at gaa fremad, altid fremad. (vender sig om mod
Bispen.) Jeg er en Kongsarm, kanhænde et Kongshoved
ogsaa; men han er den hele Konge.
Bisp Nikolas
.Og er det kanske endda ikke.
Skule Jarl
.Nej, – kanske endda ikke.
Faksimile
54
Bisp Nikolas
lægger Haanden paa hans Skulder.
Jarl, hør mig –
Skule Jarl
vedbliver at se ud.
Der sidder Dronningen. Haakon taler mildt til
hende; hun blir rød og bleg af Glæde. Han tog hende
til Hustru, fordi det var klogt at kaare Datteren af
den mægtigste Mand i Landet. Der var ikke en varm
Tanke i hans Hjerte for hende dengang; – men det
vil komme; Haakon har Lykken med sig. Hun vil lyse
over hans Liv – (standser og udbryder forundret) Hvad er
det?
hende; hun blir rød og bleg af Glæde. Han tog hende
til Hustru, fordi det var klogt at kaare Datteren af
den mægtigste Mand i Landet. Der var ikke en varm
Tanke i hans Hjerte for hende dengang; – men det
vil komme; Haakon har Lykken med sig. Hun vil lyse
over hans Liv – (standser og udbryder forundret) Hvad er
det?
Bisp Nikolas
.Hvilket?
Skule Jarl
.Dagfinn Bonde brød voldsomt gjennem Flokken,
som staar rundt om. Nu melder han Noget for
Kongen.
som staar rundt om. Nu melder han Noget for
Kongen.
Bisp Nikolas
ser ud bagved Jarlen.
Haakon tykkes at blive vred; – g[]ør han ikke?
Han knytter Haanden –
Han knytter Haanden –
Skule Jarl
.Han ser herop[]; – hvad kan det være? (vil gaa.)
Bisp Nikolas
holder ham tilbage.
Jarl, hør mig, – der turde findes et Middel til
at blive viss paa Haakons Rett.
at blive viss paa Haakons Rett.
Skule Jarl
.Et Middel, siger I?
Faksimile
55
Bisp Nikolas
.Thrond Prest har før han døde op[]sat et Brev
om sin Fremfærd og taget Sakramentet paa, at det
han der skriver, er sandt.
om sin Fremfærd og taget Sakramentet paa, at det
han der skriver, er sandt.
Skule Jarl
.Og dette Brev, – for Guds Barmhjertigheds
Skyld, – hvor er det?
Skyld, – hvor er det?
Bisp Nikolas
.I maa da vide at – (ser mod Døren.) Hys, Kongen
kommer!
kommer!
Skule Jarl
.Brevet, Bisp, – Brevet!
Bisp Nikolas
.Der er Kongen.
Haakon kommer ind, fulgt af sin Hird og mange Gjæster. Strax der-
efter viser Margrete sig; hun er i ængstelig Bevægelse og vil ile frem til
Kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere Kvinder har fulgt
hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv op[]imod Baggrunden. Jarlens
Mænd synes urolige og samler sig i Flok paa højre Side, hvor Skule staar,
men noget tilbage.
efter viser Margrete sig; hun er i ængstelig Bevægelse og vil ile frem til
Kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere Kvinder har fulgt
hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv op[]imod Baggrunden. Jarlens
Mænd synes urolige og samler sig i Flok paa højre Side, hvor Skule staar,
men noget tilbage.
Haakon
i stærkt indre Op[]rør.
Skule Jarl, hvem er Konge i dette Land?
Skule Jarl
.Hvem der er Konge?
Haakon
.Saa spurgte jeg. Jeg har Kongsnavnet, men
hvem har Kongsmagten?
hvem har Kongsmagten?
Skule Jarl
.Kongsmagten bør være der, hvor Kongsretten er.
Haakon
.Saa burde det være; men er det saa?
Faksimile
56
Skule Jarl
.Stævner I mig her tildoms?
Haakon
.Det g[]ør jeg; thi den Ret[] har jeg mod hver
Mand i Riget.
Mand i Riget.
Skule Jarl
.Jeg trøster mig til at svare for mine G[]erninger.
Haakon
.Godt for os Alle, hvis saa er. (stiger et Trin op[],
hvor Kongsstolen staar, og støtter sig til Stolarmen.) Her staar jeg
som Eders Konge og spørger: Ved I, at Jon Jarl
paa Orknø har rejst sig mod mig?
hvor Kongsstolen staar, og støtter sig til Stolarmen.) Her staar jeg
som Eders Konge og spørger: Ved I, at Jon Jarl
paa Orknø har rejst sig mod mig?
Skule Jarl
.Ja.
Haakon
.At han nægter at betale mig Skatten?
Skule Jarl
.Ja.
Haakon
.Og er det sandt, at I, Herre Jarl, idag har
skikket Brev til ham?
skikket Brev til ham?
Skule Jarl
.Hvem siger saa?
Ivar Bodde
.Saa siger jeg.
Dagfinn Bonde
.Jostein Thamb turde ikke nægte at tage det med,
siden Kongens Segl var for.
siden Kongens Segl var for.
Faksimile
57
Haakon
.I skriver til Kongens Uvenner og sætter Kon-
gens Segl for, skjønt Kongen ikke ved, hvad der staar
skrevet!
gens Segl for, skjønt Kongen ikke ved, hvad der staar
skrevet!
Skule Jarl
.Saa har jeg gjort i mange Aar med Eders
Minde.
Minde.
Haakon
.Ja, den Tid, I førte Værgemaalet for mig.
Skule Jarl
.Aldrig har I havt Skade deraf. Jon Jarl skrev
mig til og bad om min Mellemkomst; han bød Forlig,
men paa uhæderlige Vilkaar for Kongen. Vermelands-
toget har sært trykket Eders Sind; havde I selv faaet
handle nu, saa var Jon Jarl sluppet for let[], – jeg
kan grejde Sagen bedre.
mig til og bad om min Mellemkomst; han bød Forlig,
men paa uhæderlige Vilkaar for Kongen. Vermelands-
toget har sært trykket Eders Sind; havde I selv faaet
handle nu, saa var Jon Jarl sluppet for let[], – jeg
kan grejde Sagen bedre.
Haakon
.Vi ønskede helst at grejde Sagen selv. – Og
hvad har I svaret?
hvad har I svaret?
Skule Jarl
.Læs mit Brev.
Haakon
.Giv hid!
Skule Jarl
.Jeg tænkte I havde det?
Dagfinn Bonde
.I ved vist bedre end saa. Gregorius Jonssøn
var rappere paa Foden; da vi kom ombord, var Bre-
vet borte.
var rappere paa Foden; da vi kom ombord, var Bre-
vet borte.
Faksimile
58
Skule Jarl
vender sig til Gregorius Jonssøn.
Herr Lendermand, giv Kongen Brevet.
Gregorius Jonssøn
nærmer sig urolig.
Hør mig –!
Skule Jarl
.Hvad nu?
Gregorius Jonssøn
dæmpet.
I vil mindes, der stod skrevet hvasse Ord om
Kongen.
Kongen.
Skule Jarl
.Dem skal jeg vide at svare for. Brevet!
Gregorius Jonssøn
.Jeg har det ikke.
Skule Jarl
.I har det ikke!
Gregorius Jonssøn
.Dagfinn Bonde var i Hælene paa os. Jeg greb
Brevet fra Jostein Thamb, bandt en Sten til det –
Brevet fra Jostein Thamb, bandt en Sten til det –
Skule Jarl
.Nu?
Gregorius Jonssøn
.Det ligger paa Bunden af Fjorden.
Skule Jarl
.Ilde – ilde har I der handlet.
Haakon
.Jeg venter paa Brevet, Herre Jarl!
Faksimile
59
Skule Jarl
.Jeg kan ikke lægge det frem.
Haakon
.I kan ikke?
Skule Jarl
gaar et Skridt nærmere mod Kongen.
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under, hvad
I og Eders Mænd vilde kalde for Udflugter –
I og Eders Mænd vilde kalde for Udflugter –
Haakon
tvinger sin op[]brusende Vrede.
Og saa –?
Skule Jarl
.Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem; –
jeg vil ikke lægge det frem!
jeg vil ikke lægge det frem!
Haakon
.I trodser mig altsaa!
Skule Jarl
.Hvis det ikke kan være Andet, – nu ja, jeg
trodser Eder.
trodser Eder.
Ivar Bodde
stærkt.
Nu, Herre Konge, nu tænker jeg ikke nogen Mand
har mere Vidnesbyrd behov!
har mere Vidnesbyrd behov!
Dagfinn Bonde
.Nej, nu tænker jeg vi kjender Jarlens Sindelag.
Haakon
koldt til Jarlen.
Vil I give Kongsseglet til Ivar Bodde.
Margrete
iler med foldede Hænder frem mod Forhøjningen, hvor Kongen staar.
Haakon, vær mig en mild og naadig Husbond!
Faksimile
60
Haakon
gjør en bydende Armbevægelse mod hende; hun skjuler Ansigtet i sit Slør
og gaar op[]over mod Moderen igjen.
Skule Jarl
til Ivar Bodde.
Her er Kongsseglet.
Ivar Bodde
.Dette skulde være Gildets sidste Kveld. Det endte
med en tung Sorg for Kongen; men det maatte komme
slig engang, og jeg mener, hver trofast Mand maa
glæde sig ved at det kom.
med en tung Sorg for Kongen; men det maatte komme
slig engang, og jeg mener, hver trofast Mand maa
glæde sig ved at det kom.
Skule Jarl
.Og jeg mener, hver trofast Mand maa harmes
dybt over at en Prest paa slig Vis stiller sig mellem
os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg
er Birkebejner fuldt saa godt som Kongen og hans
Mænd. Jeg er af samme Æt[], Sverres Æt[], Kongs-
Æt[]en, – men I, Prest, I har bygget en Mur af
Mistro rundt om Kongen og stængt mig ude fra ham;
det har været Eders G[]erning i mange Aar.
dybt over at en Prest paa slig Vis stiller sig mellem
os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg
er Birkebejner fuldt saa godt som Kongen og hans
Mænd. Jeg er af samme Æt[], Sverres Æt[], Kongs-
Æt[]en, – men I, Prest, I har bygget en Mur af
Mistro rundt om Kongen og stængt mig ude fra ham;
det har været Eders G[]erning i mange Aar.
Paal Flida
op[]ægget til de Omstaaende.
Jarlsmænd! Skal vi taale sligt længere?
Gregorius Jonssøn
træder frem.
Nej, vi kan ikke og vil ikke taale det længer.
Her maa det siges lydt, – ingen af Jarlens Mænd
kan tjene Kongen med fuld Tro og Kjærlighed, saa-
længe Ivar Bodde gaar ind og ud i Kongsgaarden
og lægger Ondt for os.
Her maa det siges lydt, – ingen af Jarlens Mænd
kan tjene Kongen med fuld Tro og Kjærlighed, saa-
længe Ivar Bodde gaar ind og ud i Kongsgaarden
og lægger Ondt for os.
Faksimile
61
Paal Flida
.Prest! Jeg undsiger Dig paa Liv og Lemmer,
hvor jeg træffer Dig, paa fri Mark, ombord, eller i
uhelligt Hus!
hvor jeg træffer Dig, paa fri Mark, ombord, eller i
uhelligt Hus!
Mange Jarlsmænd
.Jeg ogsaa! Jeg ogsaa! Du skal være fredløs
for os!
for os!
Ivar Bodde
.Gud forbyde at jeg skulde staa mellem Kongen
og saa mange mægtige Høvdinger. – Haakon, min
høje Herre, jeg ved med mig selv, at jeg har tjent
Eder med al Troskab. Jarlen har jeg varet Jer imod,
det er sandt; men hvis jeg nogen Tid gjorde ham
Uret[], da faar Gud forlade mig det. Nu er der ikke
mere for mig at gjøre i Kongsgaarden; her er Eders
Segl; tag det i egne Hænder; for længe siden skulde
det ligget der.
og saa mange mægtige Høvdinger. – Haakon, min
høje Herre, jeg ved med mig selv, at jeg har tjent
Eder med al Troskab. Jarlen har jeg varet Jer imod,
det er sandt; men hvis jeg nogen Tid gjorde ham
Uret[], da faar Gud forlade mig det. Nu er der ikke
mere for mig at gjøre i Kongsgaarden; her er Eders
Segl; tag det i egne Hænder; for længe siden skulde
det ligget der.
Haakon
,
der er stegen ned fra Forhøjningen.
I bliver!
Ivar Bodde
.Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide og nage
mig Nat[] og Dag, om jeg gjorde det. Større Ulykke
kan ingen Mand volde i disse Tider, end at stille sig
mellem Kongen og Jarlen.
mig Nat[] og Dag, om jeg gjorde det. Større Ulykke
kan ingen Mand volde i disse Tider, end at stille sig
mellem Kongen og Jarlen.
Haakon
.Ivar Bodde, jeg byder Dig at blive!
Ivar Bodde
.Om den hellige Kong Olaf stod op[] af Sølvkisten
og bød mig blive, saa maatte jeg dog gaa nu. (lægger
Seglet i Kongens Haand.) Farvel, min ædle Herre! Gud
fremme og signe al Eders G[]erning!
og bød mig blive, saa maatte jeg dog gaa nu. (lægger
Faksimile
62
Seglet i Kongens Haand.) Farvel, min ædle Herre! Gud
fremme og signe al Eders G[]erning!
Gaar mellem Mængden ud til Højre.
Haakon
mørk, til Jarlen og hans Mænd.
Der mistede jeg en trofast Ven for Eders Skyld;
stort Vederlag maa I byde, skal I veje Tabet op[].
stort Vederlag maa I byde, skal I veje Tabet op[].
Skule Jarl
.Jeg byder mig selv og alle Mine.
Haakon
.Næsten er jeg ræd[] der maa mere til. Jeg
trænger nu til at samle om mig alle dem, som jeg
fuldt kan lide paa. Dagfinn Bonde, lad stra[ks] gaa
Bud nordover til Haalogaland; Vegard Væradal skal
kaldes her ned igjen.
trænger nu til at samle om mig alle dem, som jeg
fuldt kan lide paa. Dagfinn Bonde, lad stra[ks] gaa
Bud nordover til Haalogaland; Vegard Væradal skal
kaldes her ned igjen.
Dagfinn Bonde
,
der har staaet noget tilbage, i Samtale med en rejseklædt Mand, som er
traadt ind i Hallen, nærmer sig og siger rystet:
Vegard kan ikke komme, Herre.
Haakon
.Hvoraf ved Du det?
Dagfinn Bonde
.Ret[] nu er her Bud om ham.
Haakon
.Hvad melder det?
Dagfinn Bonde
.At Vegard Væradal er dræbt.
Mange Stemmer
.Dræbt!
Faksimile
63
Haakon
.Hvem dræbte ham?
Dagfinn Bonde
.Andres Skjaldarband, Jarlens Ven.
Kort Op[]hold; Mændene hvisker uroligt indbyrdes.
Haakon
.Hvor er Budet?
Dagfinn Bonde
fører Manden frem.
Her, Herre Konge.
Haakon
.Hvad Aarsag var der til Drabet?
Budet
.Det ved nok Ingen. De taltes ved om Finne-
skatten og med Et sprang Andres op[] og gav ham
Banesaar.
skatten og med Et sprang Andres op[] og gav ham
Banesaar.
Haakon
.Og havde der før været Trætte mellem dem?
Budet
.Stundom. Andres sagde tidt, at en klog Raad-
giver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde
være som Fjeld og Flint mod Vegard Væradal.
giver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde
være som Fjeld og Flint mod Vegard Væradal.
Dagfinn Bonde
.Sælsomt nok; – før Vegard rejste fortalte han
mig, at en klog Raadgiver havde sagt han skulde
være som Fjeld og Flint mod Andres Skjaldarband.
mig, at en klog Raadgiver havde sagt han skulde
være som Fjeld og Flint mod Andres Skjaldarband.
Bisp Nikolas
spytter.
Tvi vorde slige Raadgivere!
Faksimile
64
Haakon
.Vi vil ikke nøjere granske, hvad Rod dette stam-
mer fra. To trofaste Sjæle har jeg mistet idag. Jeg
kunde græde for Vegard; men her skal mere end Graad
til; her faar det g[]ælde Liv for Liv. Herre Jarl,
Andres Skjaldarband er Eders haandgangne Mand;
I bød mig al Hjælp[,] som Vederlag for Ivar Bodde.
Jeg tager Jer paa Ordet og venter I vil virke for
at Straffen fremmes over denne Ugjerning.
mer fra. To trofaste Sjæle har jeg mistet idag. Jeg
kunde græde for Vegard; men her skal mere end Graad
til; her faar det g[]ælde Liv for Liv. Herre Jarl,
Andres Skjaldarband er Eders haandgangne Mand;
I bød mig al Hjælp[,] som Vederlag for Ivar Bodde.
Jeg tager Jer paa Ordet og venter I vil virke for
at Straffen fremmes over denne Ugjerning.
Skule Jarl
.Onde Engle stiller sig visselig mellem os To idag.
Paa hversomhelst anden af mine Mænd skulde jeg til-
stedet, at I lod Drabet hævne –
Paa hversomhelst anden af mine Mænd skulde jeg til-
stedet, at I lod Drabet hævne –
Haakon
spændt.
Nu?
Skule Jarl
.Men ikke paa Andres Skjaldarband.
Haakon
op[]brusende.
Vil I værge om Drabsmanden!
Skule Jarl
.Om denne Drabsmand maa jeg værge.
Haakon
.Og Aarsagen –?
Skule Jarl
.Den faar Ingen vide uden Gud i Himlen.
Bisp Nikolas
sagte til Dagfinn.
Jeg ved den.
Faksimile
65
Dagfinn Bonde
.Og jeg aner den.
Bisp Nikolas
.Sig Ingenting, gode Dagfinn!
Haakon
.Jarl, jeg vil tro i det Længste, at det ikke er
Alvor, det I her siger mig –
Alvor, det I her siger mig –
Skule Jarl
.Var det min egen Fader, Andres Skjaldarband
havde dræbt, – han skulde endda gaa fri. I maa
ikke spørge mere.
havde dræbt, – han skulde endda gaa fri. I maa
ikke spørge mere.
Haakon
.Godt. Saa faar vi selv tage os tilrette!
Skule Jarl
med et Udtryk[] af Angst.
Konge! Det blir Blodværk paa begge Sider!
Haakon
.Lad gaa; Straffen skal dog fremmes.
Skule Jarl
.Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke frem-
mes!
mes!
Bisp Nikolas
.Nej, der har Jarlen Ret[].
Haakon
.Og det siger I, ærværdige Herre?
Bisp Nikolas
.Andres Skjaldarband har taget Korset.
Haakon
og Skule Jarl
.Taget Korset!
5
Faksimile
66
Bisp Nikolas
.Og er alt faret fra Landet.
Skule Jarl
.Godt var det for os alle.
Haakon
.Dagen helder; Bryllupsgildet faar nu være endt.
Jeg takker Eder, Herre Jarl, for al Ære, som er mig
vist i denne Tid. – I drager til Nidaros, kan jeg
tænke?
Jeg takker Eder, Herre Jarl, for al Ære, som er mig
vist i denne Tid. – I drager til Nidaros, kan jeg
tænke?
Skule Jarl
.Det er saa min Agt.
Haakon
.Og jeg til Viken. – Hvis Du, Margrete, heller
ønsker at blive her i Bergen, saa g[]ør det.
ønsker at blive her i Bergen, saa g[]ør det.
Margrete
.Hvor Du farer, vil jeg følge, indtil Du forbyder
mig det.
mig det.
Haakon
.Godt, saa følg.
Sigrid
.Vidt spredes Æt[]en nu. (knæler for Haakon) Vis mig
en Naade, Herre Konge!
en Naade, Herre Konge!
Haakon
.Rejs Eder, Fru Sigrid; hvad I beder om,
skal ske.
skal ske.
Sigrid
.Jeg kan ikke følge Jarlen til Nidaros. Nonne-
klostret paa Rejn skal indvies; skriv til Erkebispen, –
virk for at jeg bliver Abedisse der.
klostret paa Rejn skal indvies; skriv til Erkebispen, –
virk for at jeg bliver Abedisse der.
Faksimile
67
Skule Jarl
.Du, min Søster?
Haakon
.I vil gaa i Kloster!
Sigrid
rejser sig.
Siden Blodnatten i Nidaros, da mit Bryllup
stod, og Baglerne kom og hug[] min Brudgom ned, og
mange Hundrede med ham, mens Byen brandt i alle
Hjørner, – da var det ligesom Blodet og Branden
gjorde mit Syn sløvt og slukt for Verden udenom.
Men jeg fik Kraft til at skimte det, som ingen Anden
øjner, – og Et ser jeg nu – en stor Skrækkens Tid
for Landet!
stod, og Baglerne kom og hug[] min Brudgom ned, og
mange Hundrede med ham, mens Byen brandt i alle
Hjørner, – da var det ligesom Blodet og Branden
gjorde mit Syn sløvt og slukt for Verden udenom.
Men jeg fik Kraft til at skimte det, som ingen Anden
øjner, – og Et ser jeg nu – en stor Skrækkens Tid
for Landet!
Skule Jarl
heftigt.
Hun er syg! Agt ikke paa hende!
Sigrid
.Rig Grøde vil modnes for ham, som høster i
Mørke. Alle Kvinder i Norge skulde kun have en
G[]erning nu, – knæle i Klostre og Kirker, og bede
– bede ved Dag og Natt!
Mørke. Alle Kvinder i Norge skulde kun have en
G[]erning nu, – knæle i Klostre og Kirker, og bede
– bede ved Dag og Natt!
Haakon
rystet.
Er det Spaadomsgave eller Sjælesot, som taler
saa?
saa?
Sigrid
.Farvel, min Broder, – vi mødes engang til.
Skule Jarl
uvilkaarligt.
Naar?
5*
Faksimile
68
Sigrid
sagte.
Naar Du tager Kronen; naar der er al Fare, –
naar Du trænger mig i din højeste Nød!
naar Du trænger mig i din højeste Nød!
Gaar ud til Højre med Margrete, Fru Ragnhild og Kvinderne.
Haakon
efter et kort Op[]hold, drager Sverdet og siger med fast og rolig Bestemthed:
Alle Jarlens Mænd skal tages i Ed.
Skule Jarl
heftigt.
Er det Eders fulde Agt! (næsten bedende) Kong
Haakon, gjør det ikke!
Haakon, gjør det ikke!
Haakon
.Ingen Jarlsmand slipper fra Bergen før han har
svoret Kongen Troskab.
svoret Kongen Troskab.
Gaar med sin Hird. Alle, undtagen Bispen og Jarlen, følger efter.
Bisp Nikolas
.Han har taget paa Jer med haarde Hænder idag.
Skule Jarl
tier og ser maalløs efter Kongen.
Bisp Nikolas
stærkere.
Og er kanske endda ikke kongefødt.
Skule Jarl
vender sig pludselig i stærk Bevægelse og griber Bispens Arm.
Thrond Prests Skriftemaal – hvor er det?
Bisp Nikolas
.Han sendte mig det fra England, før han døde;
jeg ved ikke med hvem, – og jeg har ikke faaet det.
jeg ved ikke med hvem, – og jeg har ikke faaet det.
Faksimile
69
Skule Jarl
.Men det maa findes!
Bisp Nikolas
.Det tror jeg fuldt og fast.
Skule Jarl
.Og finder I det, da vil I give det i mine
Hænder?
Hænder?
Bisp Nikolas
.Det lover jeg.
Skule Jarl
.Det sværger I ved Eders Sjæls Salighed?
Bisp Nikolas
.Det sværger jeg ved min Sjæls Salighed!
Skule Jarl
.Godt; til den Tid vil jeg staa Haakon imod,
hvor det kan ske stil[]t og i Løndom. Det maa hin-
dres, at han er mægtigere end jeg, naar Kampen skal
begynde.
hvor det kan ske stil[]t og i Løndom. Det maa hin-
dres, at han er mægtigere end jeg, naar Kampen skal
begynde.
Bisp Nikolas
.Men hvis det viser sig, at han er den rette
Kongssøn, – hvad saa?
Kongssøn, – hvad saa?
Skule Jarl
.Saa faar jeg prøve paa at bede – bede om
ydmygt Sind til at tjene ham som ærlig Høvding og
af al min Evne.
ydmygt Sind til at tjene ham som ærlig Høvding og
af al min Evne.
Bisp Nikolas
.Og hvis han er den Urette?
Faksimile
70
Skule Jarl
.Da skal han vige for mig! Kongsnavn og Kongs-
stol, Hird og Hær, Skatt og Flaade, Byer og Borge,
Alt vil jeg have!
stol, Hird og Hær, Skatt og Flaade, Byer og Borge,
Alt vil jeg have!
Bisp Nikolas
.Han vil ty til Viken –
Skule Jarl
.Jeg jager ham fra Viken!
Bisp Nikolas
.Saa sætter han sig fast i Nidaros.
Skule Jarl
.Jeg stormer Nidaros!
Bisp Nikolas
.Han stænger sig inde i Olafs hellige Kirke –
Skule Jarl
.Jeg bryder Kirkefreden –
Bisp Nikolas
.Han flygter op[] paa Højalteret og hænger sig
fast ved Olafs Skrin –
fast ved Olafs Skrin –
Skule Jarl
.Jeg trækker ham ned fra Alteret, om jeg saa skal
trække Helgenskrinet med –
trække Helgenskrinet med –
Bisp Nikolas
.Men han har endda Kronen paa Hovedet, Jarl!
Skule Jarl
.Jeg slaar Kronen af med mit Sverd!
Bisp Nikolas
.Men dersom den sidder altfor fast –?
Faksimile
71
Skule Jarl
.Nu da, i Guds eller Satans Navn – da slaar
jeg Hovedet med! (gaar ud til Højre.)
jeg Hovedet med! (gaar ud til Højre.)
Bisp Nikolas
ser efter ham, nikker langsomt og siger:
Ja – ja; – slig kan jeg like Jarlen!
Tæppet falder.
Faksimile
Tredje Akt.
En Stue i Oslo Bispegaard. Paa højre Side er Indgangsdøren. I
Baggrunden fører en liden aabentstaaende Port ind til Kapellet, som er
opplyst. En Dør med Teppe for paa den venstre Vægg, gaar ind til Bispens
Soveværelse. Foran paa samme Side staar en stoppet Hvilebænk. Over
tilhøjre er et Skrivebord med Breve, Dokumenter og en brændende Lampe.
Baggrunden fører en liden aabentstaaende Port ind til Kapellet, som er
opplyst. En Dør med Teppe for paa den venstre Vægg, gaar ind til Bispens
Soveværelse. Foran paa samme Side staar en stoppet Hvilebænk. Over
tilhøjre er et Skrivebord med Breve, Dokumenter og en brændende Lampe.
Stuen er i Førstningen tom; indenfor Forhænget tilvenstre høres Sang
af Munke. Lidt efter kommer Paal Flida rejseklædt ind fra Højre, standser
indenfor Døren, venter, ser sig om og banker derpaa tre Gange i Gulvet
med sin Stav.
af Munke. Lidt efter kommer Paal Flida rejseklædt ind fra Højre, standser
indenfor Døren, venter, ser sig om og banker derpaa tre Gange i Gulvet
med sin Stav.
Sira Viljam
kommer ud fra Venstre og udbryder med dæmpet Stemme:
Paal Flida! Gud være lovet; – saa er Jarlen
ikke langt borte.
ikke langt borte.
Paal Flida
.Skibene sejler alt frem ved Hovedø; jeg foer i
Forvejen. Og hvorledes gaar det med Bispen?
Forvejen. Og hvorledes gaar det med Bispen?
Sira Viljam
.Han faar den sidste Olje nu.
Paal Flida
.Saa er der al Fare.
Sira Viljam
.Mester Sigard fra Brabant har sagt at han ikke
kan leve Natten over.
kan leve Natten over.
Faksimile
73
Paal Flida
.Da mener jeg, han har stævnet os for sent
til sig.
til sig.
Sira Viljam
.Nej, nej, – han har fuld Samling og lidt
Kræfter ogsaa, – hvert Øjeblik spørger han om ikke
Jarlen snart kommer.
Kræfter ogsaa, – hvert Øjeblik spørger han om ikke
Jarlen snart kommer.
Paal Flida
.I kalder ham endnu for Jarl; ved I ikke, at
Kongen har givet ham Navn af Hertug?
Kongen har givet ham Navn af Hertug?
Sira Viljam
.Jo, jo vis[s]t; det er bare slig en gammel Vane.
Hys – (han og Paal Flida slaar Kors og bøjer sig. Ud fra Bispens
Kammer kommer to Kordrenge med Lys, derefter to Andre med Røgelsekar;
efter dem Prester, der bærer Kalk, Disk, et Krusifix og en Kirkefane; bag-
efter følger et Tog af Prester og Munke; Kordrenge med Lys og Røgelsekar
slutter Processionen, der langsomt bevæger sig ind i Kapellet, hvis Dør
lukkes efter dem.)
Hys – (han og Paal Flida slaar Kors og bøjer sig. Ud fra Bispens
Kammer kommer to Kordrenge med Lys, derefter to Andre med Røgelsekar;
efter dem Prester, der bærer Kalk, Disk, et Krusifix og en Kirkefane; bag-
efter følger et Tog af Prester og Munke; Kordrenge med Lys og Røgelsekar
slutter Processionen, der langsomt bevæger sig ind i Kapellet, hvis Dør
lukkes efter dem.)
Paal Flida
.Nu har da den gamle Herre gjort op[] med denne
Verden.
Verden.
Sira Viljam
.Jeg kan vel sige ham, at Hertug Skule kommer
saa snart ske kan?
saa snart ske kan?
Paal Flida
.Han gaar lige fra Bryggen og her opp i Bispe-
gaarden. Farvel! (gaar.)
gaarden. Farvel! (gaar.)
Flere Prester, hvoriblandt Peter, samt Tjenere hos Bispen kommer ud fra
Venstre med Tepper, Puder og et stort Fyrfad.
Venstre med Tepper, Puder og et stort Fyrfad.
Sira Viljam
.Hvad skal dette til?
Faksimile
74
En Prest
reder op[] paa Bænken.
Bispen vil ligge herude.
Sira Viljam
.Men er det raadeligt?
Presten
.Mester Sigard mener, vi kan g[]erne føje ham.
Der er han alt.
Der er han alt.
Bisp Nikolas kommer ud, støttet af Mester Sigard og en Prest. Han er i
Bispedragt, men uden Stav og Hue.
Bispedragt, men uden Stav og Hue.
Bisp Nikolas
.Tænd flere Lys! (Han bringes til Sæde paa Bænken ved
Fyrfadet og dækkes til med Tepperne.) Viljam! Nu har jeg
faaet Forladelse for alle mine Synder! De tog dem
med allesammen; – jeg synes jeg er saa let[] nu.
Fyrfadet og dækkes til med Tepperne.) Viljam! Nu har jeg
faaet Forladelse for alle mine Synder! De tog dem
med allesammen; – jeg synes jeg er saa let[] nu.
Sira Viljam
.Hertugen har budsendt Jer, Herre; han er alt
indenfor Hovedø.
indenfor Hovedø.
Bisp Nikolas
.Det er godt, meget godt. Kongen vil vel ogsaa
snart være her. Jeg har været en syndig Hund i
mine Dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig mod
Kongen. Presterne derinde de sagde, at alle mine
Synder skulde være mig forladt; – ja, det kan være
vel nok; men de har saa godt for at love, de; det er
ikke dem, jeg har forbrudt mig imod. Nej, nej –
det er nok tryggest, at faa det fra Kongens egen Mund.
(udbryder heftigt) Lys, siger jeg! Her er saa mørkt her-
inde.
snart være her. Jeg har været en syndig Hund i
mine Dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig mod
Kongen. Presterne derinde de sagde, at alle mine
Synder skulde være mig forladt; – ja, det kan være
vel nok; men de har saa godt for at love, de; det er
ikke dem, jeg har forbrudt mig imod. Nej, nej –
det er nok tryggest, at faa det fra Kongens egen Mund.
(udbryder heftigt) Lys, siger jeg! Her er saa mørkt her-
inde.
Faksimile
75
Sira Viljam
.Her er tændt –
Mester Sigard
standser ham med et Tegn og nærmer sig Bispen.
Hvorledes har I det, Herre?
Bisp Nikolas
.Aa jo, – aa jo; jeg er kold paa Hænder og
Fødder.
Fødder.
Mester Sigard
halvhøjt, idet han flytter Fyrfadet nærmere.
Hm, – det er Begyndelsen til Enden.
Bisp Nikolas
angst til Viljam.
Jeg har sagt, at otte Munke skal synge og bede
for mig i Kapellet inat[]. Hav Øje med dem; der er
dovne Svende iblandt.
for mig i Kapellet inat[]. Hav Øje med dem; der er
dovne Svende iblandt.
Sira Viljam
peger taus mod Kapellet, hvorfra høres Sang, som vedbliver under det
Følgende.
Bisp Nikolas
.Saa meget ugjort endnu, og saa gaa fra det
Altsammen! Saa meget ugjort, Viljam!
Altsammen! Saa meget ugjort, Viljam!
Sira Viljam
.Herre, tænk paa det Himmelske!
Bisp Nikolas
.Jeg har Tiden for mig; – udpaa Morgenstunden,
mener Mester Sigard –
mener Mester Sigard –
Sira Viljam
.Herre, Herre!
Faksimile
76
Bisp Nikolas
.Giv mig Mitra og Stav! – Du har godt ved
at sige jeg skal tænke – (En Prest bringer det Forlangte.) Saa,
sæt[] Huen der, den er mig for tung; giv mig Staven
i Haand; saa, nu er jeg rustet. En Bisp! – Den
Onde tør ikke gaa mig paa Livet nu!
at sige jeg skal tænke – (En Prest bringer det Forlangte.) Saa,
sæt[] Huen der, den er mig for tung; giv mig Staven
i Haand; saa, nu er jeg rustet. En Bisp! – Den
Onde tør ikke gaa mig paa Livet nu!
Sira Viljam
.Vil I ellers Noget?
Bisp Nikolas
.Nej. Jo, sig mig; – Peter, Andres Skjaldar-
bands Søn, – Alle taler saa godt om ham –
bands Søn, – Alle taler saa godt om ham –
Sira Viljam
.Han er visselig en skyldfri Sjæl.
Bisp Nikolas
.Peter, Du skal vaage hos mig til Kongen eller
Hertugen kommer. Gaa ud saalænge, I Andre, men
vær ved Haanden.
Hertugen kommer. Gaa ud saalænge, I Andre, men
vær ved Haanden.
Alle, undtagen Peter, gaar ud til Højre.
Bisp Nikolas
efter et kort Op[]hold.
Peter!
Peter
nærmer sig.
Herre?
Bisp Nikolas
.Har Du aldrig se[]t gamle Mænd dø?
Peter
.Nej.
Bisp Nikolas
.Rædde er de Allesammen; det tør jeg sværge
paa! Der paa Bordet ligger et stort Brev med Segl
for; giv mig det. (Peter bringer Brevet.) Det er til din
Moder.
paa! Der paa Bordet ligger et stort Brev med Segl
Faksimile
77
for; giv mig det. (Peter bringer Brevet.) Det er til din
Moder.
Peter
.Til min Moder?
Bisp Nikolas
.Du faar rejse nordover til Haalogaland med det.
Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig Sag;
der er kommet Tidende fra din Fader.
Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig Sag;
der er kommet Tidende fra din Fader.
Peter
.Han strider som en Herrens K[]æmpe i det hellige
Land. Falder han der, saa falder han paa vigslet
Grund; thi der er hver Fodsbred Jord hellig. Jeg
minder Gud om ham i alle mine Bønner.
Land. Falder han der, saa falder han paa vigslet
Grund; thi der er hver Fodsbred Jord hellig. Jeg
minder Gud om ham i alle mine Bønner.
Bisp Nikolas
.Er Andres Skjaldarband Dig k[]ær?
Peter
.Han er en hæderlig Mand; men der lever en
anden Mand, hvis Storhed min Moder ligesom fostrede
og nærede mig med.
anden Mand, hvis Storhed min Moder ligesom fostrede
og nærede mig med.
Bisp Nikolas
hurtig og spændt.
Er det Hertug Skule?
Peter
.Ja, Hertugen, – Skule Baardssøn. Min Moder
har k[]endt ham i yngre Dage. Hertugen maa visselig
være den ypperste Mand i Landet!
har k[]endt ham i yngre Dage. Hertugen maa visselig
være den ypperste Mand i Landet!
Bisp Nikolas
.Der er Brevet; rejs nordover med det stra[ks]! –
Synger de ikke derinde?
Synger de ikke derinde?
Faksimile
78
Peter
.Jo, Herre!
Bisp Nikolas
.Otte svære Karle med Struber som Basuner, det
maa dog vel hjælpe Noget, ved jeg?
maa dog vel hjælpe Noget, ved jeg?
Peter
.Herre, Herre, jeg vilde bede selv!
Bisp Nikolas
.Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er altfor
kort; – desuden saa vil nok Kongen tilgive mig, naar
han kommer – (farer sammen i Smerte.)
kort; – desuden saa vil nok Kongen tilgive mig, naar
han kommer – (farer sammen i Smerte.)
Peter
.I lider vist?
Bisp Nikolas
.Jeg lider ikke; men det ringer for mine Øren;
det lyser og blinker for Øjnene –
det lyser og blinker for Øjnene –
Peter
.Det er de himmelske Klokker, som ringer Eder
hjem; – det, som blinker, er Alterlysene, dem Guds
Engle har tændt for Eder.
hjem; – det, som blinker, er Alterlysene, dem Guds
Engle har tændt for Eder.
Bisp Nikolas
.Ja vist er det saa; – det har ingen Fare, naar
de kun holder godt ud i Bøn derinde. – Farvel, rejs
stra[ks] med Brevet.
de kun holder godt ud i Bøn derinde. – Farvel, rejs
stra[ks] med Brevet.
Peter
.Skal jeg ikke først –?
Bisp Nikolas
.Nej, gaa; jeg er ikke ræd[] for at være alene.
Faksimile
79
Peter
.Vel mødt igjen da, naar de himmelske Klokker
engang har lydd for mig ogsaa. (gaar ud til Højre.)
engang har lydd for mig ogsaa. (gaar ud til Højre.)
Bisp Nikolas
.De himmelske Klokker, – ja, Sligt siges saa let[],
naar En gaar om paa to friske Ben. – Saa meget
ugjort! Men der vil leve Mangt efter mig alligevel.
Jeg lovede Hertugen ved min Sjæls Salighed, at give
ham Thrond Prests Skriftemaal, hvis det kom mig
ihænde; – godt, at jeg ikke har faaet det. Havde
han Visshed, saa vilde han sejre eller falde; da blev
En af dem den mægtigste Mand, som nogensinde havde
levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde naa,
skal ingen Anden naa. Det er bedst med Uvissheden;
saalænge Hertugen tynges af den, vil de To ødelægge
hinanden, hvor de kan komme til; Byer vil brændes,
Bygder hærges, – Ingen af dem vinder ved den
Andens Tab – – (forfærdet) Naade, Forbarmelse! Det
er jo mig, som bærer Skylden – mig, som fra første
Færd gav Stødet til det Hele! (beroligende sig) Ja, ja,
ja! men nu kommer Kongen, – det er jo ham, det
mest gaar ud over, – han tilgiver mig nok – der
skal læses Bønner og Messer; det har ingen Nød; –
jeg er jo Bisp, og jeg har aldrig dræbt Nogen med
egen Haand. – Godt er det, at Thrond Prests
Skriftemaal ikke kom; de Hellige er med mig, de vil
ikke friste mig til at bryde mit Løfte. – Hvem banker
paa Døren? Det maa være Hertugen! (gnider sig fornøjet
i Hænderne.) Han vil trygle om Beviser for Kongsretten,
– og jeg har ingen Beviser at give ham!
naar En gaar om paa to friske Ben. – Saa meget
ugjort! Men der vil leve Mangt efter mig alligevel.
Jeg lovede Hertugen ved min Sjæls Salighed, at give
ham Thrond Prests Skriftemaal, hvis det kom mig
ihænde; – godt, at jeg ikke har faaet det. Havde
han Visshed, saa vilde han sejre eller falde; da blev
En af dem den mægtigste Mand, som nogensinde havde
levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde naa,
skal ingen Anden naa. Det er bedst med Uvissheden;
saalænge Hertugen tynges af den, vil de To ødelægge
hinanden, hvor de kan komme til; Byer vil brændes,
Bygder hærges, – Ingen af dem vinder ved den
Andens Tab – – (forfærdet) Naade, Forbarmelse! Det
er jo mig, som bærer Skylden – mig, som fra første
Færd gav Stødet til det Hele! (beroligende sig) Ja, ja,
ja! men nu kommer Kongen, – det er jo ham, det
mest gaar ud over, – han tilgiver mig nok – der
skal læses Bønner og Messer; det har ingen Nød; –
jeg er jo Bisp, og jeg har aldrig dræbt Nogen med
egen Haand. – Godt er det, at Thrond Prests
Skriftemaal ikke kom; de Hellige er med mig, de vil
ikke friste mig til at bryde mit Løfte. – Hvem banker
paa Døren? Det maa være Hertugen! (gnider sig fornøjet
i Hænderne.) Han vil trygle om Beviser for Kongsretten,
– og jeg har ingen Beviser at give ham!
Faksimile
80
Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med Kaabe og Hætte.
Bisp Nikolas
farer sammen.
Hvem er det?
Inga
.En Kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige
Herre.
Herre.
Bisp Nikolas
.Kongsmoderen!
Inga
.Saa kaldtes jeg engang.
Bisp Nikolas
.Gaa, gaa! Jeg raadede ikke Haakon til at skille
sig af med Jer!
sig af med Jer!
Inga
.Hvad Kongen g[]ør, er velgjort; det er ikke derfor
jeg kommer.
jeg kommer.
Bisp Nikolas
.Og hvorfor da?
Inga
.Gunnulf, min Broder, er kommen hjem fra Eng-
landsfærden –
landsfærden –
Bisp Nikolas
.Fra Englandsfærden –!
Inga
.Han har været borte i mange Aar, som I ved,
og flakket vidt omkring; nu førte han Brev hjem –
og flakket vidt omkring; nu førte han Brev hjem –
Bisp Nikolas
aandeløs.
Brev –?
Faksimile
81
Inga
.Fra Thrond Prest. Det er til Eder, Herre.
rækker ham det.
Bisp Nikolas
.Ja saa; – og I bringer det?
Inga
.Saa var Thronds Ønske. Stor Tak[] skylder jeg
ham fra den Tid, han fostrede Haakon. Jeg fik spurgt,
at I var syg; derfor gav jeg mig stra[ks] paa Rejsen;
jeg har gaaet hid paa min Fod –
ham fra den Tid, han fostrede Haakon. Jeg fik spurgt,
at I var syg; derfor gav jeg mig stra[ks] paa Rejsen;
jeg har gaaet hid paa min Fod –
Bisp Nikolas
.Det havde ikke hastet saa br[å]
[t], Inga!
Dagfinn Bonde
kommer ind fra Højre.
Guds Fred, ærværdige Herre!
Bisp Nikolas
.Kommer Kongen?
Dagfinn Bonde
.Nu rider han Ryenbergene nedover med Dron-
ningen og Kongsbarnet og stort Følge.
ningen og Kongsbarnet og stort Følge.
Inga
iler frem mod Dagfinn.
Kongen, – Kongen! kommer han hid?
Dagfinn Bonde
.Inga! Er I her, I haardt prøvede Kvinde?
Inga
.Den er ikke haardt prøvet, som har saa stor en
Søn.
Søn.
Dagfinn Bonde
.Nu skal hans haarde Hjerte smeltes.
6
Faksimile
82
Inga
.Ikke et Ord til Kongen om mig. O, men se
ham maa jeg dog; – hør, – kommer han hid?
ham maa jeg dog; – hør, – kommer han hid?
Dagfinn Bonde
.Ja, snart.
Inga
.Og det er mørk Kveld. Kongen skal vel lyses
frem med Fakler?
frem med Fakler?
Dagfinn Bonde
.Ja.
Inga
.Saa vil jeg stille mig i et Bislag, hvor han gaar
forbi; – og saa hjemover til Vartejg. Men først ind
i Hallvards Kirke; der brænder Lys inat; der vil jeg
bede godt for Kongen, for min fagre Søn.
forbi; – og saa hjemover til Vartejg. Men først ind
i Hallvards Kirke; der brænder Lys inat; der vil jeg
bede godt for Kongen, for min fagre Søn.
Gaar ud til Højre.
Dagfinn Bonde
.Jeg har røgtet mit Ærinde; jeg gaar for at
møde Kongen.
møde Kongen.
Bisp Nikolas
.Hils ham k[]ærligst, gode Dagfinn!
Dagfinn Bonde
,
idet han gaar ud til Højre.
Ikke vilde jeg være Bisp Nikolas imorgen.
Bisp Nikolas
.Thrond Prests Skriftemaal –! Altsaa kom det
da alligevel; – her holder jeg det i min Haand.
(grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love Noget
paa sin Sjæls Salighed, naar En er saa gammel som
jeg. Havde jeg Aar igjen, saa skulde jeg altid vride
mig fra sligt et Løfte; men ikveld, den sidste Kveld,
– nej, det er ikke raadeligt. – Kan jeg da holde
det? Er det ikke at sætte paa Spil Alt det, jeg har
virket for hele mit Liv igjennem? – (hviskende) O, kunde
jeg snyde den Onde, bare denne eneste Gang til! (lytter.)
Hvad er det? (raaber) Viljam, Viljam!
da alligevel; – her holder jeg det i min Haand.
(grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love Noget
paa sin Sjæls Salighed, naar En er saa gammel som
jeg. Havde jeg Aar igjen, saa skulde jeg altid vride
Faksimile
83
mig fra sligt et Løfte; men ikveld, den sidste Kveld,
– nej, det er ikke raadeligt. – Kan jeg da holde
det? Er det ikke at sætte paa Spil Alt det, jeg har
virket for hele mit Liv igjennem? – (hviskende) O, kunde
jeg snyde den Onde, bare denne eneste Gang til! (lytter.)
Hvad er det? (raaber) Viljam, Viljam!
Sira Viljam
kommer ind fra Højre.
Bisp Nikolas
.Hvad er det, som suser og tuder saa stygt?
Sira Viljam
.Det er Uvejret, som tager til.
Bisp Nikolas
.Tager Uvejret til! – Jo vist vil jeg holde mit
Løfte! Uvejret, siger Du –? Synger de derinde?
Løfte! Uvejret, siger Du –? Synger de derinde?
Sira Viljam
.Ja, Herre.
Bisp Nikolas
.Sig, de skal gjøre sig al Flid; – Broder Aslak
især; han gjør altid saa stutte Bønner; han kniber
undaf, naar han kan komme til; han springer over,
den Hund! (slaar i Gulvet med Bispestaven.) Gaa ind og sig
ham, det er den sidste Natt, jeg har igjen; han skal
gjøre sig Flid, ellers kommer jeg over ham og spøger!
især; han gjør altid saa stutte Bønner; han kniber
undaf, naar han kan komme til; han springer over,
den Hund! (slaar i Gulvet med Bispestaven.) Gaa ind og sig
ham, det er den sidste Natt, jeg har igjen; han skal
gjøre sig Flid, ellers kommer jeg over ham og spøger!
Sira Viljam
.Herre, skal jeg ikke hente Mester Sigard?
Bisp Nikolas
.Gaa ind, siger jeg! (Viljam gaar ind i Kapellet.) Det
maa visselig være Himlens Vilje, at jeg skal forlige
Kongen og Hertugen, siden den sender mig Thrond
Prests Brev nu. Dette er haardt at gaa paa, Niko-
las; rive ned med et eneste Ryk[], hvad Du har brugt
hele dit Liv til at bygge. Men der er ikke andet for;
jeg faar gjøre Himlens Vilje dennegang. – Dersom
jeg endda bare kunde læse, hvad der staar i Brevet;
men jeg kan ikke se et Ord! Der driver Taager for
mine Øjne, det gnistrer og sprætter –; og ingen Anden
tør jeg lade læse det for mig! At love Sligt –!
Er Menneskets Kløgt da saa ussel, at det ikke mægter
raade over andet og tredje Led af sin egen Gjerning?
Jeg talte saa længe og saa indtrængende til Vegard
Væradal om at faa Kongen til at sende Inga fra sig,
at det omsider skede. Den Gjerning var klog i første
Led; men havde jeg ikke raadet slig, saa havde ikke
Inga været paa Vartejg nu, Brevet var ikke kommet
tidsnok i mine Hænder, og jeg havde ikke havt noget
Løfte at holde, – altsaa uklog i andet Led. Havde
jeg endda Tiden for mig; men kun denne ene Nat[]
tilende, og knapt nok det. Jeg maa, jeg vil leve
længer! (banker med Staven; en Prest træder ind fra Højre.) Mester
Sigard skal komme! (Presten gaar; Bispen knuger Brevet i Hæn-
derne.) Her, indenfor dette tynde Segl ligger Norges
Saga for hundrede Aar! Den ligger og drømmer,
som Fugleungen i Ægget! O, den, som nu havde
flere end en Sjæl – eller ogsaa ingen! (trykker
Brevet vildt op[] til sit Bryst.) O, var ikke Enden saa rap[]
over mig, – og Dommen og Straffen, – jeg skulde
ruge Dig ud til en Høg, som skulde kaste skyggende
Rædsel over alt Landet og hugge sine hvasse Kløer i
hver Mands Hjerte! (farer sammen.) Men den sidste Time
er nær! (skrigende) Nej, nej, – Du skal blive til en
Svane, en hvid Svane! (kaster Brevet bortover Gulvet og raaber)
Mester Sigard, Mester Sigard!
maa visselig være Himlens Vilje, at jeg skal forlige
6*
Faksimile
84
Kongen og Hertugen, siden den sender mig Thrond
Prests Brev nu. Dette er haardt at gaa paa, Niko-
las; rive ned med et eneste Ryk[], hvad Du har brugt
hele dit Liv til at bygge. Men der er ikke andet for;
jeg faar gjøre Himlens Vilje dennegang. – Dersom
jeg endda bare kunde læse, hvad der staar i Brevet;
men jeg kan ikke se et Ord! Der driver Taager for
mine Øjne, det gnistrer og sprætter –; og ingen Anden
tør jeg lade læse det for mig! At love Sligt –!
Er Menneskets Kløgt da saa ussel, at det ikke mægter
raade over andet og tredje Led af sin egen Gjerning?
Jeg talte saa længe og saa indtrængende til Vegard
Væradal om at faa Kongen til at sende Inga fra sig,
at det omsider skede. Den Gjerning var klog i første
Led; men havde jeg ikke raadet slig, saa havde ikke
Inga været paa Vartejg nu, Brevet var ikke kommet
tidsnok i mine Hænder, og jeg havde ikke havt noget
Løfte at holde, – altsaa uklog i andet Led. Havde
jeg endda Tiden for mig; men kun denne ene Nat[]
tilende, og knapt nok det. Jeg maa, jeg vil leve
længer! (banker med Staven; en Prest træder ind fra Højre.) Mester
Sigard skal komme! (Presten gaar; Bispen knuger Brevet i Hæn-
derne.) Her, indenfor dette tynde Segl ligger Norges
Saga for hundrede Aar! Den ligger og drømmer,
som Fugleungen i Ægget! O, den, som nu havde
flere end en Sjæl – eller ogsaa ingen! (trykker
Brevet vildt op[] til sit Bryst.) O, var ikke Enden saa rap[]
over mig, – og Dommen og Straffen, – jeg skulde
ruge Dig ud til en Høg, som skulde kaste skyggende
Rædsel over alt Landet og hugge sine hvasse Kløer i
Faksimile
85
hver Mands Hjerte! (farer sammen.) Men den sidste Time
er nær! (skrigende) Nej, nej, – Du skal blive til en
Svane, en hvid Svane! (kaster Brevet bortover Gulvet og raaber)
Mester Sigard, Mester Sigard!
Mester Sigard
fra Højre.
Hvorledes gaar det, ærværdige Herre?
Bisp Nikolas
.Mester Sigard, – sælg mig tre Dages Liv!
Mester Sigard
.Jeg har sagt Jer –
Bisp Nikolas
.Ja, ja; men det var ikke Alvor; det var en liden
Straf. Jeg har været en urimelig Herre mod Jer;
derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var stygt, –
nej, nej, – det var tilpass for mig! Men vær nu
god og snild! Jeg skal betale godt; – tre Dages
Liv, Mester Sigard, bare tre Dages Liv!
Straf. Jeg har været en urimelig Herre mod Jer;
derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var stygt, –
nej, nej, – det var tilpass for mig! Men vær nu
god og snild! Jeg skal betale godt; – tre Dages
Liv, Mester Sigard, bare tre Dages Liv!
Mester Sigard
.Om jeg saa selv skulde gaa bort i samme Stund,
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre Dage til.
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre Dage til.
Bisp Nikolas
.
En Dag da; bare en Dag! Lad det være lyst,
lad Solen skinne, naar jeg skal afsted! Hør Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned paa Bænken.) Jeg har
givet næsten alt mit Guld og Sølv til Kirken, for at
faa store Messer læst bagefter. Jeg vil g[]øre det om
igjen; I skal faa det Altsammen! Hvad, Sigard,
skal vi To narre dem derinde? He, he, he! I bliver
rig, Sigard, og rejser af Landet; jeg faar Frist og
kan omraade mig lidt og hjælpe mig med færre Bøn-
ner. Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans Puls;
Bispen udbryder angst) Naa, hvorfor svarer I ikke?
lad Solen skinne, naar jeg skal afsted! Hør Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned paa Bænken.) Jeg har
givet næsten alt mit Guld og Sølv til Kirken, for at
faa store Messer læst bagefter. Jeg vil g[]øre det om
igjen; I skal faa det Altsammen! Hvad, Sigard,
skal vi To narre dem derinde? He, he, he! I bliver
Faksimile
86
rig, Sigard, og rejser af Landet; jeg faar Frist og
kan omraade mig lidt og hjælpe mig med færre Bøn-
ner. Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans Puls;
Bispen udbryder angst) Naa, hvorfor svarer I ikke?
Mester Sigard
rejser sig.
Jeg har ikke Tid, Herre. Jeg vil lave Jer en
Drik[], som kan lette Jer lidt paa det Sidste.
Drik[], som kan lette Jer lidt paa det Sidste.
Bisp Nikolas
.Nej, vent med det! Vent – og svar mig!
Mester Sigard
.Jeg har ikke Tid; Drikken maa være færdig inden
en Time. (gaar ud til Højre.)
en Time. (gaar ud til Højre.)
Bisp Nikolas
.Inden en Time! (banker vildt.) Viljam! Viljam!
Sira Viljam
kommer ud fra Kapellet.
Bisp Nikolas
.Tag Flere til Hjælp derinde! De Otte forslaar
ikke!
ikke!
Sira Viljam
.Herre –?
Bisp Nikolas
.Flere til Hjælp, siger jeg! Kolbejn Korsbroder
har ligget syg i fem Uger, – han kan ikke have syndet
stort i den Tid –
har ligget syg i fem Uger, – han kan ikke have syndet
stort i den Tid –
Sira Viljam
.Han var til Skrifte igaar.
Faksimile
87
Bisp Nikolas
ivrig.
Ja han maa være god; tag ham! (Viljam gaar ind
i Kapellet igjen.) Inden en Time! (tørrer Sveden af Panden.)
Puh, hvor her er varmt! – Den usle Hund, – hvad
hjælper al hans Lærdom, naar han ikke kan lægge en
Time til. Der sidder han dagstødt i sin Stue og
sætter kunstige Hjul og Lodder og Løftestænger sam-
men; han vil skabe et Værk, som skal gaa og gaa, og
aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han det.
Hvorfor øver han ikke heller sin Kunst og sin Kløgt
paa at g[]øre Mennesket til sligt perpetuum mobile –?
(standser og tænker; det lysner i hans Øjne.) Perpetuum mobile,
– jeg er ikke stiv i Latinen, – men det betyder Noget,
som har Evnen til at virke evigt, udover g[]ennem alle
Tider. Om jeg nu selv kunde –? Det var en Gjer-
ning at ende med, det! Det var at g[]øre sin største
G[]erning i sin sidste Stund! At sætte igang Hjul og
Lodder og Løftestænger i Kongens og Hertugens Sjæle;
sætte dem slig igang, at ingen Magt paa Jorden kan
standse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at
leve, leve i mit Værk, – og naar det kommer til
Stykket, saa er det kanske det, som kaldes Udødelig-
hed. – Trøstelige, svalende Tanker, hvor I gjør den
gamle Mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt paa Bænken)
Diabolus har været haardt efter mig ikveld. Det er
Følgen af at ligge ledig; otium est pulvis – pul-
veris – naa, ligegodt med Latinen, – Diabolus skal
ikke faa Magt over mig mere; jeg vil være virksom
til det Sidste; jeg vil –; hvor de b[e]l[g]er derinde –
(banker; Viljam kommer ud.) Sig dem, de skal tie; de for-
styrrer mig. Kongen og Hertugen kommer snart; jeg
har store Ting at tænke paa.
i Kapellet igjen.) Inden en Time! (tørrer Sveden af Panden.)
Puh, hvor her er varmt! – Den usle Hund, – hvad
hjælper al hans Lærdom, naar han ikke kan lægge en
Time til. Der sidder han dagstødt i sin Stue og
sætter kunstige Hjul og Lodder og Løftestænger sam-
men; han vil skabe et Værk, som skal gaa og gaa, og
aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han det.
Hvorfor øver han ikke heller sin Kunst og sin Kløgt
paa at g[]øre Mennesket til sligt perpetuum mobile –?
(standser og tænker; det lysner i hans Øjne.) Perpetuum mobile,
– jeg er ikke stiv i Latinen, – men det betyder Noget,
som har Evnen til at virke evigt, udover g[]ennem alle
Tider. Om jeg nu selv kunde –? Det var en Gjer-
ning at ende med, det! Det var at g[]øre sin største
G[]erning i sin sidste Stund! At sætte igang Hjul og
Lodder og Løftestænger i Kongens og Hertugens Sjæle;
sætte dem slig igang, at ingen Magt paa Jorden kan
standse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at
leve, leve i mit Værk, – og naar det kommer til
Stykket, saa er det kanske det, som kaldes Udødelig-
hed. – Trøstelige, svalende Tanker, hvor I gjør den
gamle Mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt paa Bænken)
Diabolus har været haardt efter mig ikveld. Det er
Følgen af at ligge ledig; otium est pulvis – pul-
veris – naa, ligegodt med Latinen, – Diabolus skal
ikke faa Magt over mig mere; jeg vil være virksom
til det Sidste; jeg vil –; hvor de b[e]l[g]er derinde –
Faksimile
88
(banker; Viljam kommer ud.) Sig dem, de skal tie; de for-
styrrer mig. Kongen og Hertugen kommer snart; jeg
har store Ting at tænke paa.
Sira Viljam
.Herre, skal jeg da –?
Bisp Nikolas
.Byde dem hold op[] en Stund, saa jeg kan tænke
i Ro. Se der, tag op[] det Brev, der ligger paa
Gulvet. – Godt. Giv mig saa hid Papirerne –
i Ro. Se der, tag op[] det Brev, der ligger paa
Gulvet. – Godt. Giv mig saa hid Papirerne –
Sira Viljam
gaar til Skrivebordet.
Hvilke, Herre?
Bisp Nikolas
.Ligegodt –; de med Segl for; de, som ligger
øverst. – Saa; gaa nu ind og sig, de skal være stille.
(Viljam gaar.) – Dø, og dog raade i Norge! Dø, og
stelle det saa, at ingen Mand kommer til at højne sig
et Hoved op[] over alle Andre. Tusinde Veje kunde
bære frem til det Maal; men der kan kun være en,
som duger; – den g[]ælder det at finde, – den g[]æl-
der det at slaa ind paa. – Ha! Vejen ligger jo saa
nær, saa nær! Ja slig skal det være. Jeg holder
Løftet; Hertugen skal faa Brevet i sine Hænder; –
men Kongen – hm, han skal faa Tvivlens Brodd i
sit Hjerte. Haakon er ærlig, som de kalder det; med
Troen paa sig selv, og paa sin Ret[], vil Meget falde
i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe op[] og ned,
aldrig finde fast Grund under Foden, – perpetuum
mobile! – Men vil Haakon fæste Lid til mit Ud-
sagn? Det vil han; jeg er jo en døende Mand; jeg
skal fodre ham med Sandhed iforvejen. – Kræfterne
svigter, men Sjælen friskner; – jeg ligger ikke paa
Sottesengen længer, jeg sidder i min Arbejdsstue, jeg
vil arbejde den sidste Nat[], arbejde – til Lyset sluk-
ner –
øverst. – Saa; gaa nu ind og sig, de skal være stille.
(Viljam gaar.) – Dø, og dog raade i Norge! Dø, og
stelle det saa, at ingen Mand kommer til at højne sig
et Hoved op[] over alle Andre. Tusinde Veje kunde
bære frem til det Maal; men der kan kun være en,
som duger; – den g[]ælder det at finde, – den g[]æl-
der det at slaa ind paa. – Ha! Vejen ligger jo saa
nær, saa nær! Ja slig skal det være. Jeg holder
Løftet; Hertugen skal faa Brevet i sine Hænder; –
men Kongen – hm, han skal faa Tvivlens Brodd i
sit Hjerte. Haakon er ærlig, som de kalder det; med
Troen paa sig selv, og paa sin Ret[], vil Meget falde
i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe op[] og ned,
aldrig finde fast Grund under Foden, – perpetuum
mobile! – Men vil Haakon fæste Lid til mit Ud-
Faksimile
89
sagn? Det vil han; jeg er jo en døende Mand; jeg
skal fodre ham med Sandhed iforvejen. – Kræfterne
svigter, men Sjælen friskner; – jeg ligger ikke paa
Sottesengen længer, jeg sidder i min Arbejdsstue, jeg
vil arbejde den sidste Nat[], arbejde – til Lyset sluk-
ner –
Hertug Skule
kommer ind fra Højre og gaar frem mod Bispen.
Fred og Hilsen, ærværdige Herre! Jeg hører, det
staar ilde med Jer.
staar ilde med Jer.
Bisp Nikolas
.Jeg er et Lig i Knop[], gode Hertug; inat[] sprin-
ger jeg ud; imorgen kan det kjendes, hvor jeg dufter.
ger jeg ud; imorgen kan det kjendes, hvor jeg dufter.
Hertug Skule
.Alt inat[], siger I?
Bisp Nikolas
.Mester Sigard siger: om en Time.
Hertug Skule
.Og Thrond Prests Brev –?
Bisp Nikolas
.Tænker I endnu paa det?
Hertug Skule
.Det kommer aldrig af mine Tanker.
Bisp Nikolas
.Kongen har gjort Eder til Hertug; ingen Mand
har baaret Hertugnavn i Norge, før I.
har baaret Hertugnavn i Norge, før I.
Hertug Skule
.Strækker ikke til. Er Haakon den Urette, saa
maa jeg have Alt!
maa jeg have Alt!
Faksimile
90
Bisp Nikolas
.Hu, her er koldt herinde; det isner mig igjennem
alle Lemmer.
alle Lemmer.
Hertug Skule
.Thrond Prests Brev, Herre! For Guds, den
Almægtiges Skyld, – har I det?
Almægtiges Skyld, – har I det?
Bisp Nikolas
.Jeg ved ialfald, hvor det kan findes.
Hertug Skule
.Saa sig det, sig det!
Bisp Nikolas
.Vent –
Hertug Skule
.Nej, nej – nytt Tiden; jeg ser det lakker stærkt,
– og Kongen kommer jo hid, er mig sagt.
– og Kongen kommer jo hid, er mig sagt.
Bisp Nikolas
.Ja, Kongen kommer; deraf ser I bedst, at jeg
sørger for Eders Sag, selv nu.
sørger for Eders Sag, selv nu.
Hertug Skule
.Hvad er Eders Agt?
Bisp Nikolas
.Mindes I ved Kongens Bryllup, – da sagde I,
at det, som gjør Haakon stærk, er hans uryggelige
Tro paa sig selv?
at det, som gjør Haakon stærk, er hans uryggelige
Tro paa sig selv?
Hertug Skule
.Nu?
Bisp Nikolas
.Hvis jeg skrifter og rejser Tvivlen i ham, saa
falder Troen, og Styrken med den.
falder Troen, og Styrken med den.
Faksimile
91
Hertug Skule
.Herre, det er syndigt, syndigt, ifald han er den
Rette!
Rette!
Bisp Nikolas
.Det vil staa i Eders Magt, at gjøre ham troende
igjen. Før jeg gaar herfra, skal jeg sige Jer, hvor
Thrond Prests Brev er at finde.
igjen. Før jeg gaar herfra, skal jeg sige Jer, hvor
Thrond Prests Brev er at finde.
Sira Viljam
fra Højre.
Nu kommer Kongen med Fakler og Følge op[]over
Gaden.
Gaden.
Bisp Nikolas
.Velkommen skal han være. (Viljam gaar.)
Hertug,
den sidste Villighed beder jeg Eder om. Vær min
Eftermaalsmand mod alle mine Uvenner. (tager et Brev
frem.) Her har jeg skrevet dem op[]. De, som staar
øverst, vilde jeg g[]erne have hængt, om det kunde føje
sig saa.
den sidste Villighed beder jeg Eder om. Vær min
Eftermaalsmand mod alle mine Uvenner. (tager et Brev
frem.) Her har jeg skrevet dem op[]. De, som staar
øverst, vilde jeg g[]erne have hængt, om det kunde føje
sig saa.
Hertug Skule
.Tænk ikke paa Hævn nu; I har ikke langt igjen –
Bisp Nikolas
.Ikke paa Hævn, men paa Straf. Lov mig, at
svinge Straffens Sverd over alle mine Uvenner, naar
jeg er borte. De er Eders Avindsmænd saa fuldt som
mine; naar I bliver Konge, maa I tugte dem; lover
I mig det?
svinge Straffens Sverd over alle mine Uvenner, naar
jeg er borte. De er Eders Avindsmænd saa fuldt som
mine; naar I bliver Konge, maa I tugte dem; lover
I mig det?
Hertug Skule
.Jeg lover og sværger; – men Thrond Prests
Brev –!
Brev –!
Faksimile
92
Bisp Nikolas
.I skal faa at vide, hvor det er; – men, se
her –; Kongen kommer; – g[]em Listen over vore
Uvenner!
her –; Kongen kommer; – g[]em Listen over vore
Uvenner!
Hertugen g[]emmer Dokumentet; i det Samme kommer Haakon ind fra
Højre.
Højre.
Bisp Nikolas
.Vel mødt ved Gravøllet, Herre Konge!
Haakon
.Haardt har I staaet mig imod til alle Tider;
men det skal være glemt og tilgivet nu; Døden stryger
selv den største Regning ud.
men det skal være glemt og tilgivet nu; Døden stryger
selv den største Regning ud.
Bisp Nikolas
.Det lettede! O, hvor Kongens Mildhed er for-
underlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en gam-
mel Synder ikveld, det skal tifold –
underlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en gam-
mel Synder ikveld, det skal tifold –
Haakon
.Lad det være godt; men jeg maa sige Eder, at
jeg højligen undres. I stevner mig hid for at faa
min Tilgivelse, og saa bereder I mig sligt et Møde.
jeg højligen undres. I stevner mig hid for at faa
min Tilgivelse, og saa bereder I mig sligt et Møde.
Bisp Nikolas
.Møde, Herre?
Hertug Skule
.Det er mig, Kongen sigter til. Vil I, Herre
Bisp, forsikre Kong Haakon ved min Tro og Ære, at
jeg Intet vidste om hans Komme, før jeg satte Foden
paa Oslo Brygge.
Bisp, forsikre Kong Haakon ved min Tro og Ære, at
jeg Intet vidste om hans Komme, før jeg satte Foden
paa Oslo Brygge.
Bisp Nikolas
.Ak, ak; al Skyld hviler paa mig! Jeg har
været en sygelig, sengeliggende Mand hele det sidste
Aar; jeg har lidet eller intet spurgt til Landets Sa-
ger; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje
Frænder nu!
været en sygelig, sengeliggende Mand hele det sidste
Faksimile
93
Aar; jeg har lidet eller intet spurgt til Landets Sa-
ger; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje
Frænder nu!
Haakon
Jeg har mærket, at Venskabet mellem Hertugen
og mig trives bedst, naar vi holder os fra hinanden;
derfor Farvel, Bisp Nikolas, og Gud være med Eder,
der I nu gaar hen. (vil gaa.)
og mig trives bedst, naar vi holder os fra hinanden;
derfor Farvel, Bisp Nikolas, og Gud være med Eder,
der I nu gaar hen. (vil gaa.)
Hertug Skule
sagte og urolig.
Bisp, Bisp; han gaar!
Bisp Nikolas
pludselig og med vild Kraft.
Bliv, Kong Haakon!
Haakon
standser.
Hvad nu?
Bisp Nikolas
.I faar ikke gaa ud af denne Stue, før gamle
Bisp Nikolas har talt sit sidste Ord!
Bisp Nikolas har talt sit sidste Ord!
Haakon
.
lægger uvilkaarligt Haanden paa Sverdet.
Er I kanske kommen mandstærk til Viken, Hertug?
Hertug Skule
.Jeg har ingen Del i dette.
Bisp Nikolas
.Det er med Ordets Magt, jeg skal vide at holde
Jer. Hvor der er Ligfærd i Huset, der er den Døde
første Mand i Laget; han kan gjøre og lade, hvad
han vil – saa langt hans Evne strækker. Derfor vil
jeg holde min egen Ligtale nu; før i Tiden var jeg
altid saa ræd[] for at Kong Sverre skulde komme til
at holde den –
Jer. Hvor der er Ligfærd i Huset, der er den Døde
første Mand i Laget; han kan gjøre og lade, hvad
han vil – saa langt hans Evne strækker. Derfor vil
Faksimile
94
jeg holde min egen Ligtale nu; før i Tiden var jeg
altid saa ræd[] for at Kong Sverre skulde komme til
at holde den –
Haakon
.Tal ikke saa vildt, Herre!
Hertug Skule
.I knapper af den dyre Stund, I har igjen!
Haakon
.Eders Øje er alt sløvt!
Bisp Nikolas
.Ja, mit Syn er sløvt; jeg kan knapt se Jer,
der I staar; men indeni mig drager mit Liv lysende
klart forbi. Jeg ser Syner der –; hør og lær,
Konge! – Min Æt[] var den mægtigste i Landet;
mange store Høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være
den største af dem Alle. Jeg var ikke mere end Gut,
da jeg begyndte at hungre efter Storværk; jeg tyktes,
jeg umuligt kunde vente til jeg blev vo[ks]en; – der
rejste sig Konger med mindre Ret[] end jeg, – Magnus
Erlingssøn, Sverre Prest –; jeg vilde ogsaa være
Konge; men Høvding først, – det var nødvendigt.
Saa skulde Slaget staa paa Ilevoldene; der var det
førstegang jeg var med. Solen randt, og der gik
glittrende Lyn fra tusinde blanke Vaaben. Magnus og
alle hans Mænd gik frem, som til en Leg; jeg alene
kjendte mig klemt om Hjertet. Haardt foer vor Fylking
frem; men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd[]!
Alle Magnus's andre Høvdinger stred mandelig, og
mange faldt, der de stred; men jeg flygtede Stenberget
oppover, løb og løb, og standsede ikke før jeg kom ned
til Fjorden igjen, langt ude. Mangen Mand maatte
vaske sine blodige Klæder i Throndhjemsfjorden den
Kveld; – jeg maatte ogsaa vaske mine, men det var
ikke for Blod. Ja, Konge, jeg var ræd[]; skabt til
Høvding – og ræd[]! Det slog ned som et Lyn i
mig; jeg blev hver Mand ond fra den Time; jeg bad
lønligt i Kirkerne, jeg græd og knælte for Altrene, jeg
gav rige Gaver, gjorde hellige Løfter; jeg fristede og
prøvede i Slag efter Slag, ved Saltøsund, paa Jons-
voldene den Sommer Baglerne laa i Bergen, – altid
faafængt. Sverre var den, som sk[]ønte det først, han
talte det højt ud og med Spot[], og fra den Dag lo
hver Mand i Flokken, naar Nikolas Arnessøn gik frem
i Hærklæder. – Ræd[], ræd[] –, og endda vilde jeg
være Høvding, vilde være Konge, følte mig skabt til
Konge forresten, kunde fremmet Guds Rige paa Jor-
den; men det var de Hellige selv, som stængte Bom-
men for mig.
der I staar; men indeni mig drager mit Liv lysende
klart forbi. Jeg ser Syner der –; hør og lær,
Konge! – Min Æt[] var den mægtigste i Landet;
mange store Høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være
den største af dem Alle. Jeg var ikke mere end Gut,
da jeg begyndte at hungre efter Storværk; jeg tyktes,
jeg umuligt kunde vente til jeg blev vo[ks]en; – der
rejste sig Konger med mindre Ret[] end jeg, – Magnus
Erlingssøn, Sverre Prest –; jeg vilde ogsaa være
Konge; men Høvding først, – det var nødvendigt.
Saa skulde Slaget staa paa Ilevoldene; der var det
førstegang jeg var med. Solen randt, og der gik
glittrende Lyn fra tusinde blanke Vaaben. Magnus og
alle hans Mænd gik frem, som til en Leg; jeg alene
kjendte mig klemt om Hjertet. Haardt foer vor Fylking
frem; men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd[]!
Alle Magnus's andre Høvdinger stred mandelig, og
mange faldt, der de stred; men jeg flygtede Stenberget
Faksimile
95
oppover, løb og løb, og standsede ikke før jeg kom ned
til Fjorden igjen, langt ude. Mangen Mand maatte
vaske sine blodige Klæder i Throndhjemsfjorden den
Kveld; – jeg maatte ogsaa vaske mine, men det var
ikke for Blod. Ja, Konge, jeg var ræd[]; skabt til
Høvding – og ræd[]! Det slog ned som et Lyn i
mig; jeg blev hver Mand ond fra den Time; jeg bad
lønligt i Kirkerne, jeg græd og knælte for Altrene, jeg
gav rige Gaver, gjorde hellige Løfter; jeg fristede og
prøvede i Slag efter Slag, ved Saltøsund, paa Jons-
voldene den Sommer Baglerne laa i Bergen, – altid
faafængt. Sverre var den, som sk[]ønte det først, han
talte det højt ud og med Spot[], og fra den Dag lo
hver Mand i Flokken, naar Nikolas Arnessøn gik frem
i Hærklæder. – Ræd[], ræd[] –, og endda vilde jeg
være Høvding, vilde være Konge, følte mig skabt til
Konge forresten, kunde fremmet Guds Rige paa Jor-
den; men det var de Hellige selv, som stængte Bom-
men for mig.
Haakon
.Før ikke Klage over Himlen, Bisp! I har hadet
meget!
meget!
Bisp Nikolas
.Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert Hoved i dette
Land, som højnede sig op[] over Mængden. Men jeg
hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre Kvinder, –
o, jeg kunde sluge dem med gnistrende Øjne endnu!
Jeg er otti Aar, og endnu staar min Hug til at fælde
Mænd og favne Kvinder; – men det gik mig der <...>
som i Slaget; bare Vilje og Begjær, magtstjaalen f<...>
Fødselen af; – Lystens sydende Gave – og dog
Krøbling! Saa blev jeg da Prest; Konge eller Prest
maa den Mand være, som vil raade for al Magten.
(leer.) Jeg Prest! Jeg en kirkelig Mand! Jo, en kirkelig
Gjerning havde Himlen særligt skabt mig til, – den,
at tage de høje Toner, – synge med Kvinderøst paa
de store Kirkefester. Og endda kræver de deroppe af
mig – Halvmanden –, hvad de har Rett til at kræve
af hver den, der fik Evnen fuldt ud til sin Livsg[]er-
ning! Der har været Tider, da det tyktes mig[,] sligt
Krav kunde være billigt; her har jeg ligget paa Sotte-
sengen slagen af Rædsel for Straf og Dom! Nu er
det over; jeg har Marg i Sjælsknoklerne igjen! Jeg
har Intet forbrudt; det er mig Uretten er øvet imod;
jeg er Klageren!
Land, som højnede sig op[] over Mængden. Men jeg
hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre Kvinder, –
o, jeg kunde sluge dem med gnistrende Øjne endnu!
Jeg er otti Aar, og endnu staar min Hug til at fælde
Mænd og favne Kvinder; – men det gik mig der <...>
som i Slaget; bare Vilje og Begjær, magtstjaalen f<...>
Faksimile
96
Fødselen af; – Lystens sydende Gave – og dog
Krøbling! Saa blev jeg da Prest; Konge eller Prest
maa den Mand være, som vil raade for al Magten.
(leer.) Jeg Prest! Jeg en kirkelig Mand! Jo, en kirkelig
Gjerning havde Himlen særligt skabt mig til, – den,
at tage de høje Toner, – synge med Kvinderøst paa
de store Kirkefester. Og endda kræver de deroppe af
mig – Halvmanden –, hvad de har Rett til at kræve
af hver den, der fik Evnen fuldt ud til sin Livsg[]er-
ning! Der har været Tider, da det tyktes mig[,] sligt
Krav kunde være billigt; her har jeg ligget paa Sotte-
sengen slagen af Rædsel for Straf og Dom! Nu er
det over; jeg har Marg i Sjælsknoklerne igjen! Jeg
har Intet forbrudt; det er mig Uretten er øvet imod;
jeg er Klageren!
Hertug Skule
dæmpet.
Herre – Brevet! I har ikke langt igjen!
Haakon
.Tænk paa Eders Sjæl og ydmyg Eder!
Bisp Nikolas
.En Mands G[]erning er hans Sjæl, og min G[]er-
ning skal blive ved at leve paa Jorden. Men I,
Kong Haakon, I skulde vogte Jer; thi ligesom Himlen
har staaet mig imod og fanget Skade til Løn, saaledes
staar I den Mand imod, der holder Landets Lykke i
sin Haand –
ning skal blive ved at leve paa Jorden. Men I,
Kong Haakon, I skulde vogte Jer; thi ligesom Himlen
har staaet mig imod og fanget Skade til Løn, saaledes
staar I den Mand imod, der holder Landets Lykke i
sin Haand –
Haakon
.Ha – Hertug, Hertug! Nu sk[]ønner jeg Mødet
<...>
<...>
Faksimile
97
Hertug Skule
heftigt til Bispen.
Ikke et Ord mere af Sligt!
Bisp Nikolas
til Haakon.
Han vil staa Jer imod saalænge hans Hoved
sidder fast paa A[ks]lerne. Del med ham! Jeg faar
ikke Fred i Kisten, jeg kommer igjen, hvis ikke I To
deler! Ingen af Jer skal lægge den Andens Højde
til sin egen Væxt; her blev en K[]æmpe i Landet, hvis
det skede, og her skal ingen K[]æmpe være; thi jeg var
aldrig nogen K[]æmpe! (synker matt tilbage paa Bænken.)
sidder fast paa A[ks]lerne. Del med ham! Jeg faar
ikke Fred i Kisten, jeg kommer igjen, hvis ikke I To
deler! Ingen af Jer skal lægge den Andens Højde
til sin egen Væxt; her blev en K[]æmpe i Landet, hvis
det skede, og her skal ingen K[]æmpe være; thi jeg var
aldrig nogen K[]æmpe! (synker matt tilbage paa Bænken.)
Hertug Skule
kaster sig paa Knæ ned ved Bænken og raaber til Haakon.
Skaf[] Hjælp! For Guds Barmhjertigheds Skyld,
Bispen maa ikke dø endnu!
Bispen maa ikke dø endnu!
Bisp Nikolas
.Hvor det tager til at skumre for mine Øjne! –
Konge, for sidste Gang, – vil I dele med Hertugen?
Konge, for sidste Gang, – vil I dele med Hertugen?
Haakon
.Ikke en Sk[]ærv sk[]ænker jeg bort af det, som Gud
gav mig!
gav mig!
Bisp Nikolas
.Godt og vel. (dæmpet) Troen skal I ialfald miste.
(raaber) Viljam!
(raaber) Viljam!
Hertug Skule
dæmpet.
Brevet, Brevet!
Bisp Nikolas
uden at høre paa ham.
Viljam! (Viljam kommer; Bispen trækker ham tæt[] hen til sig
og hvisker:) Da jeg fik den sidste Olje, saa blev jo alle
mine Synder mig forladte?
7
Faksimile
98
og hvisker:) Da jeg fik den sidste Olje, saa blev jo alle
mine Synder mig forladte?
Sira Viljam
.Alle Synder, fra Eders Fødsel og til den Stund,
I fik Oljen.
I fik Oljen.
Bisp Nikolas
.Ikke længer? Ikke helt til jeg gaar bort?
Sira Viljam
.Herre, I synder ikke inat[].
Bisp Nikolas
.Hm, Ingen kan vide –; tag Guldbægret, jeg fik
efter Bisp Absalon, – giv det til Kirken – og læs
syv store Kirkebønner til.
efter Bisp Absalon, – giv det til Kirken – og læs
syv store Kirkebønner til.
Sira Viljam
.Herre, Gud vil være Eder naadig!
Bisp Nikolas
.Syv Bønner til, siger jeg – for hvad jeg synder
inat[]! Gaa, gaa! (Viljam gaar; Bispen vender sig til Skule)
Hertug, om I engang læser Thrond Prests Brev, og
det muligt skulde vise sig, at Haakon var den Rette,
– hvad vil I saa g[]øre?
inat[]! Gaa, gaa! (Viljam gaar; Bispen vender sig til Skule)
Hertug, om I engang læser Thrond Prests Brev, og
det muligt skulde vise sig, at Haakon var den Rette,
– hvad vil I saa g[]øre?
Hertug Skule
.I Guds Navn, – da skal han ogsaa være Konge.
Bisp Nikolas
.Tænk Jer om; det g[]ælder Meget her. Gransk
hver Fold i Eders Hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I g[]øre, hvis han er den Rette?
hver Fold i Eders Hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I g[]øre, hvis han er den Rette?
Hertug Skule
.Bøje mig og tjene ham.
Faksimile
99
Bisp Nikolas
mumler.
Ja, ja, tag saa Følgerne. (til Skule)
Hertug, jeg
er svag og træt[]; det kommer saa mildt og forsonligt
over mig –
er svag og træt[]; det kommer saa mildt og forsonligt
over mig –
Hertug Skule
.Det er Døden! Thrond Prests Brev! Hvor er
det?
det?
Bisp Nikolas
.Først en anden Sag; – jeg gav Jer Listen over
mine Uvenner –
mine Uvenner –
Hertug Skule
utaalmodig.
Ja, ja; jeg skal hævne Alt paa dem –
Bisp Nikolas
.Nej, jeg er saa mild nu; jeg vil tilgive, som
skrevet staar. Ligesom I forsager Magten, saaledes
vil jeg forsage Hævnen. Brænd Listen!
skrevet staar. Ligesom I forsager Magten, saaledes
vil jeg forsage Hævnen. Brænd Listen!
Hertug Skule
.Godt, godt; som I vil.
Bisp Nikolas
.Her i Fyrfadet, saa jeg ser paa det –
Hertug Skule
kaster Papiret i Ilden.
Se saa, nu brænder den! Og nu, tal, tal!
Det g[]ælder Tus[e]nders Liv, dersom I ikke taler nu!
Det g[]ælder Tus[e]nders Liv, dersom I ikke taler nu!
Bisp Nikolas
med funklende Øjne.
Tus[e]nders Liv! (skriger) Lys! Luft!
7*
Faksimile
100
Haakon
iler til Døren og raaber:
Til Hjælp! Bispen dør!
Sira Viljam og flere af Bispens Folk kommer ind.
Hertug Skule
ryster Bispens Arm.
Norges Lykke g[]ennem hundrede Aar, dets Stor-
hed for evige Tider kanhænde!
hed for evige Tider kanhænde!
Bisp Nikolas
.Evige Tider! (triumferende)
Perpetuum mobile!
Hertug Skule
.Ved vore Sjæles Salighed, – hvor er Thrond
Prests Brev!
Prests Brev!
Bisp Nikolas
raabende.
Syv Bønner til, Viljam!
Hertug Skule
ude af sig selv.
Brevet! Brevet!
Bisp Nikolas
smiler i Dødskampen.
Det var det I brændte, gode Hertug.
falder tilbage paa Bænken og dør.
Hertug Skule
udstøder et uvilkaarligt Skrig, idet han farer tilbage og bedækker Ansigtet
med sine Hænder.
Gud, Du Almægtige!
Munkene
kommer flygtende ud fra Kapellet.
Frelse sig, hvo kan!
Enkelte Stemmer
.Alt Ondt er løst inat[]!
Faksimile
101
Andre
.Det lo højt fra Krogen! – Det skreg: «vi har
ham!» – Alle Lys sluktes!
ham!» – Alle Lys sluktes!
Haakon
.Nu døde Bisp Nikolas.
Munkene
flygter ud til Højre.
Pater noster, – pater noster!
Haakon
nærmer sig Skule og siger dæmpet:
Hertug, jeg vil ikke granske efter, hvilke lønlige
Raad I lagde op[] med Bispen, før han døde; – men
fra imorgen maa I lægge Eders Magt og Værdighed
i mine Hænder ig[]en; det ser jeg grant nu, – vi To
kan ikke gaa frem sammen.
Raad I lagde op[] med Bispen, før han døde; – men
fra imorgen maa I lægge Eders Magt og Værdighed
i mine Hænder ig[]en; det ser jeg grant nu, – vi To
kan ikke gaa frem sammen.
Hertug Skule
ser aandsfraværende paa ham.
Gaa frem sammen –?
Haakon
.Imorgen holder jeg Thing i Kongsgaarden; der
maa Alt blive grejdt mellem os. (gaar ud til Højre.)
maa Alt blive grejdt mellem os. (gaar ud til Højre.)
Hertug Skule
.Bispen død og Brevet brændt! Et Liv fuldt af
Tvivl og Kamp og Rædsel! O, kunde jeg bede! –
Nej, – handle maa jeg; – ikveld maa Skridtet g[]øres
helt ud! (til Viljam) Hvor gik Kongen?
Tvivl og Kamp og Rædsel! O, kunde jeg bede! –
Nej, – handle maa jeg; – ikveld maa Skridtet g[]øres
helt ud! (til Viljam) Hvor gik Kongen?
Sira Viljam
forskrækket.
Krist fri mig, – hvad vil I ham?
Faksimile
102
Hertug Skule
.Tror I kanske jeg agter at dræbe ham inat[]?
Gaar ud til Højre.
Sira Viljam
ser hovedrystende efter ham, medens Husfolkene bærer Liget ud til Venstre.
Bispen sagde: syv Bønner til; – jeg mener det
er tryggest, at vi læser fjorten.
er tryggest, at vi læser fjorten.
Følger efter de Øvrige.
En Stue i Kongsgaarden.
I Baggrunden er Indgangsdøren; paa hver af Sidevæggene mindre
Døre; forrest paa højre Side et Vindu. En Lampe brænder under Taget.
Tætt ved Døren tilvenstre staar en Bænk, og længere tilbage en Vugge,
hvori Kongsbarnet sover; Margrete sidder knælende hos Barnet.
Døre; forrest paa højre Side et Vindu. En Lampe brænder under Taget.
Tætt ved Døren tilvenstre staar en Bænk, og længere tilbage en Vugge,
hvori Kongsbarnet sover; Margrete sidder knælende hos Barnet.
Margrete
vugger og synger.
Nu løftes Laft og Lofte
Til Stjernehvælven blaa;
Nu flyver lille Haakon
Med Drømmevinger paa.
Der er en Stige stillet
Fra Jord til Himlen op[];
Nu stiger lille Haakon
Med Englene tiltop[].
Guds Engle smaa, de vaager
For Vuggebarnets Fred;
Gud sign' Dig, lille Haakon,
Din Moder vaager med.
Kort Op[]hold. Hertug Skule kommer ind fra Baggrunden.
Faksimile
103
Margrete
farer op[] med et Glædesskrig og iler ham imøde.
Min Fader! – O, hvor jeg har sukket og længtet
efter dette Møde!
efter dette Møde!
Hertug Skule
.Guds Fred med Dig, Margrete! Hvor er Kongen?
Margrete
.Hos Bisp Nikolas.
Hertug Skule
.Hm, – ja, saa maa han snart være her.
Margrete
.Og I vil tales ved og forliges, blive Venner
ig[]en, som i gamle Dage?
ig[]en, som i gamle Dage?
Hertug Skule
.Det vilde jeg g[]erne.
Margrete
.Haakon vil det ogsaa g[]erne; og jeg beder hver
Dag til Gud, at det maa ske. O, men kom her og
se – (griber hans Haand og fører ham hen til Vuggen.)
Dag til Gud, at det maa ske. O, men kom her og
se – (griber hans Haand og fører ham hen til Vuggen.)
Hertug Skule
.Dit Barn!
Margrete
.Ja, det dejlige Barn er mit; – er det ikke for-
underligt? Han heder Haakon, ligesom Kongen! Se
her, hans Øjne – nej, Du kan ikke se dem nu han
sover, – men han har store blaa Øjne; og saa kan
han le og række Hænderne ud og gribe efter mig, –
og han k[]ender mig allerede!
underligt? Han heder Haakon, ligesom Kongen! Se
her, hans Øjne – nej, Du kan ikke se dem nu han
sover, – men han har store blaa Øjne; og saa kan
han le og række Hænderne ud og gribe efter mig, –
og han k[]ender mig allerede!
Lægger Vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.
Faksimile
104
Hertug Skule
.Haakon faar Sønner, spaade Bispen.
Margrete
.Dette lille Barn er mig tusinde Gange k[]ærere
end Land og Rige, – og slig er det for Haakon
ogsaa. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan tro
paa Lykken; jeg har Vuggen staaende foran min Seng;
hver Nat[], naar jeg vaagner, ser jeg efter om den er
der, – jeg er ligesom ræd[] for at det skal være en
Drøm –
end Land og Rige, – og slig er det for Haakon
ogsaa. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan tro
paa Lykken; jeg har Vuggen staaende foran min Seng;
hver Nat[], naar jeg vaagner, ser jeg efter om den er
der, – jeg er ligesom ræd[] for at det skal være en
Drøm –
Hertug Skule
lytter og gaar til Vinduet.
Er det ikke Kongen –?
Margrete
.Jo; han gaar op[] den anden Trappe; jeg vil
hente ham. (fatter Faderens Haand og fører ham spøgende hen til
Vuggen igjen.) Hertug Skule! Staa Vagt hos Kongs-
barnet imens, – ja, for han er Kongsbarn tillige –
det husker jeg aldrig paa! Og vaagner han, saa bøj
Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Nu
henter jeg Haakon; o Gud, Gud! nu skal der da
endelig komme Lys og Fred over Ætten!
hente ham. (fatter Faderens Haand og fører ham spøgende hen til
Vuggen igjen.) Hertug Skule! Staa Vagt hos Kongs-
barnet imens, – ja, for han er Kongsbarn tillige –
det husker jeg aldrig paa! Og vaagner han, saa bøj
Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Nu
henter jeg Haakon; o Gud, Gud! nu skal der da
endelig komme Lys og Fred over Ætten!
Gaar ud til Højre.
Hertug Skule
efter en kort og mørk Taushed.
Haakon har en Søn. Hans Æt[] skal leve efter
ham. Dør han, saa er der et Kongs-Emne, som staar
Tronen nærmere end alle Andre. Alt trives for
Haakon. Kanhænde han er den Urette; men hans Tro
paa sig selv staar fast som før; Bispen vilde rygget
den, men fik ikke Tid for Døden, ikke Lov for Gud.
Gud skjærmer Haakon, han fik beholde Styrkebeltet.
Nu at sige ham det? Nu at sværge paa Bispens Ud-
sagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig,
hverken Haakon eller de Andre. Bispen vilde han
troet i Dødstimen; Tvivlen vilde have forgiftet ham;
men det maatte ikke ske. Og saa uryggelig som Tryg[]-
heden sidder hos Haakon, saa uryggelig sidder Tvivlen
hos mig; hvilket Menneske paa Jorden kan luge den
væk? Ingen, Ingen. Jernbyrd er baaren, Gud har
talt, og endda kan Haakon være den Urette, mens jeg
forspilder mit Liv. (sætter sig grublende ned ved et Bord paa højre
Side.) Og om jeg nu vandt Land og Rige, vilde saa
ikke Tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og
hule mig ud med sine evige Isdryp[]? – Jo, jo;
men det er bedre at sidde deroppe paa Kongssædet og
tvivle paa sig selv, end at staa nede i Flokken og tvivle
paa ham, som sidder deroppe. – Det maa ende mel-
lem mig og Haakon! Ende? Men hvorledes? (rejser sig.)
Almægtige, Du, som har stellt det slig for mig, Du
maa tage Skylden for det, som følger efter! (gaar frem
og tilbage, standser og tænker efter.) Det gjælder at bryde alle
Broer af, beholde en igjen, og sejre eller falde der,
– sagde Bispen ved Kongsbrylluppet i Bergen; det
er nu paa tredje Aaret siden, og i al den Tid har
jeg spildt og splittet mine Kræfter med at værge for
alle Broerne. – (raskt) Nu maa jeg følge Bispens Raad;
nu eller aldrig! Vi er Begge her i Oslo; jeg er
mandstærkere end Haakon dennegang; hvorfor da ikke
nytte Overtaget, – det er saa sjelden paa min Side.
vaklende) Men nu inat[] – stra[ks] –? Nej, nej! Ikke
inat[]! – Ha, ha, ha, – der er det igjen, Overlægget
– Ustøheden! Haakon kjender ikke til Sligt; han
gaar bent frem, han, og saa sejrer han! (g[]ør nogle Skridt
bortover Gulvet og standser pludselig ved Vuggen.) Kongsbarnet! –
Hvor fager en Pande. Han drømmer. (breder Tæppet
bedre over og ser længe paa Barnet.) En Slig, som Du, kan
berge Meget i en Mands Sjæl. Jeg har ingen Søn.
(bøjer sig ned over Vuggen.) Han ligner Haakon. – (viger med
engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde Dronningen! Bøj
Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Dør
Haakon før jeg, saa løftes dette Barn paa Kongs-
stolen; og jeg – jeg skal staa nedenfor og bøje mig
dybt og hilse ham som Konge! (i stigende Op[]rør) Dette
Barn, Haakons Søn, skal sidde deroppe paa det Sæde,
som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal staa
for hans Fodskammel, med hvide Haar, krøget af
Ælde, se al min Livsg[]erning ligge ugjort, – dø uden
at have været Konge! – Jeg er mandstærkere end
Haakon, – der blæser en Storm ikveld, Vinden staar
udefter Fjorden –! Om jeg tog Kongsbarnet? Thrøn-
derne kan jeg lide paa. Hvad turde vel Haakon vove,
naar hans Barn var i min Magt! Mine Mænd vil
følge mig, vil slaa for mig og sejre. Jeg faar lønne
dem kongeligt, saa g[]ør de det. – Lad ske! Skridtet
ud; Sluget over for første Gang! – Kunde jeg se
om Du har Sverres Øjne – eller Haakon Sverres-
søns –! Han sover. Jeg kan ikke se det. (Op[]hold.)
Søvn er Værn. Sov med Fred, Du lille Kongs-
Emne! (gaar over til Bordet.) Haakon skal dømme; engang
til vil jeg tale med ham.
ham. Dør han, saa er der et Kongs-Emne, som staar
Tronen nærmere end alle Andre. Alt trives for
Haakon. Kanhænde han er den Urette; men hans Tro
paa sig selv staar fast som før; Bispen vilde rygget
den, men fik ikke Tid for Døden, ikke Lov for Gud.
Faksimile
105
Gud skjærmer Haakon, han fik beholde Styrkebeltet.
Nu at sige ham det? Nu at sværge paa Bispens Ud-
sagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig,
hverken Haakon eller de Andre. Bispen vilde han
troet i Dødstimen; Tvivlen vilde have forgiftet ham;
men det maatte ikke ske. Og saa uryggelig som Tryg[]-
heden sidder hos Haakon, saa uryggelig sidder Tvivlen
hos mig; hvilket Menneske paa Jorden kan luge den
væk? Ingen, Ingen. Jernbyrd er baaren, Gud har
talt, og endda kan Haakon være den Urette, mens jeg
forspilder mit Liv. (sætter sig grublende ned ved et Bord paa højre
Side.) Og om jeg nu vandt Land og Rige, vilde saa
ikke Tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og
hule mig ud med sine evige Isdryp[]? – Jo, jo;
men det er bedre at sidde deroppe paa Kongssædet og
tvivle paa sig selv, end at staa nede i Flokken og tvivle
paa ham, som sidder deroppe. – Det maa ende mel-
lem mig og Haakon! Ende? Men hvorledes? (rejser sig.)
Almægtige, Du, som har stellt det slig for mig, Du
maa tage Skylden for det, som følger efter! (gaar frem
og tilbage, standser og tænker efter.) Det gjælder at bryde alle
Broer af, beholde en igjen, og sejre eller falde der,
– sagde Bispen ved Kongsbrylluppet i Bergen; det
er nu paa tredje Aaret siden, og i al den Tid har
jeg spildt og splittet mine Kræfter med at værge for
alle Broerne. – (raskt) Nu maa jeg følge Bispens Raad;
nu eller aldrig! Vi er Begge her i Oslo; jeg er
mandstærkere end Haakon dennegang; hvorfor da ikke
nytte Overtaget, – det er saa sjelden paa min Side.
vaklende) Men nu inat[] – stra[ks] –? Nej, nej! Ikke
Faksimile
106
inat[]! – Ha, ha, ha, – der er det igjen, Overlægget
– Ustøheden! Haakon kjender ikke til Sligt; han
gaar bent frem, han, og saa sejrer han! (g[]ør nogle Skridt
bortover Gulvet og standser pludselig ved Vuggen.) Kongsbarnet! –
Hvor fager en Pande. Han drømmer. (breder Tæppet
bedre over og ser længe paa Barnet.) En Slig, som Du, kan
berge Meget i en Mands Sjæl. Jeg har ingen Søn.
(bøjer sig ned over Vuggen.) Han ligner Haakon. – (viger med
engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde Dronningen! Bøj
Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Dør
Haakon før jeg, saa løftes dette Barn paa Kongs-
stolen; og jeg – jeg skal staa nedenfor og bøje mig
dybt og hilse ham som Konge! (i stigende Op[]rør) Dette
Barn, Haakons Søn, skal sidde deroppe paa det Sæde,
som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal staa
for hans Fodskammel, med hvide Haar, krøget af
Ælde, se al min Livsg[]erning ligge ugjort, – dø uden
at have været Konge! – Jeg er mandstærkere end
Haakon, – der blæser en Storm ikveld, Vinden staar
udefter Fjorden –! Om jeg tog Kongsbarnet? Thrøn-
derne kan jeg lide paa. Hvad turde vel Haakon vove,
naar hans Barn var i min Magt! Mine Mænd vil
følge mig, vil slaa for mig og sejre. Jeg faar lønne
dem kongeligt, saa g[]ør de det. – Lad ske! Skridtet
ud; Sluget over for første Gang! – Kunde jeg se
om Du har Sverres Øjne – eller Haakon Sverres-
søns –! Han sover. Jeg kan ikke se det. (Op[]hold.)
Søvn er Værn. Sov med Fred, Du lille Kongs-
Emne! (gaar over til Bordet.) Haakon skal dømme; engang
til vil jeg tale med ham.
Faksimile
107
Margrete
kommer med Kongen fra Stuen paa højre Side.
Bispen død! O, tro mig, al Ufred dør med
ham.
ham.
Haakon
.Gaa tilsengs, Margrete; Du kan være træt[] efter
Rejsen.
Rejsen.
Margrete
.Ja, ja! (til Hertugen) Fader, vær mild og føjelig,
– Haakon har lovet at være det! Tus[e]nde Godnat[],
Beggeto!
– Haakon har lovet at være det! Tus[e]nde Godnat[],
Beggeto!
Giver et Vink i Døren til Venstre og gaar; et Par Piger flytter Vuggen
ind.
ind.
Hertug Skule
.Kong Haakon, vi maa ikke skilles som Uvenner
dennegang. Alt Ondt vil følge paa; der vil komme
en Rædselens Tid over Landet.
dennegang. Alt Ondt vil følge paa; der vil komme
en Rædselens Tid over Landet.
Haakon
.Det har Landet været vant til g[]ennem Slægter
nu; men I ser, Gud er med mig; hver Fiende falder,
som staar mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke
Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt,
Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligesaa,
– alle Krav, som kom frem paa Rigsmødet i Bergen,
har vist sig magtesløse, – hvem skulde saa Rædselens
Tid komme fra nu?
nu; men I ser, Gud er med mig; hver Fiende falder,
som staar mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke
Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt,
Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligesaa,
– alle Krav, som kom frem paa Rigsmødet i Bergen,
har vist sig magtesløse, – hvem skulde saa Rædselens
Tid komme fra nu?
Hertug Skule
.Haakon, jeg er ræd[], den kunde komme fra mig!
Haakon
.Da jeg blev Konge, gav jeg Eder Tredjedelen af
Riget –
Riget –
Faksimile
108
Hertug Skule
.I beholdt selv to Tredjedele!
Haakon
.Altid tørstede I efter Mere; jeg øgede Eders Del;
nu sidder I inde med det halve Rige.
nu sidder I inde med det halve Rige.
Hertug Skule
.Der mangler ti Skibreder.
Haakon
.Jeg gjorde Eder til Hertug; det har ingen Mand
været i Norge før!
været i Norge før!
Hertug Skule
.Men I er Konge! Der maa ingen Konge være
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene Eder; jeg
maa styre og raade selv!
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene Eder; jeg
maa styre og raade selv!
Haakon
ser et Øjeblik paa ham og siger koldt:
Himlen sk[]ærme Eders Forstand, Herre. Godnat[]!
vil gaa.
Hertug Skule
træder ivejen for ham.
I slipper ikke fra mig paa slig Vis! Vogt Jer,
eller jeg siger mig løs fra Eder; I kan ikke blive ved
at være min Overherre længer; vi To maa dele!
eller jeg siger mig løs fra Eder; I kan ikke blive ved
at være min Overherre længer; vi To maa dele!
Haakon
.Det vover I at sige mig!
Hertug Skule
.Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I,
Haakon Haakonssøn.
Haakon Haakonssøn.
Haakon
.Kanhænde det er Eders Agt –
Faksimile
109
Hertug Skule
.Hør mig! Husk Bispens Ord! Lad os dele;
giv mig de ti Skibreder til; lad mig tage min Del
som frit Kongedømme, uden Skat[] og Udredsler til
Jer. Norge har været delt i to Riger før; – vi
vil holde usvigelig sammen –
giv mig de ti Skibreder til; lad mig tage min Del
som frit Kongedømme, uden Skat[] og Udredsler til
Jer. Norge har været delt i to Riger før; – vi
vil holde usvigelig sammen –
Haakon
.Hertug, I maa være sjælesyg at I kan kræve
Sligt!
Sligt!
Hertug Skule
.Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen Helsebod for
mig paa anden Vej. Vi To maa være Ligemænd;
der maa Ingen være over mig!
mig paa anden Vej. Vi To maa være Ligemænd;
der maa Ingen være over mig!
Haakon
.Hver træløs Holme er en Sten i den Byg[]ning,
som Harald Haarfager og den hellige Kong Olaf rejste;
og I vil at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de har
føjet sammen? Aldrig!
som Harald Haarfager og den hellige Kong Olaf rejste;
og I vil at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de har
føjet sammen? Aldrig!
Hertug Skule
.Nu, saa lad os skiftes til om Magten; lad os
raade tre Aar hver! I har raadet længe; nu er
min Tid kommen. Drag af Landet i tre Aar; –
jeg vil være Konge imens; jeg vil jævne Vejen for
Jer til I vender hjem, styre og lede Alt til det
Bedste; – det tærer og sløver at sidde stadig paa
Vagt. Haakon, hører I, – tre Aar hver; lad os
byttes til om Kronen!
raade tre Aar hver! I har raadet længe; nu er
min Tid kommen. Drag af Landet i tre Aar; –
jeg vil være Konge imens; jeg vil jævne Vejen for
Jer til I vender hjem, styre og lede Alt til det
Bedste; – det tærer og sløver at sidde stadig paa
Vagt. Haakon, hører I, – tre Aar hver; lad os
byttes til om Kronen!
Haakon
.Tror I at min Krone vil passe om Eders Tin-
dinger?
dinger?
Faksimile
110
Hertug Skule
.Ingen Krone er for vid for mig!
Haakon
.Der skal Guds Ret[] og Guds Kald til at bære
Kronen.
Kronen.
Hertug Skule
.Og tror I saa vis[s]t, at I har Guds Ret[]?
Haakon
.Det har jeg Guds Dom for.
Hertug Skule
.Stol ikke saa trygt paa den. Havde Bispen faaet
tale, – dog, nu vilde det være forgjæves; I vilde
ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige Forbunds-
fæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil
ikke skiftes til om Kongsmagten? Ja, ja – saa faar
vi vælge den sidste Udvej; – Haakon, lad os To
k[]æmpe mod hinanden, Mand mod Mand, med tunge
Vaaben, paa Liv og Død!
tale, – dog, nu vilde det være forgjæves; I vilde
ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige Forbunds-
fæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil
ikke skiftes til om Kongsmagten? Ja, ja – saa faar
vi vælge den sidste Udvej; – Haakon, lad os To
k[]æmpe mod hinanden, Mand mod Mand, med tunge
Vaaben, paa Liv og Død!
Haakon
.Taler I Alvor, Herre?
Hertug Skule
.Jeg taler for min Livsg[]erning og for min Sjæls
Frelse!
Frelse!
Haakon
.Da er der lidet Haab om Frelse for Eders Sjæl.
Hertug Skule
.I vil ikke k[]æmpe med mig? I skal, I skal!
Haakon
.Forblindede Mand! Jeg kan ikke andet end ynke
Eder. I tror det er Herrens Kald som driver Eder
op[] paa Kongssædet, I ser ikke at det kun er Hov-
mod. Hvad er det, som lokker Jer? Kongsringen,
Kaaben med Purpurbræm, Retten til at sidde bænket
tre Trin over Gulvet; – usselt, usselt, – var det
at være Konge, da kastede jeg Kongedømmet i Eders
Hat[], som jeg kaster en Sk[]ærv til en Tigger.
Eder. I tror det er Herrens Kald som driver Eder
Faksimile
111
op[] paa Kongssædet, I ser ikke at det kun er Hov-
mod. Hvad er det, som lokker Jer? Kongsringen,
Kaaben med Purpurbræm, Retten til at sidde bænket
tre Trin over Gulvet; – usselt, usselt, – var det
at være Konge, da kastede jeg Kongedømmet i Eders
Hat[], som jeg kaster en Sk[]ærv til en Tigger.
Hertug Skule
.I har kjendt mig fra I var Barn, og dømmer
mig slig!
mig slig!
Haakon
.I har alle Sindets ypperlige Gaver, Kløgt og
Mod, I er skabt til at staa Kongen nærmest, men
ikke til at være Konge selv.
Mod, I er skabt til at staa Kongen nærmest, men
ikke til at være Konge selv.
Hertug Skule
.Det vil vi prøve nu!
Haakon
.Nævn mig et eneste Kongsværk, I har øvet, i
alle de Aar I styrede Riget for mig! Var Baglerne
eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var
den modne Mand, men Landet hærgedes af op[]rørske
Flokke; – fik I Bugt med en eneste? Jeg var ung
og uerfaren da jeg tog Rigsstyret, – se paa mig –
Alt faldt tilfode da jeg blev Konge; der er ingen
Bagler, ingen Ribbunger mere!
alle de Aar I styrede Riget for mig! Var Baglerne
eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var
den modne Mand, men Landet hærgedes af op[]rørske
Flokke; – fik I Bugt med en eneste? Jeg var ung
og uerfaren da jeg tog Rigsstyret, – se paa mig –
Alt faldt tilfode da jeg blev Konge; der er ingen
Bagler, ingen Ribbunger mere!
Hertug Skule
.Det skulde I mindst prale med; thi der er Faren
størst. Flok maa staa mod Flok, Krav mod Krav,
Landsdel mod Landsdel, hvis Kongen skal være den
Mægtige. Hver Bygd, hver Æt[], maa enten trænge
til ham eller frygte ham. Rydder I al Ufred ud,
saa har I med det samme taget Magten fra Eder
selv.
størst. Flok maa staa mod Flok, Krav mod Krav,
Landsdel mod Landsdel, hvis Kongen skal være den
Mægtige. Hver Bygd, hver Æt[], maa enten trænge
til ham eller frygte ham. Rydder I al Ufred ud,
Faksimile
112
saa har I med det samme taget Magten fra Eder
selv.
Haakon
Og I vil være Konge, – I, som dømmer slig?
I kunde blevet en dugelig Høvding paa Erling Skakkes
Tider; men Tiden er voxet fra Jer og I sk[]ønner
den ikke. Ser I da ikke at Norges Rige, saaledes
som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med
en Kirke, som ikke har faa[]t Vigselen endnu? Væggene
højner sig med stærke Støtter, Loftshvælven spænder
sig vidt over, Spiret peger op[]ad, lig Gran i Skogen;
men Livet, det bankende Hjerte, den friske Blodflom[]
gaar ikke gjennem Værket; Guds levende Aande er
ikke indblæst det; det har ikke faa[]t Vigselen. – Jeg
vil bringe Vigselen! Norge var et Rige, det skal
blive et Folk. Thrønder stod mod Vikværing, Agde-
væring mod Hørdalænding, Haalogalænding mod Sogn-
døl; Alle skal være Et herefter, og Alle skal vide med
sig selv og sk[]ønne at de er Et! Det er Hvervet,
som Gud har lagt paa mine Skuldre; det er G[]er-
ningen, som skal g[]øres af Norges Konge nu. Den
G[]erning, Hertug, den tænker jeg I lader ligge, t[]i
sandelig[,] I [å]rker den ikke!
I kunde blevet en dugelig Høvding paa Erling Skakkes
Tider; men Tiden er voxet fra Jer og I sk[]ønner
den ikke. Ser I da ikke at Norges Rige, saaledes
som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med
en Kirke, som ikke har faa[]t Vigselen endnu? Væggene
højner sig med stærke Støtter, Loftshvælven spænder
sig vidt over, Spiret peger op[]ad, lig Gran i Skogen;
men Livet, det bankende Hjerte, den friske Blodflom[]
gaar ikke gjennem Værket; Guds levende Aande er
ikke indblæst det; det har ikke faa[]t Vigselen. – Jeg
vil bringe Vigselen! Norge var et Rige, det skal
blive et Folk. Thrønder stod mod Vikværing, Agde-
væring mod Hørdalænding, Haalogalænding mod Sogn-
døl; Alle skal være Et herefter, og Alle skal vide med
sig selv og sk[]ønne at de er Et! Det er Hvervet,
som Gud har lagt paa mine Skuldre; det er G[]er-
ningen, som skal g[]øres af Norges Konge nu. Den
G[]erning, Hertug, den tænker jeg I lader ligge, t[]i
sandelig[,] I [å]rker den ikke!
Hertug Skule
,
slagen.
Samle –? Samle til Et Thrønder og Vikvæ-
ring, – alt Norge –? (vantro) Det er ug[]ørligt!
Sligt melder aldrig Norges Saga om før!
ring, – alt Norge –? (vantro) Det er ug[]ørligt!
Sligt melder aldrig Norges Saga om før!
Haakon
For Eder er det ug[]ørligt; t[]i I kan kun g[]øre
den gamle Saga om ig[]en; men for mig er det let[],
som det er let[] for Falken at kløve Skyerne.
Faksimile
113
den gamle Saga om ig[]en; men for mig er det let[],
som det er let[] for Falken at kløve Skyerne.
Hertug Skule
i urolig Bevægelse.
Samle alt Folket, – vække det, saa det k[]ender
sig at være Et! Hvor har I slig sælsom Tanke fra?
Den isner og ildner mig. (udbrydende) I har den
fra Djævelen, Haakon; den skal aldrig sættes i Værk,
saalænge jeg har Kræfter til at spænde Staalhuen
paa mit Hoved!
sig at være Et! Hvor har I slig sælsom Tanke fra?
Den isner og ildner mig. (udbrydende) I har den
fra Djævelen, Haakon; den skal aldrig sættes i Værk,
saalænge jeg har Kræfter til at spænde Staalhuen
paa mit Hoved!
Haakon
.Jeg har Tanken fra Gud og slipper den ikke,
saalænge jeg bærer [h]ellig[] Olafs Kongsring om Pan-
den!
saalænge jeg bærer [h]ellig[] Olafs Kongsring om Pan-
den!
Hertug Skule
.Saa faar [h]ellig[] Olafs Kongsring falde!
Haakon
.Hvem vil volde det?
Hertug Skule
.Jeg, om ingen Anden.
Haakon
.I, Skule, I bliver uskadelig paa Thinget
imorgen.
imorgen.
Hertug Skule
.Haakon! Frist ikke Gud! Driv mig ikke ud paa
den yderste Rand af Stupet!
den yderste Rand af Stupet!
Haakon
peger mod Døren.
Gaa, Herre, – og lad det være glemt, at vi
har talt med hvasse Tunger ikveld.
har talt med hvasse Tunger ikveld.
8
Faksimile
114
Hertug Skule
ser et Øjeblik stivt paa ham og siger:
Vi kommer til at tale med hvassere Tunger
næstegang. (gaar ud i Baggrunden.)
næstegang. (gaar ud i Baggrunden.)
Haakon
efter et kort Op[]hold:
Han truer! – Nej, nej; saa vidt vil det ikke
komme. Han maa, han skal føje sig og falde mig
tilfode; jeg trænger denne stærke Arm, dette snilde
Hoved. – Naar der findes Mod og Kløgt og Styrke
i dette Land, saa er det Evner, som Gud har givet
Mændene til Brug for mig; – det er for at tjene
mig, at Hertug Skule fik alle gode Gaver; at trodse
mig er at trodse Himlen; det er min Pligt at straffe
hver den, som sætter sig op[] mod Himlens Vilje, –
t[]i Himlen har gjort saa Meget for mig.
komme. Han maa, han skal føje sig og falde mig
tilfode; jeg trænger denne stærke Arm, dette snilde
Hoved. – Naar der findes Mod og Kløgt og Styrke
i dette Land, saa er det Evner, som Gud har givet
Mændene til Brug for mig; – det er for at tjene
mig, at Hertug Skule fik alle gode Gaver; at trodse
mig er at trodse Himlen; det er min Pligt at straffe
hver den, som sætter sig op[] mod Himlens Vilje, –
t[]i Himlen har gjort saa Meget for mig.
Dagfinn Bonde
kommer fra Baggrunden.
Herre, vær vagtsom inat[]; Hertugen har visselig
Ondt isinde.
Ondt isinde.
Haakon
.Hvad siger Du?
Dagfinn Bonde
.Hvad han pønser paa, ved jeg ikke; men at der
er Noget ig[]ære, er sikkert nok.
er Noget ig[]ære, er sikkert nok.
Haakon
.Skulde han tænke paa at overfalde os? Umuligt,
umuligt!
umuligt!
Dagfinn Bonde
.Nej, det er noget Andet. Hans Skibe ligger
klare til at sejle; der skal holdes Thing ombord.
klare til at sejle; der skal holdes Thing ombord.
Faksimile
115
Haakon
.Du tager Fejl –! Gaa, Dagfinn, og bring
mig sikkert Bud.
mig sikkert Bud.
Dagfinn Bonde
.Ja, ja; I kan lide paa mig. (gaar.)
Haakon
.Nej, – det vilde være utænkeligt! Hertugen
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke Lov
til det, – Gud, som har gjort det saa vidunderlig
godt for mig hidtil. Nu maa jeg have Fred, nu skal
jeg jo til at begynde! – Jeg har virket saa lidet
endnu; men jeg hører Herrens usvigelige Røst raabe
i mig: Du skal fremme et stort Kongsværk i Norge!
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke Lov
til det, – Gud, som har gjort det saa vidunderlig
godt for mig hidtil. Nu maa jeg have Fred, nu skal
jeg jo til at begynde! – Jeg har virket saa lidet
endnu; men jeg hører Herrens usvigelige Røst raabe
i mig: Du skal fremme et stort Kongsværk i Norge!
Gregorius Jonssøn
kommer fra Baggrunden.
Min Herre og Konge!
Haakon
.Gregorius Jonssøn! Kommer I hid?
Gregorius Jonssøn
.Jeg byder mig frem som Eders haandgangne
Mand; saa langt har jeg fulgt Hertugen; nu tør
jeg ikke følge ham længer.
Mand; saa langt har jeg fulgt Hertugen; nu tør
jeg ikke følge ham længer.
Haakon
.Hvad er der hændt?
Gregorius Jonssøn
.Det, som ingen Mand vil tro, naar Rygtet bærer
det ud over Landet.
det ud over Landet.
Haakon
.Tal, tal!
8*
Faksimile
116
Gregorius Jonssøn
.Jeg ræddes for at høre Lyden af mine egne
Ord; – vid da – (griber ham om Armen og hvisker.)
Ord; – vid da – (griber ham om Armen og hvisker.)
Haakon
farer tilbage med et Skrig.
Ha, I er fra Sands og Samling!
Gregorius Jonssøn
.Gud give jeg var det.
Haakon
.Uhørt! Nej, det kan ikke være saa!
Gregorius Jonssøn
.Ved Kristi dyre Blod, det er saa!
Haakon
.Gaa, gaa; lad blæse til Hirdstævne; alle mine
Mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn gaar.)
Mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn gaar.)
Haakon
gaar nogle Gange frem og tilbage, derpaa nærmer han sig raskt Døren til
Margretes Kammer, banker paa, vedbliver etpar Gange at gaa op[] og ned,
gaar atter til Døren, banker og raaber:
Margrete! (vedbliver at gaa frem og tilbage.)
Margrete
i Døren, nat[]klædt, med udslaaet Haar; om Skuldrene har hun en rød
Snørekaabe, som hun holder tæt[] sammen over Brystet.
Haakon! Er det Dig?
Haakon
.Ja, ja; Du maa komme herud.
Margrete
.O, men saa maa Du ikke se paa mig; jeg var
alt gaa[]t tilsengs.
alt gaa[]t tilsengs.
Haakon
.Andet har jeg nu at tænke paa.
Faksimile
117
Margrete
.Hvad er der hændt!
Haakon
.Giv mig et godt Raad! Nys bragtes mig den
værste af alle Tidender.
værste af alle Tidender.
Margrete
,
angst.
Hvilken Tidende, Haakon?
Haakon
.At der er to Konger i Norge nu.
Margrete
.To Konger i Norge! – Haakon, hvor er min
Fader?
Fader?
Haakon
.Han tog Kongsnavn ombord; nu sejler han til
Nidaros for at lade sig krone.
Nidaros for at lade sig krone.
Margrete
.O, Gud, Du Almægtigste –! (synker ned paa Bænken,
bedækker Ansigtet med sine Hænder og græder.)
bedækker Ansigtet med sine Hænder og græder.)
Haakon
.To Konger i Landet!
Margrete
.Min Husbond den ene, – og min Fader den
anden!
anden!
Haakon
gaar uroligt frem og tilbage.
Giv mig et godt Raad, Margrete! Skulde jeg
gaa over Op[]landene, komme først til Thrøndelagen
og hindre Kroningen? Nej, ug[]ørligt; jeg har for
ringe Stridsmagt samlet; der nordpaa er han mæg-
tigere end jeg. – Giv mig Raad; hvorledes skal jeg
faa Hertugen dræbt før han kommer til Nidaros?
gaa over Op[]landene, komme først til Thrøndelagen
og hindre Kroningen? Nej, ug[]ørligt; jeg har for
ringe Stridsmagt samlet; der nordpaa er han mæg-
Faksimile
118
tigere end jeg. – Giv mig Raad; hvorledes skal jeg
faa Hertugen dræbt før han kommer til Nidaros?
Margrete
,
bønligt, med foldede Hænder.
Haakon, Haakon!
Haakon
.Kan Du ikke finde paa et kløgtigt Raad til at
faa Hertugen dræbt, siger jeg!
faa Hertugen dræbt, siger jeg!
Margrete
synker i Smerte ned fra Bænken og ligger knælende.
O, glemmer Du da saa rent at han er min
Fader!
Fader!
Haakon
.Din Fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte
jeg. (løfter hende op[].) Sæt[] Dig, Margrete; Du faar
være trøstig; græd ikke; Du har jo ingen Skyld i
dette. (gaar over mod Vinduet.) Hertug Skule bliver mig
værre end alle andre Fiender! – Gud, Gud, – hvor-
for slaar Du mig saa haardt, mig, som Intet har
forbrudt! (det banker i Baggrunden; han farer sammen, lytter og
raaber): Hvem banker derude saa sent paa Kvelden?
jeg. (løfter hende op[].) Sæt[] Dig, Margrete; Du faar
være trøstig; græd ikke; Du har jo ingen Skyld i
dette. (gaar over mod Vinduet.) Hertug Skule bliver mig
værre end alle andre Fiender! – Gud, Gud, – hvor-
for slaar Du mig saa haardt, mig, som Intet har
forbrudt! (det banker i Baggrunden; han farer sammen, lytter og
raaber): Hvem banker derude saa sent paa Kvelden?
Ingas Stemme
udenfor.
En, som fryser, Haakon!
Haakon
med et Skrig.
Min Moder!
Margrete
springer op[] .
Inga!
Faksimile
119
Haakon
iler til Døren og lukker op[]; Inga sidder paa Dørtrinet.
Min Moder! Siddende som en Hund udenfor
sin Søns Dør! Og jeg spørger hvi Gud slaar
mig!
sin Søns Dør! Og jeg spørger hvi Gud slaar
mig!
Inga
strækker Armene mod ham.
Haakon, mit Barn! Velsignelse over Dig!
Haakon
løfter hende op[] .
Kom – kom herind; her er lyst og varmt!
Inga
.
Maa jeg komme ind til Dig?
Haakon
.Vi skal aldrig skilles mere.
Inga
.Min Søn – min Konge, – o, hvor Du er
god og k[]ærlig! Jeg stod i en Krog og saa Dig, da
Du gik fra Bispegaarden; Du saa saa sorgfuld ud;
jeg kunde ikke skilles fra Dig paa slig Vis!
god og k[]ærlig! Jeg stod i en Krog og saa Dig, da
Du gik fra Bispegaarden; Du saa saa sorgfuld ud;
jeg kunde ikke skilles fra Dig paa slig Vis!
Haakon
.Gud være takket for det. Du var visselig den
Bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min
Moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt
mit Hjerte for Eder To, som er saa rige paa Kjær-
lighed.
Bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min
Moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt
mit Hjerte for Eder To, som er saa rige paa Kjær-
lighed.
Margrete
kaster sig om hans Hals.
O, Haakon, min elskede Husbond; staar jeg Dig
da nu nær?
da nu nær?
Faksimile
120
Haakon
.Ja, ja; det gjør Du; ikke for at give mig kloge
Raad, men for at lyse og skinne paa min Vej. Lad
komme hvad der vil, jeg kjender Herrens Styrke i
mig!
Raad, men for at lyse og skinne paa min Vej. Lad
komme hvad der vil, jeg kjender Herrens Styrke i
mig!
Dagfinn Bonde
kommer ilsomt fra Baggrunden.
Herre, Herre! Nu er det Værste hændt!
Haakon
smiler tillidsfuldt idet han trykker Margrete og Inga tæt[] op[] til sig.
Jeg ved det; men det har ingen Nød, gamle
Dagfinn! Er der end to Konger i Norge, saa er der
kun en i Himlen, – og han grejder det nok!
Dagfinn! Er der end to Konger i Norge, saa er der
kun en i Himlen, – og han grejder det nok!
Tæppet falder.
Faksimile
Fjerde Akt.
Stor Hal i Oslo Kongsgaard. Kong Skule holder Gilde med sin Hird
og sine Høvdinger. I Forgrunden tilvenstre staar Højsædet, hvor Skule
sidder rigt klædt, med Purpurkaabe og Kongsring om Hovedet. Nattverds-
bordet, hvorom Gjæsterne er bænkede, strækker sig fra Højsædet op[] mod
Baggrunden. Ligeover for Skule sidder Paal Flida og Baard Bratte.
Endel ringere Gjæster beværtes staaende over paa højre Side. Det er sen
Aften; Hallen er stærkt opplyst. Gildet lider mod Slutten; Mændene er
meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i
Munden paa hverandre.
og sine Høvdinger. I Forgrunden tilvenstre staar Højsædet, hvor Skule
sidder rigt klædt, med Purpurkaabe og Kongsring om Hovedet. Nattverds-
bordet, hvorom Gjæsterne er bænkede, strækker sig fra Højsædet op[] mod
Baggrunden. Ligeover for Skule sidder Paal Flida og Baard Bratte.
Endel ringere Gjæster beværtes staaende over paa højre Side. Det er sen
Aften; Hallen er stærkt opplyst. Gildet lider mod Slutten; Mændene er
meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i
Munden paa hverandre.
Paal Flida
rejser sig og slaar til Lyd.
Stille i Hallen; Jatgejr Skald vil sige sit Kvad
til Ære for Kong Skule.
til Ære for Kong Skule.
Jatgejr
staar frem midt paa Gulvet.
Hertug Skule blæste til Ørething
Under Messen i Nidaros By;
Hertug Skule tog Kongsnavn mens Klokkerne ringed,
Og Sverdslag paa Skjold gav Gny.
Kong Skule skred over Dovreskard
Med tusinde Svende paa Ski;
Gudbrandsdølerne græd for Grid
Og kjøbte med Sølv sig fri.
Faksimile
122
Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Opplændingen svor og snærred;
Kong Skule foer gjennem Raumarike
Til Laaka i Nannestad Herred.
Det var den hellige Faste-Uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut Jarl var Høvding, – Sverdene talte
Og fældte i Kongstrætten Dom.
Det siges forvist: siden Sverres Dage
Stod aldrig saa hed en Strid;
Blommet, som blodige K[]æmpers Lagen,
Blev Vidden, der før var hvid.
De satte paa Sprang, de Birkebejner, –
Slang fra sig baade Biler og Skjolde;
Mange Hundrede satte dog ikke paa Sprang,
For de laa og var isende kolde. –
Ingen ved hvor Kong Haakon færdes; –
Kong Skule har Byer og Borge.
Hil Dig, Herre! Længe sidde Du stor,
Som Konge for hele Norge!
Skules Mænd
springer op[] under stormende Jubel, løfter Krusene og Bægrene ivejret,
slaar paa sine Vaaben og gjentager:
Hil Dig, Herre! Længe sidde Du stor,
Som Konge for hele Norge!
Kong Skule
.Tak[] for Kvadet, Jatgejr Skald! Det er, som
jeg bedst liker det; thi det priser mine Mænd ligesaa
fuldt som mig selv.
jeg bedst liker det; thi det priser mine Mænd ligesaa
fuldt som mig selv.
Jatgejr
.Det er Kongens Ære at hans Mænd kan prises.
Faksimile
123
Kong Skule
.Tag som Skaldeløn denne Armring, bliv hos
mig og gaa mig tilhaande; jeg vil have mange Skalde
om mig.
mig og gaa mig tilhaande; jeg vil have mange Skalde
om mig.
Jatgejr
.Det kan trænges, Herre, ifald der skal gjøres
Kvad om alle Eders G[]erninger.
Kvad om alle Eders G[]erninger.
Kong Skule
.Jeg vil være trefold gavmildere end Haakon;
Skaldskab skal agtes og lønnes som andet Storværk,
saalænge jeg er Konge. Tag Sæde; Du hører nu til
Hirden; Alt, hvad Du trænger, skal frit gives Dig.
Skaldskab skal agtes og lønnes som andet Storværk,
saalænge jeg er Konge. Tag Sæde; Du hører nu til
Hirden; Alt, hvad Du trænger, skal frit gives Dig.
Jatgejr
sætter sig.
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte Eder
højlig paa, Herre.
højlig paa, Herre.
Kong Skule
.Hvilket?
Jatgejr
.Kongsfiender, hvis Flugt og Fald jeg kan kvæ-
de om.
de om.
Mange blandt Mændene
under Latter og Bifald.
Vel talt, Islænding!
Paal Flida
til Jatgejr.
Kvadet var godt; men lidt Løgn skal der jo være
i hvert Skaldeværk, og saa var det da ogsaa i dit.
i hvert Skaldeværk, og saa var det da ogsaa i dit.
Jatgejr
.Løgn, Herre Stallare?
Faksimile
124
Paal Flida
.Ja; Du siger, at Ingen ved hvor Kong Haakon
færdes; det er ikke saa; der meldes for vis[s]t at Haakon
er i Nidaros.
færdes; det er ikke saa; der meldes for vis[s]t at Haakon
er i Nidaros.
Kong Skule
,
smilende.
Ja, han har ladet Kongsbarnet hylde og givet
det Kongsnavn.
det Kongsnavn.
Jatgejr
.Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke at nogen
Mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.
Mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.
Kong Skule
.Det falder lettest at give, hvad En ikke selv ejer.
Baard Bratte
.Men haardt maa det være, at fare midtvinters
fra Bergen til Nidaros, naar En skal tigge sig frem.
fra Bergen til Nidaros, naar En skal tigge sig frem.
Jatgejr
.Det gaar i Ring med Birkebejnerne; de begyndte
med Sult og Frost; nu ender de paa samme Vis.
med Sult og Frost; nu ender de paa samme Vis.
Paal Flida
.I Bergen gaar det Rygte, at Haakon har forsaget
Kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke Messe
Nytaarsdag.
Kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke Messe
Nytaarsdag.
Baard Bratte
.Han havde lovligt Forfald, Paal; han stod hele
Dagen og hug[] sine Sølvkar og Sølvdiske istykker, –
Andet havde han ikke at lønne Hirden med.
Dagen og hug[] sine Sølvkar og Sølvdiske istykker, –
Andet havde han ikke at lønne Hirden med.
Latter og højrøstet Tale mellem Gjæsterne.
Faksimile
125
Kong Skule
løfter sit Krus.
Nu drikker jeg Dig til, Baard Bratte, og takker
Dig og alle mine nye Mænd. I stred mandeligt for
mig ved Laaka, og har stor Del i Sejren.
Dig og alle mine nye Mænd. I stred mandeligt for
mig ved Laaka, og har stor Del i Sejren.
Baard Bratte
.Det var første Gang jeg stred under Eder, Herre;
men jeg skjønte snart, det var let[] at sejre, naar slig
Høvding, som I, rider fremst i Fylkingen. Men det
var ilde, at vi slog saa Mange og jog dem saa langt;
nu vil der gaa en hel Tid, før de vover sig imod os
igjen, er jeg ræd[] for.
men jeg skjønte snart, det var let[] at sejre, naar slig
Høvding, som I, rider fremst i Fylkingen. Men det
var ilde, at vi slog saa Mange og jog dem saa langt;
nu vil der gaa en hel Tid, før de vover sig imod os
igjen, er jeg ræd[] for.
Kong Skule
.Vent til Vaaren kommer, saa møder vi dem nok.
Nu sidder Knut Jarl med dem, som frelstes, nede paa
Berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler
Folk øster i Viken; naar de tror sig mandstærke nok,
lader de vel høre fra sig.
Nu sidder Knut Jarl med dem, som frelstes, nede paa
Berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler
Folk øster i Viken; naar de tror sig mandstærke nok,
lader de vel høre fra sig.
Baard Bratte
.Det vover de ikke, efter det store Mandefald ved
Laaka.
Laaka.
Kong Skule
.Saa lokker vi dem ud med List.
Mange Stemmer
.Ja, ja, – gjør det, Herre!
Baard Bratte
.List har I god Raad paa, Kong Skule. Eders
Fiender ved aldrig af det, før I er over dem, og
altid er I der, hvor En mindst skulde vente det.
Fiender ved aldrig af det, før I er over dem, og
altid er I der, hvor En mindst skulde vente det.
Faksimile
126
P[å]l Flida
.Derfor er det, at [b]irkebejnerne kalder os [v]
[å]r-
bælger.
bælger.
Kong Skule
.Andre siger [v]argbælger; men det sværger jeg nu,
at n[å]r vi næstegang mødes, skal [b]irkebejnerne sande,
hvor svært det er, at krænge [b]ælgen af slige [v]arger.
at n[å]r vi næstegang mødes, skal [b]irkebejnerne sande,
hvor svært det er, at krænge [b]ælgen af slige [v]arger.
Baard Bratte
.Med deres gode [v]ilje mødes vi ikke; – det blir
en [j]agt hele [l]andet rundt.
en [j]agt hele [l]andet rundt.
Kong Skule
.Det skal det ogsaa. Først renser vi [v]iken, og
lægger Landet under os her øster, saa samler vi
[s]kibe, gaar rundt [n]æsset og hele [l]eden oppover til
[n]idaros.
lægger Landet under os her øster, saa samler vi
[s]kibe, gaar rundt [n]æsset og hele [l]eden oppover til
[n]idaros.
B[å]rd Bratte
.Og naar [i] paa slig Vis kommer til Nidaros,
tænker jeg ikke Korsbrødrene nægter Jer, at flytte
[h]ellig[] Olafs Skrin ud paa Thingvolden, som de gjorde
i [h]øst, da [i] blev hyldet.
tænker jeg ikke Korsbrødrene nægter Jer, at flytte
[h]ellig[] Olafs Skrin ud paa Thingvolden, som de gjorde
i [h]øst, da [i] blev hyldet.
Kong Skule
.Skrinet skal ud; jeg vil bære mit Kongsnavn
lovligt i alle Maader.
lovligt i alle Maader.
Jatgejr
.Og jeg lover Jer, at kvæde et stort Dr[å]pa, naar
I faar dræbt den sovende Mand!
I faar dræbt den sovende Mand!
Udbrud[] af Latter mellem Mændene.
Kong Skule
.Den sovende Mand?
Faksimile
127
Jatgejr
.Ved I ikke, Herre, at Kong Haakon kaldes «Haakon
Søvn», fordi han sidder ligesom lamslaaet, siden I
fik Magten.
Søvn», fordi han sidder ligesom lamslaaet, siden I
fik Magten.
Baard Bratte
.Han ligger med lukkede Øjne, siges der. Han
drømmer vel, at han er Konge endnu.
drømmer vel, at han er Konge endnu.
Kong Skule
.Lad ham drømme; han skal aldrig drømme sig
til Kongedømmet.
til Kongedømmet.
Jatgejr
.Lad hans Søvn blive lang og uden Drømme, saa
faar jeg Stoff til et Kvad.
faar jeg Stoff til et Kvad.
Mændene
.Ja, ja, gjør som Skalden siger!
Kong Skule
.Naar saa mange gode Mænd raader ens, maa
Raadet være godt; dog, om den Sag vil vi ikke tale
nu. Men et Løfte vil jeg gjøre; – hver af mine
Mænd skal tage Vaaben og Klæder, Guld og Sølv,
som Arv og Eje efter den Fiende, han fælder; og hver
Mand skal tage dens Værdighed, som han lægger ned.
Den, som dræber en Lendermand, skal selv blive Len-
dermand; den, som dræber en Sysselmand, skal gives
Syssel efter den Dræbte; og alle de, som sidder inde
med slige Værdigheder og Embeder før, skal lønnes
paa anden kongelig Vis.
Raadet være godt; dog, om den Sag vil vi ikke tale
nu. Men et Løfte vil jeg gjøre; – hver af mine
Mænd skal tage Vaaben og Klæder, Guld og Sølv,
som Arv og Eje efter den Fiende, han fælder; og hver
Mand skal tage dens Værdighed, som han lægger ned.
Den, som dræber en Lendermand, skal selv blive Len-
dermand; den, som dræber en Sysselmand, skal gives
Syssel efter den Dræbte; og alle de, som sidder inde
med slige Værdigheder og Embeder før, skal lønnes
paa anden kongelig Vis.
Mændene
springer op[] i vild Glæde.
Hil, hil Kong Skule! Før os mod Birkebejnerne!
Faksimile
128
Baard Bratte
.Nu er I sikker paa Sejren i alle Slag!
Paal Flida
.Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han ejer
et godt Sverd, som jeg længe har ønsket.
et godt Sverd, som jeg længe har ønsket.
Baard Bratte
.Jeg vil have Baard Thorstejnssøns Brynje; den
bergede hans Liv ved Laaka, for den staar mod Hugg
og Stik[].
bergede hans Liv ved Laaka, for den staar mod Hugg
og Stik[].
Jatgejr
.Nej, lad mig faa den; den passer mig bedre;
Du skal faa fem Mærker Guld i Bytte.
Du skal faa fem Mærker Guld i Bytte.
Baard Bratte
.Hvor vil Du tage fem Mærker Guld fra, Skald?
Jatgejr
.Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, naar
vi kommer nordpaa.
vi kommer nordpaa.
Mændene
i Munden paa hverandre.
Og jeg vil have – jeg vil have – (Resten bliver
utydeligt i Larmen.)
utydeligt i Larmen.)
Paal Flida
.Afsted, hver til sit Herberge; kom ihug, at I er
i Kongens Hal.
i Kongens Hal.
Mændene
.Ja, ja, – hil Kongen, hil Kong Skule!
Kong Skule
.Tilsengs nu, I gode Mænd! Vi har siddet længe
ved Drikkebordet inat[].
ved Drikkebordet inat[].
Faksimile
129
En Hirdmand
,
idet Flokken holder paa at gaa.
Imorgen trækker vi Lod om Birkebejnernes Gods.
En Anden
.Lad heller Tilfældet raade!
Nogle
.Nej, nej!
Andre
.Jo, jo!
Baard Bratte
.Nu slaas Vargbælgerne om Bjørnefellen.
Paal Flida
.Og bagefter fælder de Bjørnen.
Alle gaar ud i Baggrunden.
Kong Skule
venter til Mændene er borte; Spændingen i hans Træk[] slappes, han
synker ned paa en af Bænkene.
Hvor jeg er træt[], dødsens træt. Dag ud og
Dag ind at staa midt i denne Sværm, se smilende
fremad, som om jeg var saa uryggelig viss paa Retten
og Sejren og Lykken. Ikke have et Menneske, jeg kan
tale med om det, der gnager mig saa saart. (rejser sig
med et Udtryk[] af Skræk[].) Og saa Slaget ved Laaka! At
jeg sejrede der! Haakon sendte sin Hær mod mig;
Gud skulde skifte og dele mellem de to Konger, – og
jeg sejrede, sejrede, som aldrig Nogen har sejret over
Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i Sneen, men
der var Ingen bagved dem; – Birkebejnerne satte
tilskogs, over Vidder og Moer og Bakker, saalangt
Benene vilde bære dem. Det Utrolige skede; Haakon
tabte og jeg vandt. Der er en lønlig Rædsel i den
Sejr. Du store Himmelens Gud, der er altsaa ingen
sikker Lov deroppe, som Alt skal gaa efter? Der lig-
ger ingen sejrende Magt i det, at have Ret[]? (vildt
afbrydende) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor skulde
ikke Retten være paa min Side? Er det ikke ligesom
Gud selv vilde gjøre mig viss paa det, siden han lod
mig sejre? (grublende) Muligheden er lige; – ikke en
Fjær mere paa den ene Side, end paa den anden, og
dog – (ryster paa Hovedet.) dog tynger Vægten for Haakon.
Jeg har Had og hede Ønsker at kaste i min Skaal,
og dog tynger Vægten for Haakon. Kommer Tanken
om Kongsretten uforvarende over mig, da er det altid
ham, aldrig mig, som er den sande Konge. Skal jeg
se mig selv som den Rette, da maa det gjøres med
Kunst, jeg maa rejse en sindrig Byg[]ning, et Værk af
Kløgt; jeg maa jage Mindelser fra mig, og tage Troen
med Magt. Slig var det aldrig før. Hvad er der
da hændt, som har gjort mig saa tvivlende siden? At
Bispen brændte Brevet? Nej, – derved blev Uviss-
heden evig; men den blev ikke større. Har da Haakon
gjort nogen stor kongelig G[]erning paa den sidste Tid?
Nej, sine største G[]erninger øvede han, da jeg mindst
troede paa ham. (sætter sig ned paa højre Side.) Hvad er det?
Ha, det er sælsomt; det kommer og svinder som et
Blaalys; det dandser mig paa Tungespidsen, ligesom
naar En har mistet et Ord og ikke kan finde det igjen.
(springer opp.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo, jo!
nu har jeg det! – «Norge var et Rige; det skal
blive et Folk; Alle skal blive Et, og Alle skal vide
med sig selv, at de er Et!» Siden Haakon talte
disse Galmandsord, staar han stadigt for mig som den
rette Konge. – (ser angst frem for sig og hvisker.) Om der
glimtede et Guds Kald i disse sælsomme Ord? Om
Gud havde siddet inde med Tanken til nu, og vil strø
den ud – og har kaaret Haakon til Saamand?
Dag ind at staa midt i denne Sværm, se smilende
fremad, som om jeg var saa uryggelig viss paa Retten
og Sejren og Lykken. Ikke have et Menneske, jeg kan
tale med om det, der gnager mig saa saart. (rejser sig
med et Udtryk[] af Skræk[].) Og saa Slaget ved Laaka! At
jeg sejrede der! Haakon sendte sin Hær mod mig;
Gud skulde skifte og dele mellem de to Konger, – og
jeg sejrede, sejrede, som aldrig Nogen har sejret over
Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i Sneen, men
der var Ingen bagved dem; – Birkebejnerne satte
tilskogs, over Vidder og Moer og Bakker, saalangt
Benene vilde bære dem. Det Utrolige skede; Haakon
tabte og jeg vandt. Der er en lønlig Rædsel i den
9
Faksimile
130
Sejr. Du store Himmelens Gud, der er altsaa ingen
sikker Lov deroppe, som Alt skal gaa efter? Der lig-
ger ingen sejrende Magt i det, at have Ret[]? (vildt
afbrydende) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor skulde
ikke Retten være paa min Side? Er det ikke ligesom
Gud selv vilde gjøre mig viss paa det, siden han lod
mig sejre? (grublende) Muligheden er lige; – ikke en
Fjær mere paa den ene Side, end paa den anden, og
dog – (ryster paa Hovedet.) dog tynger Vægten for Haakon.
Jeg har Had og hede Ønsker at kaste i min Skaal,
og dog tynger Vægten for Haakon. Kommer Tanken
om Kongsretten uforvarende over mig, da er det altid
ham, aldrig mig, som er den sande Konge. Skal jeg
se mig selv som den Rette, da maa det gjøres med
Kunst, jeg maa rejse en sindrig Byg[]ning, et Værk af
Kløgt; jeg maa jage Mindelser fra mig, og tage Troen
med Magt. Slig var det aldrig før. Hvad er der
da hændt, som har gjort mig saa tvivlende siden? At
Bispen brændte Brevet? Nej, – derved blev Uviss-
heden evig; men den blev ikke større. Har da Haakon
gjort nogen stor kongelig G[]erning paa den sidste Tid?
Nej, sine største G[]erninger øvede han, da jeg mindst
troede paa ham. (sætter sig ned paa højre Side.) Hvad er det?
Ha, det er sælsomt; det kommer og svinder som et
Blaalys; det dandser mig paa Tungespidsen, ligesom
naar En har mistet et Ord og ikke kan finde det igjen.
(springer opp.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo, jo!
nu har jeg det! – «Norge var et Rige; det skal
blive et Folk; Alle skal blive Et, og Alle skal vide
med sig selv, at de er Et!» Siden Haakon talte
Faksimile
131
disse Galmandsord, staar han stadigt for mig som den
rette Konge. – (ser angst frem for sig og hvisker.) Om der
glimtede et Guds Kald i disse sælsomme Ord? Om
Gud havde siddet inde med Tanken til nu, og vil strø
den ud – og har kaaret Haakon til Saamand?
Paal Flida
kommer ind fra Baggrunden.
Herre Konge, jeg har Nyt at melde.
Kong Skule
.Nyt?
Paal Flida
.En Mand, som kommer nedenfra Fjorden, for-
tæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine Skibe
paa Vandet, og at der har stævnet mange Mænd sam-
men til Byen i de sidste Dage.
tæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine Skibe
paa Vandet, og at der har stævnet mange Mænd sam-
men til Byen i de sidste Dage.
Kong Skule
.Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller saa.
Paal Flida
.Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte paa
at møde os først.
at møde os først.
Kong Skule
.Det har de ikke Skibe nok til, og ikke Mandskab
heller.
heller.
Paal Flida
.Men Arnbjørn Jonssøn samler baade Mandskab
og Skibe rundt om i Viken.
og Skibe rundt om i Viken.
Kong Skule
.Desbedre; saa slaar vi dem Allesammen, ligesom
ved Laaka.
ved Laaka.
9*
Faksimile
132
Paal Flida
.Herre, det gaar ikke saa let[], at slaa Birkebejnerne
to Gange itræk[].
to Gange itræk[].
Kong Skule
.Og hvorfor ikke det?
Paal Flida
.Fordi Norges Saga ikke melder, at Sligt er hændt
før i Tiden. – Skal jeg ikke skikke Spejdere ud til
Hovedø?
før i Tiden. – Skal jeg ikke skikke Spejdere ud til
Hovedø?
Kong Skule
.Det trænges ikke; det er mørk Nat[], og Skodde til.
Paal Flida
.Ja, ja, Kongen sk[]ønner det bedst; men kom ihug,
Herre, at Alle er Jer imod her i Viken. Bymændene
i Oslo hader Jer, og kommer Birkebejnerne, saa g[]ør
de fælles Sag med dem.
Herre, at Alle er Jer imod her i Viken. Bymændene
i Oslo hader Jer, og kommer Birkebejnerne, saa g[]ør
de fælles Sag med dem.
Kong Skule
med Liv.
Paal Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at jeg
kunde faa Vikværingerne paa min Side?
kunde faa Vikværingerne paa min Side?
Paal Flida
ser forundret paa ham og ryster paa Hovedet.
Nej, Herre, det er ikke tænkeligt.
Kong Skule
.Og hvorfor ikke?
Paal Flida
.Nej, for I har jo Thrønderne paa Eders Side.
Kong Skule
.Baade Thrøndere og Vikværinger vil jeg have!
Faksimile
133
Paal Flida
.Nej, Herre, det er ikke g[]ørligt.
Kong Skule
.Ikke tænkeligt; ikke g[]ørligt! Og hvorfor –
hvorfor ikke?
hvorfor ikke?
Paal Flida
.Fordi Vikværingen er Vikværing og Thrønderen
Thrønder, og fordi Sagaen ikke melder om Andet, og
fordi det altid har været slig.
Thrønder, og fordi Sagaen ikke melder om Andet, og
fordi det altid har været slig.
Kong Skule
.Ja, ja, – Du har Ret[]. Gaa.
Paal Flida
.Og jeg skal ingen Spejdere sende?
Kong Skule
.Vent til Daggry. (Paal Flida gaar.) Norges Saga
melder ikke om Sligt; det har aldrig været saa før.
Paal Flida svarer mig, som jeg svarede Haakon. Er
der da Trappetrin baade over og under? Højner
Haakon sig ligesaa højt over mig, som jeg højner mig
over Paal Flida? Skulde Haakon have faaet Syn
for de ufødte Tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj
med Harald Haarfager, den Tid der sad en Konge
paa hvert Næss, og han sagde: nu faar de falde,
herefter skal der kun være En. Han kastede den gamle
Saga overende, skabte en ny Saga. (Op[]hold; han gaar
grundende frem og tilbage; derpaa standser han.) Kan en Mand
tage Guds Kaldelse fra en Anden, saaledes som han
kan tage Vaaben og Guld fra sin fældte Fiende?
Kan et Kongs-Emne tage Kongsg[]erningen paa sig,
saaledes som han kan tage Kongskaaben paa? Egen,
som fældes til Skibstømmer, kan den sige: jeg vil
være Masten i Skibet, jeg vil tage Furuens Gjerning,
pege rank og skinnende op[]ad, bære gylden Fløj paa
Toppen, slaa med hvide, bugnende Sejl i Solskinnet
og synes for Folket langt, langt borte? – Nej, nej,
Du tunge, knudrede Egestamme, din Plads er under
Kjølen; der skal Du ligge og gjøre Nytte, stillt og
useet af hvert Øje oppe i Dagen; – Dig er det, som
skal hindre Skibet fra at kantre i Uvejret; Masten
med Guldfløj og med bugnende Sejl skal føre det
frem mod det Nye, mod det Uk[]endte, mod de frem-
mede Strande og mod den vordende Saga! (heftigt.)
Siden Haakon talte sin store Kongstanke ud, ser jeg
ingen anden Tanke i Verden, end den ene. Kan jeg
ikke tage den og g[]øre den til Sandhed, saa øjner jeg
ingen Tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det
da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da
Haakons Tanke?
melder ikke om Sligt; det har aldrig været saa før.
Paal Flida svarer mig, som jeg svarede Haakon. Er
der da Trappetrin baade over og under? Højner
Haakon sig ligesaa højt over mig, som jeg højner mig
over Paal Flida? Skulde Haakon have faaet Syn
for de ufødte Tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj
med Harald Haarfager, den Tid der sad en Konge
paa hvert Næss, og han sagde: nu faar de falde,
herefter skal der kun være En. Han kastede den gamle
Saga overende, skabte en ny Saga. (Op[]hold; han gaar
grundende frem og tilbage; derpaa standser han.) Kan en Mand
tage Guds Kaldelse fra en Anden, saaledes som han
kan tage Vaaben og Guld fra sin fældte Fiende?
Kan et Kongs-Emne tage Kongsg[]erningen paa sig,
Faksimile
134
saaledes som han kan tage Kongskaaben paa? Egen,
som fældes til Skibstømmer, kan den sige: jeg vil
være Masten i Skibet, jeg vil tage Furuens Gjerning,
pege rank og skinnende op[]ad, bære gylden Fløj paa
Toppen, slaa med hvide, bugnende Sejl i Solskinnet
og synes for Folket langt, langt borte? – Nej, nej,
Du tunge, knudrede Egestamme, din Plads er under
Kjølen; der skal Du ligge og gjøre Nytte, stillt og
useet af hvert Øje oppe i Dagen; – Dig er det, som
skal hindre Skibet fra at kantre i Uvejret; Masten
med Guldfløj og med bugnende Sejl skal føre det
frem mod det Nye, mod det Uk[]endte, mod de frem-
mede Strande og mod den vordende Saga! (heftigt.)
Siden Haakon talte sin store Kongstanke ud, ser jeg
ingen anden Tanke i Verden, end den ene. Kan jeg
ikke tage den og g[]øre den til Sandhed, saa øjner jeg
ingen Tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det
da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da
Haakons Tanke?
Jatgejr
kommer ind fra Baggrunden.
Tilgiv, Herre Konge, at jeg kommer –
Kong Skule
.Godt at Du kommer, Skald!
Jatgejr
.Jeg hørte Bymændene tale gaadefuldt i Herberget
om at –
om at –
Kong Skule
.Vent med det. Sig mig, Skald; Du, som har
faret vidt om i fremmede Lande, har Du nogentid
se[]t en Kvinde elske et fremmed Barn? Ikke blot
have det k[]ær, – det mener jeg ikke; men elske det,
elske det med sin Sjæls hedeste K[]ærlighed?
faret vidt om i fremmede Lande, har Du nogentid
Faksimile
135
se[]t en Kvinde elske et fremmed Barn? Ikke blot
have det k[]ær, – det mener jeg ikke; men elske det,
elske det med sin Sjæls hedeste K[]ærlighed?
Jatgejr
.Det gjør kun de Kvinder, som ikke har egne
Børn at elske.
Børn at elske.
Kong Skule
.Kun de Kvinder –?
Jatgejr
.Og helst de Kvinder, som er ufrugtbare.
Kong Skule
.Helst de Ufrugtbare –? De elsker de Andres
Børn med al sin hedeste K[]ærlighed?
Børn med al sin hedeste K[]ærlighed?
Jatgejr
.Det hænder ofte.
Kong Skule
.Og hænder det ikke ogsaa stundom, at slig ufrugt-
bar Kvinde dræber en Andens Barn, fordi hun selv
Intet har?
bar Kvinde dræber en Andens Barn, fordi hun selv
Intet har?
Jatgejr
.Aa jo; men hun g[]ør ikke klogt i det.
Kong Skule
.Klogt?
Jatgejr
.Nej, thi hun giver Sorgens Gave til den, hvis
Barn hun dræber.
Barn hun dræber.
Kong Skule
.Tror Du, at Sorgens Gave er saa meget god?
Faksimile
136
Jatgejr
.Ja, Herre.
Kong Skule
ser vis[s]t paa ham.
Der er ligesom to Mænd i Dig, Islænding.
Sidder Du mellem Hirden i lystigt Lag, saa drager
Du Kappe og Kofte over hver din Tanke; er En ene
med Dig, ligner Du stundom dem, En faar Lyst til
at vælge sin Ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Sidder Du mellem Hirden i lystigt Lag, saa drager
Du Kappe og Kofte over hver din Tanke; er En ene
med Dig, ligner Du stundom dem, En faar Lyst til
at vælge sin Ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Jatgejr
.Naar I gaar til Svømning i Elven, Herre, saa
klæder I Eder ikke af, hvor Kirkealmuen maa forbi;
men I søger Jer et lønligt Skjul.
klæder I Eder ikke af, hvor Kirkealmuen maa forbi;
men I søger Jer et lønligt Skjul.
Kong Skule
.Forstaar sig.
Jatgejr
.Jeg har Sjælens Blygsel; derfor klæder jeg mig
ikke af, naar der er saa Mange i Hallen.
ikke af, naar der er saa Mange i Hallen.
Kong Skule
.Hm. (kort Op[]hold.) Sig mig, Jatgejr, hvorledes
gik det til, at Du blev Skald? Hvem lærte Du
Skaldskabet af?
gik det til, at Du blev Skald? Hvem lærte Du
Skaldskabet af?
Jatgejr
.Skaldskab læres ikke, Herre.
Kong Skule
.Læres det ikke? Hvorledes gik det da til?
Jatgejr
.Jeg fik Sorgens Gave og saa var jeg Skald.
Kong Skule
.Saa det er Sorgens Gave, som Skalden trænger?
Faksimile
137
Jatgejr
.
Jeg trængte Sorgen; der kan være Andre, som
trænger Troen eller Glæden – eller Tvivlen –
trænger Troen eller Glæden – eller Tvivlen –
Kong Skule
.Tvivlen ogsaa?
Jatgejr
.Ja; men da maa den Tvivlende være stærk og
frisk.
frisk.
Kong Skule
.Og hvem kalder Du en ufrisk Tvivler?
Jatgejr
.Den, som tvivler paa sin egen Tvivl.
Kong Skule
langsomt.
Det tykkes mig at være Døden.
Jatgejr
.Det er værre; det er Tusmørket.
Kong Skule
raskt, idet han ligesom ryster Tankerne af sig.
Hvor er mine Vaaben! Jeg vil stride og handle,
– ikke tænke. Hvad var det, Du vilde melde mig,
da Du kom?
– ikke tænke. Hvad var det, Du vilde melde mig,
da Du kom?
Jatgejr
.Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i Herberget.
Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler haanligt
og spørger, om vi ved saa vis[s]t, at Kong Haakon er
vesterpaa; der er Noget de glæder sig over.
Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler haanligt
og spørger, om vi ved saa vis[s]t, at Kong Haakon er
vesterpaa; der er Noget de glæder sig over.
Kong Skule
.De er Vikværinger, og Vikværingerne er mig
imod.
imod.
Faksimile
138
Jatgejr
.De spotter over, at Kong Olafs Helgenskrin ikke
kunde flyttes ud paa Thingvolden, da I blev hyldet;
de siger, det er et ondt Varsel.
kunde flyttes ud paa Thingvolden, da I blev hyldet;
de siger, det er et ondt Varsel.
Kong Skule
.Næstegang jeg kommer til Nidaros skal Skrinet
ud; det skal staa under aaben Himmel, om jeg saa skal
rive Olafskirken i Grus og vide Thingvolden ud over
den Tomt, den stod paa!
ud; det skal staa under aaben Himmel, om jeg saa skal
rive Olafskirken i Grus og vide Thingvolden ud over
den Tomt, den stod paa!
Jatgejr
.Stærk G[]erning er det; men jeg skal digte et
Kvad derom, ligesaa stærkt som G[]erningen.
Kvad derom, ligesaa stærkt som G[]erningen.
Kong Skule
.Sidder Du inde med mange udigtede Kvad,
Jatgejr?
Jatgejr?
Jatgejr
.Nej, men med mange ufødte; de undfanges et
efter et, faar Liv og saa fødes de.
efter et, faar Liv og saa fødes de.
Kong Skule
.Og hvis jeg, som er Konge og har Magten,
hvis jeg lod Dig dræbe, vilde saa hver en ufødt
Skaldetanke, Du bærer paa, dø med Dig?
hvis jeg lod Dig dræbe, vilde saa hver en ufødt
Skaldetanke, Du bærer paa, dø med Dig?
Jatgejr
.Herre, det er en stor Synd at dræbe en fager
Tanke.
Tanke.
Kong Skule
.Jeg spørger ikke om det er Synd; men jeg
spørger om det er g[]ørligt!
spørger om det er g[]ørligt!
Faksimile
139
Jatgejr
.Jeg ved ikke.
Kong Skule
.Har Du aldrig havt en anden Skald til Ven,
og har han aldrig skildret for Dig et stort og herligt
Kvad, som han vilde digte?
og har han aldrig skildret for Dig et stort og herligt
Kvad, som han vilde digte?
Jatgejr
.Jo, Herre.
Kong Skule
.Ønskede Du saa ikke, at Du kunde dræbe ham,
for at tage hans Tanke og digte Kvadet selv?
for at tage hans Tanke og digte Kvadet selv?
Jatgejr
.Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne Børn;
jeg trænger ikke til at elske Andres. (gaar.)
jeg trænger ikke til at elske Andres. (gaar.)
Kong Skule
efter et Op[]hold.
Islændingen er visselig Skald. Han taler Guds
dybeste Sandhed og ved det ikke. – Jeg er som en
ufrugtbar Kvinde. Derfor elsker jeg Haakons konge-
lige Tankebarn, elsker det med min Sjæls hedeste
Kjærlighed. O, kunde jeg ogsaa knæsætte det! Det
vilde dø i mine Hænder. Hvad er bedst, enten at det
dør i mine Hænder, eller at det vo[ks]er sig stort i hans?
Faar jeg Fred i Sjælen, hvis det sker? Kan jeg for-
sage? Kan jeg se paa, at Haakon sætter sig sligt
Eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig,
– og rundt om. Ingen Ven –; Islændingen!
(gaar til Døren og raaber ud): Er Skalden gaaet fra Kongs-
gaarden?
dybeste Sandhed og ved det ikke. – Jeg er som en
ufrugtbar Kvinde. Derfor elsker jeg Haakons konge-
lige Tankebarn, elsker det med min Sjæls hedeste
Kjærlighed. O, kunde jeg ogsaa knæsætte det! Det
vilde dø i mine Hænder. Hvad er bedst, enten at det
dør i mine Hænder, eller at det vo[ks]er sig stort i hans?
Faar jeg Fred i Sjælen, hvis det sker? Kan jeg for-
sage? Kan jeg se paa, at Haakon sætter sig sligt
Eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig,
– og rundt om. Ingen Ven –; Islændingen!
(gaar til Døren og raaber ud): Er Skalden gaaet fra Kongs-
gaarden?
Faksimile
140
En Hirdmand
udenfor.
Nej, Herre, han staar i Forhallen og taler med
Vagten.
Vagten.
Kong Skule
.Saa sig, han skal komme ind! (gaar nedover til Bordet;
om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det
er alle de store kongelige Tanker, som holder mig
vaagen, ser Du.
om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det
er alle de store kongelige Tanker, som holder mig
vaagen, ser Du.
Jatgejr
.Det er med Kongens Tanker som med Skaldens,
kan jeg sk[]ønne. De flyver højest og vo[ks]er bedst, naar
der er Stillhed og Nat[] omkring.
kan jeg sk[]ønne. De flyver højest og vo[ks]er bedst, naar
der er Stillhed og Nat[] omkring.
Kong Skule
.Er det saa med Skaldens ogsaa?
Jatgejr
.Ja, Herre; intet Kvad fødes ved Dagslys; det
kan tegnes ned i Solskin; men det digter sig en stille
Nattetime.
kan tegnes ned i Solskin; men det digter sig en stille
Nattetime.
Kong Skule
.Hvem gav Dig Sorgens Gave, Jatgejr?
Jatgejr
.Den, jeg elskede.
Kong Skule
.Hun døde da?
Jatgejr
.Nej, hun sveg mig.
Kong Skule
.Og saa blev Du Skald?
Faksimile
141
Jatgejr
.Ja, saa blev jeg Skald.
Kong Skule
griber ham om Armen.
Hvad Gave trænger jeg for at blive Konge?
Jatgejr
.Ikke Tvivlens; thi da spurgte I ikke saa.
Kong Skule
.Hvad Gave trænger jeg?
Jatgejr
.Herre, I er jo Konge.
Kong Skule
.Tror Du til hver en Tid saa vis[s]t at Du er
Skald?
Skald?
Jatgejr
ser en Stund taus paa ham og spørger:
Har I aldrig elsket?
Kong Skule
.Jo engang, – brændende, fagert og i Brøde.
Jatgejr
.I har en Hustru.
Kong Skule
.Hende tog jeg til at føde mig Sønner.
Jatgejr
.Men I har en Datter, Herre, – en mild og
herlig Datter.
herlig Datter.
Kong Skule
.Var min Datter en Søn, saa spurgte jeg ikke
Dig hvad Gave jeg trængte. (udbrydende) Jeg maa
have Nogen om mig, som lyder mig uden Vilje selv,
– som tror usvigelig paa mig, som vil holde sig
inderst til mig i Godt og Ondt, som kun lever for at
lyse og varme over mit Liv, som maa dø om jeg fal-
der. Giv mig et Raad, Jatgejr Skald!
Dig hvad Gave jeg trængte. (udbrydende) Jeg maa
Faksimile
142
have Nogen om mig, som lyder mig uden Vilje selv,
– som tror usvigelig paa mig, som vil holde sig
inderst til mig i Godt og Ondt, som kun lever for at
lyse og varme over mit Liv, som maa dø om jeg fal-
der. Giv mig et Raad, Jatgejr Skald!
Jatgejr
.K[]øb Eder en Hund, Herre.
Kong Skule
.Skulde ikke et Menneske strække til?
Jatgejr
.Sligt Menneske maatte I lede længe efter.
Kong Skule
pludseligt.
Vil Du være det for mig, Jatgejr! Vil Du
være mig en Søn! Du skal faa Norges Krone i
Arv, – Du skal faa Land og Rige, hvis Du vil
være mig en Søn, leve for mit Livsværk og tro paa
mig!
være mig en Søn! Du skal faa Norges Krone i
Arv, – Du skal faa Land og Rige, hvis Du vil
være mig en Søn, leve for mit Livsværk og tro paa
mig!
Jatgejr
.Og hvad Sikkerhed skulde jeg stille for, at jeg
ikke hyklede –?
ikke hyklede –?
Kong Skule
.Slip[] dit Kald i Livet; digt aldrig mere, saa
vil jeg tro Dig!
vil jeg tro Dig!
Jatgejr
.Nej, Herre, – det var at k[]øbe Kronen for dyrt.
Kong Skule
.Tænk Dig om! Det er mere at være Konge end
at være Skald!
at være Skald!
Faksimile
143
Jatgejr
.Ikke altid.
Kong Skule
.Det er kun dine udigtede Kvad Du skal offre!
Jatgejr
.Udigtede Kvad er stedse de fagreste.
Kong Skule
.Men jeg maa – jeg maa have et Menneske,
som kan tro paa mig! Blot et Eneste! Jeg føler
det, – har jeg det, saa er jeg frelst!
som kan tro paa mig! Blot et Eneste! Jeg føler
det, – har jeg det, saa er jeg frelst!
Jatgejr
.Tro paa Eder selv, da er I frelst!
Paal Flida
kommer ilsomt.
Kong Skule, værg Jer nu! Haakon Haakonssøn
ligger ved Elgjarnæss med hele sin Flaade!
ligger ved Elgjarnæss med hele sin Flaade!
Kong Skule
.Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da.
Jatgejr
.Nu i Staal og Plade! Sker her Mandefald
inat[], skal jeg gladelig være den Første, som falder
for Eder!
inat[], skal jeg gladelig være den Første, som falder
for Eder!
Kong Skule
.
Du, som ikke vilde leve for mig.
Jatgejr
.En Mand kan falde for en Andens Livsværk;
men skal han blive ved at leve, saa maa han leve
for sit eget. (gaar.)
men skal han blive ved at leve, saa maa han leve
for sit eget. (gaar.)
Faksimile
144
Paal Flida
utaalmodig.
Hvad byder I at der skal g[]øres, Herre? Birke-
bejnerne kan være i Oslo inden en Time!
bejnerne kan være i Oslo inden en Time!
Kong Skule
.Bedst var det, om vi kunde fare til den hellige
Thomas Becketts Grav; han har hjulpet saa mangen
sorgfuld og angrende Sjæl.
Thomas Becketts Grav; han har hjulpet saa mangen
sorgfuld og angrende Sjæl.
Paal Flida
stærkere.
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er over
os, siger jeg!
os, siger jeg!
Kong Skule
.Lad alle Kirker lukkes op[], at vi kan ty derind
og faa Grid.
og faa Grid.
Paal Flida
.I kan slaa alle Eders Fiender med et Slag, og
saa vil I ty ind i Kirkerne!
saa vil I ty ind i Kirkerne!
Kong Skule
.Ja, ja, hold alle Kirker aabne.
Paal Flida
.Vær viss paa, Haakon bryder Kirkefreden, naar
det gjælder Vaarbælgerne.
det gjælder Vaarbælgerne.
Kong Skule
.Det gjør han ikke; Gud vil sk[]ærme ham mod
slig Brøde; – Gud sk[]ærmer altid Haakon.
slig Brøde; – Gud sk[]ærmer altid Haakon.
Paal Flida
med dyb og smertelig Vrede.
Den, som hørte Jer tale nu, han maatte spørge:
hvem er Konge i dette Land?
hvem er Konge i dette Land?
Faksimile
145
Kong Skule
smiler sørgmodigt.
Ja, Paal Flida, det er det store Spørgsmaal:
hvem er Konge i dette Land?
hvem er Konge i dette Land?
Paal Flida
bønligt.
I er sjælesyg inat[], Herre; lad mig handle for
Eder.
Eder.
Kong Skule
.Ja, ja, gjør saa.
Paal Flida
gaaende.
Først vil jeg bryde alle Broer af.
Kong Skule
.Afsindige Mand! Bliv! – Bryde alle Broer af!
Ved Du hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; –
vogt Dig for Sligt!
Ved Du hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; –
vogt Dig for Sligt!
Paal Flida
.Hvad vil I da, Herre?
Kong Skule
.Jeg vil tale med Haakon.
Paal Flida
.Han vil svare Jer med Sverdets Tunge!
Kong Skule
.Gaa, gaa; – Du skal faa min Vilje at vide
siden.
siden.
Paal Flida
.Hvert Øjeblik er dyrt nu! (griber hans Haand.) Kong
Skule, lad os bryde alle Broer af, slaas som Varger
og lide paa Himlen!
Skule, lad os bryde alle Broer af, slaas som Varger
og lide paa Himlen!
10
Faksimile
146
Kong Skule
dæmpet.
Himlen lider ikke paa mig; jeg tør ikke lide paa
Himlen heller.
Himlen heller.
Paal Flida
.Kort blev Vargbælgernes Saga.
Gaar ud i Baggrunden.
Kong Skule
.Hundrede kløgtige Hoveder, tus[e]nde væbnede Arme
raader jeg over; men ikke over et k[]ærligt, troende
Hjerte. Det er kongelig Armod, det; ikke Mere, ikke
Mindre.
raader jeg over; men ikke over et k[]ærligt, troende
Hjerte. Det er kongelig Armod, det; ikke Mere, ikke
Mindre.
Baard Bratte
fra Baggrunden.
Der staar langfarende Folk ude, som beder at
faa tale med Eder, Herre.
faa tale med Eder, Herre.
Kong Skule
.Hvem er det?
Baard Bratte
.En Kvinde og en Prest.
Kong Skule
.Lad Kvinden og Presten komme.
Baard gaar; Kong Skule sætter sig tankefuld til Højre; lidt efter kommer
en sortklædt Kvinde ind; hun bærer sid Kaabe, Hætte og et tæt[] Slør, som
skjuler Ansigtet; en Prest følger hende og bliver staaende ved Døren.
en sortklædt Kvinde ind; hun bærer sid Kaabe, Hætte og et tæt[] Slør, som
skjuler Ansigtet; en Prest følger hende og bliver staaende ved Døren.
Kong Skule
.Hvem er Du?
Kvinden
.En, som Du har elsket.
Faksimile
147
Kong Skule
ryster paa Hovedet.
Der gives Ingen, som mindes Sligt. Hvem er
Du, spørger jeg?
Du, spørger jeg?
Kvinden
.En, som elsker Dig.
Kong Skule
.Da er Du visselig En af de Døde.
Kvinden
nærmer sig og siger sagte og inderligt:
Skule Baardssøn!
Kong Skule
rejser sig med et Skrig.
Ingebjørg!
Ingebjørg
.K[]ender Du mig nu, Skule!
Kong Skule
.Ingebjørg, – Ingebjørg!
Ingebjørg
.O, lad mig se paa Dig, – se længe, længe paa
Dig! (griber hans Hænder; Pause.) Du fagre, elskede, svig-
fulde Mand!
Dig! (griber hans Hænder; Pause.) Du fagre, elskede, svig-
fulde Mand!
Kong Skule
.Tag Sløret væk; se paa mig med de Øjne, der
engang var saa klare og blaa, som Himlen.
engang var saa klare og blaa, som Himlen.
Ingebjørg
.De Øjne har været en regntung Himmel i tyve
Aar; Du vilde ikke k[]ende dem ig[]en og Du faar
aldrig se dem mere.
Aar; Du vilde ikke k[]ende dem ig[]en og Du faar
aldrig se dem mere.
10*
Faksimile
148
Kong Skule
.Men din Røst er frisk og blød og ung, som
dengang!
dengang!
Ingebjørg
.Jeg har kun brugt den til at hviske dit Navn,
til at præge din Storhed ind i et ungt Hjerte og til
at bede hos Syndernes Gud om Frelse for os To,
som har elsket i Brøde.
til at præge din Storhed ind i et ungt Hjerte og til
at bede hos Syndernes Gud om Frelse for os To,
som har elsket i Brøde.
Kong Skule
.Det har Du gjort?
Ingebjørg
.Jeg har været taus, naar jeg ikke talte K[]ærlig-
hedens Ord om Dig; – derfor har min Røst holdt
sig frisk og blød og ung.
hedens Ord om Dig; – derfor har min Røst holdt
sig frisk og blød og ung.
Kong Skule
.Der ligger et Liv imellem. Hvert fagert Minde
fra hin Tid har jeg spildt og glemt –
fra hin Tid har jeg spildt og glemt –
Ingebjørg
.Det [var din] Ret[.]
Kong Skule
.Og imens har Du, Ingebjørg, Du varme, trofaste
Kvinde, siddet dernord i isnende Ensomhed og samlet
og gjemt!
Kvinde, siddet dernord i isnende Ensomhed og samlet
og gjemt!
Ingebjørg
.Det [var min] Lykke[.]
Kong Skule
.Dig kunde jeg slippe, for at vinde Magt og Rig-
dom! Havde Du staa[]t som Hustru ved min Side,
skulde det faldet mig lettere at blive Konge.
dom! Havde Du staa[]t som Hustru ved min Side,
skulde det faldet mig lettere at blive Konge.
Faksimile
149
Ingebjørg
.Gud har været mig god, at det ikke skede. Et
Sind, som mit, trængte til en stor Brøde, for at
vækkes til Anger og Bod.
Sind, som mit, trængte til en stor Brøde, for at
vækkes til Anger og Bod.
Kong Skule
.Og nu kommer Du –?
Ingebjørg
.Som Andres Skjaldarbands Enke.
Kong Skule
.Din Husbond er død!
Ingebjørg
.Paa Vejen fra Jerusalem.
Kong Skule
.Saa har han gjort Bod for Vegards Drab.
Ingebjørg
.Det var ikke derfor min ædle Husbond tog Korset.
Kong Skule
.Ikke derfor?
Ingebjørg
.Nej; det var min Brøde han tog paa sine stærke,
k[]ærlige Skuldre; den var det han gik for at tvætte i
Jordans Flod; den var det han blødte for.
k[]ærlige Skuldre; den var det han gik for at tvætte i
Jordans Flod; den var det han blødte for.
Kong Skule
sagte.
Han har vidst Alt?
Ingebjørg
.Fra første Stund af. Og Bisp Nikolas har vidst
det; thi for ham skriftede jeg; og der var En til, som
havde faaet det at vide, men paa hvilken Maade, er
gaadefuldt for mig.
det; thi for ham skriftede jeg; og der var En til, som
Faksimile
150
havde faaet det at vide, men paa hvilken Maade, er
gaadefuldt for mig.
Kong Skule
.Hvem?
Ingebjørg
.Vegard Væradal.
Kong Skule
.Vegard!
Ingebjørg
.Han hviskede et Haansord om mig i Øret paa
min Husbond; da drog Andres Skjaldarband sit Sverd
og dræbte ham paa Stedet.
min Husbond; da drog Andres Skjaldarband sit Sverd
og dræbte ham paa Stedet.
Kong Skule
.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte. –
Og hvorfor søger Du mig nu?
Og hvorfor søger Du mig nu?
Ingebjørg
.For at offre Dig det Sidste.
Kong Skule
.Hvad mener Du?
Ingebjørg
peger mod Presten, der staar ved Døren.
Se ham! – Peter, min Søn, kom!
Kong Skule
.Din Søn –!
Ingebjørg
.Og din, Kong Skule!
Kong Skule
halvt forvildet.
Ingebjørg!
Faksimile
151
Peter
nærmer sig i taus Bevægelse og kaster sig ned paa Knæ for Skule.
Ingebjørg
.Tag ham! Han har været mit Livs Lys og
Trøst i tyve Aar; – nu er Du Norges Konge; Kongs-
sønnen maa komme til sin Arv; jeg har ingen Ret[]
til ham længer.
Trøst i tyve Aar; – nu er Du Norges Konge; Kongs-
sønnen maa komme til sin Arv; jeg har ingen Ret[]
til ham længer.
Kong Skule
løfter ham op[] i stormende Glæde.
Op[] til mit Hjerte, Du, som jeg saa brændende
har higet efter! (kryster ham i sine Arme, slipper ham, ser paa ham
og favner ham igjen.) Min Søn! Min Søn! Jeg har en
Søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu staa mig imod!
(gaar over til Ingebjørg og griber hendes Haand.) Og Du, Du
giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit Ord
ig[]en? Du giver mig ham jo?
har higet efter! (kryster ham i sine Arme, slipper ham, ser paa ham
og favner ham igjen.) Min Søn! Min Søn! Jeg har en
Søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu staa mig imod!
(gaar over til Ingebjørg og griber hendes Haand.) Og Du, Du
giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit Ord
ig[]en? Du giver mig ham jo?
Ingebjørg
.Tungt er Offeret, og neppe skulde jeg kunnet
bragt det, hvis ikke Bisp Nikolas havde sendt ham til
mig med Brev og Bud om Andres Skjaldarbands Død.
Bispen var det, der lagde det tunge Offer paa mig,
som Bod for al min Brøde.
bragt det, hvis ikke Bisp Nikolas havde sendt ham til
mig med Brev og Bud om Andres Skjaldarbands Død.
Bispen var det, der lagde det tunge Offer paa mig,
som Bod for al min Brøde.
Kong Skule
.Saa er Brøden slettet ud; og fra nu af er han
min alene; ikke saa, min alene?
min alene; ikke saa, min alene?
Ingebjørg
.Jo; men et Løfte kræver jeg af Dig.
Kong Skule
.Himmel og Jord, kræv Alt, hvad Du vil!
Faksimile
152
Ingebjørg
.Han er ren som et Guds Lam, nu jeg giver
ham i dine Hænder. Det er en farefuld Vej, den,
som bærer op[] til Kongssædet; lad ham ikke tage
Skade paa sin Sjæl. Hører Du, Kong Skule, lad
ikke mit Barn tage Skade paa sin Sjæl!
ham i dine Hænder. Det er en farefuld Vej, den,
som bærer op[] til Kongssædet; lad ham ikke tage
Skade paa sin Sjæl. Hører Du, Kong Skule, lad
ikke mit Barn tage Skade paa sin Sjæl!
Kong Skule
.Det lover og sværger jeg Dig!
Ingebjørg
griber hans Arm.
Fra første Færd Du sk[]ønner, at han lider Skade
paa sin Sjæl, saa lad ham heller dø!
paa sin Sjæl, saa lad ham heller dø!
Kong Skule
.Heller dø! Det lover og sværger jeg!
Ingebjørg
.Saa farer jeg trøstig nord til Haalogaland.
Kong Skule
.Ja, Du kan trøstig fare.
Ingebjørg
.Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder
mig. Og naar vi mødes hos Gud, kommer han ren
og skyldfri til sin Moder!
mig. Og naar vi mødes hos Gud, kommer han ren
og skyldfri til sin Moder!
Kong Skule
.Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig se paa
Dig! Ja, det er din Moders Træk[] og mine; Du
er den, jeg har længtes saa saart efter.
Dig! Ja, det er din Moders Træk[] og mine; Du
er den, jeg har længtes saa saart efter.
Peter
.Min Fader, min store, herlige Fader; lad mig
leve og stride for Dig! Lad din Sag blive min, og
lad saa din Sag være hvilken den vil, – jeg ved
dog, at jeg strider for det Rette!
leve og stride for Dig! Lad din Sag blive min, og
Faksimile
153
lad saa din Sag være hvilken den vil, – jeg ved
dog, at jeg strider for det Rette!
Kong Skule
med et Skrig af Glæde.
Du tror paa mig! Du tror paa mig!
Peter
.Uryggeligt!
Kong Skule
.Saa er Alt godt; saa er jeg visselig frelst! Hør,
Du skal kaste Prestekappen; Erkebispen skal løse Dig
fra Kirkeløftet; Kongssønnen skal bære Sverd, gaa
ustandselig frem til Magt og Hæder.
Du skal kaste Prestekappen; Erkebispen skal løse Dig
fra Kirkeløftet; Kongssønnen skal bære Sverd, gaa
ustandselig frem til Magt og Hæder.
Peter
.Sammen med Dig, min høje Fader! Sammen
vil vi gaa!
vil vi gaa!
Kong Skule
trykker ham ind til sig.
Ja, sammen, vi To alene!
Ingebjørg
for sig selv.
At elske, offre Alt og glemmes, det [blev min]
Saga. (gaar stille ud i Baggrunden.)
Saga. (gaar stille ud i Baggrunden.)
Kong Skule
.Et stort Kongsværk skal gjøres i Norge nu!
Peter, min Søn, hør! Alt Folket vil vi vække og
samle til Et; Vikværing og Thrønder, Haalogalænding
og Agdeværing, Op[]lænding og Sogndøl, Alt skal være
som en stor Slægt, – da kan Du tro, Landet vil
tage Væ[ks]t!
Peter, min Søn, hør! Alt Folket vil vi vække og
samle til Et; Vikværing og Thrønder, Haalogalænding
og Agdeværing, Op[]lænding og Sogndøl, Alt skal være
som en stor Slægt, – da kan Du tro, Landet vil
tage Væ[ks]t!
Faksimile
154
Peter
.Hvilken stor og svimlende Tanke det er –!
Kong Skule
.Fatter Du den?
Peter
.Ja – ja! – Klart –!
Kong Skule
.Og tror Du paa den?
Peter
.Ja, ja; thi jeg tror paa Dig!
Kong Skule
vildt.
Haakon Haakonssøn maa falde!
Peter
.Naar Du vil det, saa er det Ret[], at han falder.
Kong Skule
.Det vil koste Blod; men det faar ikke hjælpe.
Peter
.Det er ikke spildt, det Blod, som flyder for din
Sag.
Sag.
Kong Skule
.Din skal al Magten være, naar jeg faar fæstnet
Riget. Du skal sidde i Kongssædet, med Ring om
Panden, med Purpurkaaben flommende vid over dine
Skuldre; alle Mænd i Landet skal bøje sig for Dig –
(Lurtoner høres langt borte.) Ha! hvad er det! (med et Skrig)
Birkebejnerhæren! Hvad var det Paal Flida sagde –?
Riget. Du skal sidde i Kongssædet, med Ring om
Panden, med Purpurkaaben flommende vid over dine
Skuldre; alle Mænd i Landet skal bøje sig for Dig –
(Lurtoner høres langt borte.) Ha! hvad er det! (med et Skrig)
Birkebejnerhæren! Hvad var det Paal Flida sagde –?
Iler mod Baggrunden.
Faksimile
155
Paal Flida
kommer ind og raaber:
Nu er Timen over os, Kong Skule!
Kong Skule
forvildet.
Birkebejnerne! Kong Haakons Hær! Hvor er de?
Paal Flida
.De myldrer i tus[e]ndvis ned over Ekeberg.
Kong Skule
.Blæs til Vaaben! Blæs, blæs! Giv Raad;
hvor skal vi møde dem?
hvor skal vi møde dem?
Paal Flida
.Alle Kirker staar aabne for os.
Kong Skule
.Birkebejnerne, spørger jeg –!
Paal Flida
.For dem staar alle Broer aabne.
Kong Skule
.Usalige Mand, hvad har Du gjort!
Paal Flida
.Lystret min Konge.
Kong Skule
.Min Søn! Min Søn! Ve mig; jeg har for-
spildt dit Kongerige!
spildt dit Kongerige!
Peter
.Nej, Du vil sejre! Saa stor en Kongstanke dør
ikke!
ikke!
Faksimile
156
Kong Skule
.Ti, ti! (Lurtoner og Raab høres nærmere.) Til Hest; til
Vaaben! Det g[]ælder mere end Mænds Liv og Død
her! (iler ud i Baggrunden; de Øvrige følger efter.)
Vaaben! Det g[]ælder mere end Mænds Liv og Død
her! (iler ud i Baggrunden; de Øvrige følger efter.)
En Gade i Oslo.
Lave Træhuse med Bislag paa begge Sider. I Baggrunden St. Hallvards
Kirkegaard, indelukt af en høj Mur med Port. Paa venstre Side ved En-
den af Muren se[]s Kirken, hvis Hovedindgang staar aaben. Det er endnu
Nat[]; lidt efter begynder Dagen at gry. Stormklokken gaar; langt borte
tilhøjre høres fjerne Hærskrig og forvirret Larm.
Kirkegaard, indelukt af en høj Mur med Port. Paa venstre Side ved En-
den af Muren se[]s Kirken, hvis Hovedindgang staar aaben. Det er endnu
Nat[]; lidt efter begynder Dagen at gry. Stormklokken gaar; langt borte
tilhøjre høres fjerne Hærskrig og forvirret Larm.
Kong Skules Lursvend
kommer fra Højre, blæser i Luren og raaber:
Til Vaaben! Til Vaaben, alle Kong Skules
Mænd! (blæser igjen og gaar videre; om lidt hører man ham blæse og
raabe i næste Gade.)
Mænd! (blæser igjen og gaar videre; om lidt hører man ham blæse og
raabe i næste Gade.)
En Kvinde
kommer ud i en Husdør til Højre.
Du store barmhjertige Gud, hvad er det?
En Bymand
,
som er kommen halvt paaklædt ud fra et Hus paa den anden Side af
Gaden.
Birkebejnerne er i Byen! Nu faar Skule Løn
for alle sine Ug[]erninger.
for alle sine Ug[]erninger.
En af Skules Mænd
kommer med nogle Andre, bærende Kapper og Vaaben paa Armene, ind
fra en Sidegade tilvenstre.
Hvor er Birkebejnerne?
En Anden af Skules Mænd
fra et Hus tilhøjre.
Jeg ved ikke!
Faksimile
157
Første
.Hyss! Hør! – De maa være nede ved Gejte-
broen.
broen.
Anden
.Ned til Gejtebroen da!
Alle iler ud til Højre; en Bymand kommer løbende fra samme Side.
Første Bymand
.Hej, Grande, hvor kommer I fra?
Anden Bymand
.Nede fra Loelven; der gaar det stygt til.
Kvinden
.Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birke-
bejnerne, eller hvem er det?
bejnerne, eller hvem er det?
Anden Bymand
.Ja vist er det Birkebejnerne; Kong Haakon er
med; hele Flaaden lægger ind til Bryggerne; men
selv gik han iland med sine bedste Mænd ude ved
Ekebergstøen.
med; hele Flaaden lægger ind til Bryggerne; men
selv gik han iland med sine bedste Mænd ude ved
Ekebergstøen.
Første Bymand
.Saa tager han Hævn for Mandefaldet ved Laaka!
Anden Bymand
.Ja det kan I lide paa!
Første Bymand
.Se der, – der flygter alt Vaarbælgerne!
En Flok af Skules Mænd kommer flygtende ind fra Højre.
En af Mændene
.Ind i Kirken! Ingen kan staa sig mod Birke-
bejnerne, slig som de farer frem inat[]!
bejnerne, slig som de farer frem inat[]!
Flokken iler ind i Kirken og stænger Døren indenfor.
Faksimile
158
Anden Bymand
ser ud til Højre.
Jeg skimter et Mærke langt nede i Gaden; det
maa være Kong Haakons.
maa være Kong Haakons.
Første Bymand
.Se, se hvor Vaarbælgerne flygter!
En ny Flok kommer ind fra Højre.
En af Flokken
.Lad os berge os i Kirken og bede om Grid!
De stormer mod Porten.
Flere Vaarbælger
.Der er stængt; der er stængt!
Den Første
.Op[]over til Martestokke da!
En Anden
.Hvor er Kong Skule?
Den Første
.Jeg ved ikke. Afsted, der ser jeg Birkebejnernes
Mærke!
Mærke!
De flygte forbi Kirken ud til Venstre.
Haakon
kommer fra Højre med sin Mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde
og flere andre Mænd.
Dagfinn Bonde
.Hør Hærskriget! Skule fylker sine Mænd bag
Kirkegaarden.
Kirkegaarden.
En gammel Bymand
raaber fra sin Svale til Haakon.
Vogt Eder, kjære Herre; Vargbælgerne er gramme[,]
nu de slaas for Livet!
nu de slaas for Livet!
Faksimile
159
Haakon
.Er det Dig, gamle Guthorm Erlendssøn? Du
har stridt baade for min Fader og for min Far-
fader, Du.
har stridt baade for min Fader og for min Far-
fader, Du.
Bymanden
.Gud give jeg kunde stride for Eder ogsaa.
Haakon
Du er for gammel til det, og det trænges ikke;
der kommer Folk til mig allevegne fra.
der kommer Folk til mig allevegne fra.
Dagfinn Bonde
peger ud over Muren tilhøjre.
Der kommer Hertugens Mærke!
Gregorius Jonssøn
.Hertugen selv! Han rider paa sin hvide Stridshest.
Dagfinn Bonde
.Vi maa hindre ham Udgang g[]ennem Porten her!
Haakon
.Blæs, blæs! (Lursvenden blæser.) Bedre blæste [
du, hundehvalp
hund ], da Du blæste for Penge paa Bergens
Brygge!
hund ], da Du blæste for Penge paa Bergens
Brygge!
Lursvenden blæser igjen, men stærkere end førstegang; der kommer mange
Folk til.
Folk til.
En Vaarbælg
fra Højre, flygtende henimod Kirken, forfulgt af en Birkebejner.
Spar Livet! Spar Livet!
Birkebejneren
.Ikke om Du saa sad paa Alteret! (hugger ham ned.)
En kostbar Kappe lader det til Du har; den kan jeg
bruge. (vil tage Kappen, men udstøder et Skrig og kaster sit Sverd fra sig.)
Herre Konge! Ikke et Slag mere slaar jeg for Eder!
En kostbar Kappe lader det til Du har; den kan jeg
bruge. (vil tage Kappen, men udstøder et Skrig og kaster sit Sverd fra sig.)
Herre Konge! Ikke et Slag mere slaar jeg for Eder!
Faksimile
160
Dagfinn Bonde
.Og det siger Du i slig en Stund!
Birkebejneren
.Ikke et Slag mere!
Dagfinn Bonde
hugger ham ned.
Nej, nu kan Du ogsaa spare Dig det!
Birkebejneren
,
pegende paa den døde Vaarbælg.
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte
min egen Broder. (dør.)
min egen Broder. (dør.)
Haakon
.Hans Broder!
Dagfinn Bonde
.Hvad! (gaar hen til Vaarbælgens Lig.)
Haakon
.Er det sandt?
Dagfinn Bonde
.Det er nok saa.
Haakon
rystet.
Her se[]s det bedst, hvad Krig det er vi fører.
Broder mod Broder, Fader mod Søn; – ved Gud,
den Almægtige, dette maa have en Ende!
Broder mod Broder, Fader mod Søn; – ved Gud,
den Almægtige, dette maa have en Ende!
Gregorius Jonssøn
.Der kommer Hertugen i fuld Kamp med Knut
Jarls Flok!
Jarls Flok!
Dagfinn Bonde
.Stæng Porten for ham her, Kongsmænd!
Indenfor [m]uren kommer de [k]æmpende tilsyne. Vaarbælgerne baner sig
Vej mod [v]enstre, drivende Birkebejnerne Fod for Fod tilbage. Kong Skule
rider paa sin hvide Stridshest, med draget Sverd. Peter gaar ved Siden
og holder Hestens Tøjler, i den venstre Haand et højt op[]løftet Krucifix.
P[å]l Flida bærer Skules Mærke, der er blaat med en staaende gylden
Løve uden Ø[ks]e.
Faksimile
161
Indenfor [m]uren kommer de [k]æmpende tilsyne. Vaarbælgerne baner sig
Vej mod [v]enstre, drivende Birkebejnerne Fod for Fod tilbage. Kong Skule
rider paa sin hvide Stridshest, med draget Sverd. Peter gaar ved Siden
og holder Hestens Tøjler, i den venstre Haand et højt op[]løftet Krucifix.
P[å]l Flida bærer Skules Mærke, der er blaat med en staaende gylden
Løve uden Ø[ks]e.
Kong Skule
.Hugg ned for Fode! Spar Ingen! Der er kommet
et nyt Kongs-Emne i Norge!
et nyt Kongs-Emne i Norge!
Birkebejnerne
.Et nyt Kongs-Emne, siger han!
Haakon
.Skule Baardssøn, lad os dele Riget!
Kong Skule
.Alt eller Intet!
Haakon
.Tænk paa Dronningen, Eders Datter!
Kong Skule
.Jeg har en Søn, jeg har en Søn! Jeg tænker
ikke paa Andre end ham!
ikke paa Andre end ham!
Haakon
.Jeg har ogsaa en Søn; – falder jeg, saa faar
han Riget!
han Riget!
Kong Skule
.Dræb Kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb
det paa Kongssædet; dræb det for Alteret; dræb det,
dræb det i Dronningens Arm!
det paa Kongssædet; dræb det for Alteret; dræb det,
dræb det i Dronningens Arm!
Haakon
.Der fældte Du din Dom!
11
Faksimile
162
Kong Skule
hugger om sig.
Dræb, dræb for Fode! Kong Skule har en Søn!
Dræb, dræb!
Dræb, dræb!
Kampen trækker sig udenfor til Venstre.
Gregorius Jonssøn
.Vargbælgerne hugger sig ig[]ennem!
Dagfinn Bonde
.Ja, men bare for at flygte.
Gregorius Jonssøn
.Ja ved Himlen, – den anden Port staar aaben;
der flygter de alt!
der flygter de alt!
Dagfinn Bonde
.Op[]over til Martestokke. (raaber ud.) Efter dem,
efter dem, Knut Jarl! Tag Hævn for Mandefaldet
ved Laaka!
efter dem, Knut Jarl! Tag Hævn for Mandefaldet
ved Laaka!
Haakon
.I hørte det; han dømte mit Barn fredløs, –
mit skyldfri Barn, Norges kaarne Konge efter mig!
mit skyldfri Barn, Norges kaarne Konge efter mig!
Kongsmændene
.Ja, ja, vi hørte det!
Haakon
.Og hvad Straf er sat for slig Brøde?
Mændene
.Døden!
Haakon
.Saa maa han ogsaa dø! (løfter Haanden til Ed.) Her
sværger jeg det; Skule Baardssøn skal dø, hvor han
træffes paa uhellig Grund!
sværger jeg det; Skule Baardssøn skal dø, hvor han
træffes paa uhellig Grund!
Faksimile
163
Dagfinn Bonde
.Det er hver trofast Mands Pligt at fælde ham.
En Birkebejner
fra Venstre.
Nu flygter Hertug Skule!
Bymændene
.Birkebejnerne har sejret!
Haakon
.Hvad Vej?
Birkebejneren
.Forbi Martestokke, oppover til Ejdsvold; de Fleste
havde sine Heste staaende oppe i Gaderne, ellers var
ikke en Eneste sluppen fra det med Livet.
havde sine Heste staaende oppe i Gaderne, ellers var
ikke en Eneste sluppen fra det med Livet.
Haakon
.Gud være takket for Hjælpen dennegang ogsaa!
Nu kan Dronningen frit komme iland fra Flaaden.
Nu kan Dronningen frit komme iland fra Flaaden.
Gregorius Jonssøn
peger ud til Højre.
Hun er alt iland, Herre; der kommer hun.
Haakon
til dem, som staar nærmest om ham.
Det Tungeste staar igjen; hun er en k[]ærlig
Datter; – hør, – intet Ord til hende om al den
Fare, som truer Barnet. Lov mig Alle, som En, at
værge Eders Konges Søn; men lad ikke hende vide
Noget.
Datter; – hør, – intet Ord til hende om al den
Fare, som truer Barnet. Lov mig Alle, som En, at
værge Eders Konges Søn; men lad ikke hende vide
Noget.
Mændene
dæmpet.
Det lover vi!
11*
Faksimile
164
Margrete
kommer med Fruer og Følge fra Højre.
Haakon, min Husbond! Himlen har sk[]ærmet
Dig; Du har sejret og er uskadt!
Dig; Du har sejret og er uskadt!
Haakon
.Ja, jeg har sejret. Hvor er Barnet?
Margrete
.Paa Kongsskibet, i sikkre Mænds Hænder.
Haakon
.Gaa Flere derned. (nogle af Mændene gaar.)
Margrete
.Haakon, hvor er – Hertug Skule?
Haakon
.Han har taget Vejen til Op[]landene.
Margrete
.Saa lever han da! – Min Husbond, faaer jeg
Lov at takke Gud fordi han lever?
Lov at takke Gud fordi han lever?
Haakon
i smertelig Kamp med sig selv.
Hør mig, Margrete; Du har været mig en tro-
fast Hustru, har fulgt mig i Godt og Ondt, Du har
været saa usigelig rig paa K[]ærlighed; – nu maa
jeg volde Dig en tung Sorg; jeg vilde det nødigt;
men jeg er Konge, derfor maa jeg –
fast Hustru, har fulgt mig i Godt og Ondt, Du har
været saa usigelig rig paa K[]ærlighed; – nu maa
jeg volde Dig en tung Sorg; jeg vilde det nødigt;
men jeg er Konge, derfor maa jeg –
Margrete
spændt.
G[]ælder det – Hertugen?
Haakon
.Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerteligere
Lod, end at skulle leve mit Liv langt fra Dig; men
dersom Du finder det maa saa være efter det, jeg
nu siger Dig, – tykkes det Dig at Du ikke længer
tør sidde ved min Side, ikke længer kan se paa mig
uden at blive bleg, – nu, saa faar vi skilles ad –
leve hver for sig, – og jeg skal ikke laste Dig
for det.
Lod, end at skulle leve mit Liv langt fra Dig; men
Faksimile
165
dersom Du finder det maa saa være efter det, jeg
nu siger Dig, – tykkes det Dig at Du ikke længer
tør sidde ved min Side, ikke længer kan se paa mig
uden at blive bleg, – nu, saa faar vi skilles ad –
leve hver for sig, – og jeg skal ikke laste Dig
for det.
Margrete
.Skilles fra Dig! Hvor kan Du tænke en slig
Tanke! Giv mig din Haand –!
Tanke! Giv mig din Haand –!
Haakon
.Rør den ikke! – Den var nylig løftet til Ed –
Margrete
.Til Ed?
Haakon
.En Ed, som satte ubrydeligt Segl paa en
Dødsdom.
Dødsdom.
Margrete
med et Skrig.
Min Fader! O, min Fader! (vakler; et Par af Kvin-
derne iler til og støtter hende.)
derne iler til og støtter hende.)
Haakon
.Ja, Margrete, – som Konge har jeg dømt din
Fader til Døden.
Fader til Døden.
Margrete
.Saa har han visselig forbrudt sig værre, end da
han tog Kongsnavn.
han tog Kongsnavn.
Haakon
.Det har han; – og finder Du nu, at vi faar
skilles, saa lad det ske.
skilles, saa lad det ske.
Faksimile
166
Margrete
nærmere og med Styrke.
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din Hustru, intet
Andet i Verden end din Hustru!
Andet i Verden end din Hustru!
Haakon
.Er Du stærk nok? Hørte og forstod Du Alt?
Jeg dømte din Fader.
Jeg dømte din Fader.
Margrete
.Jeg hørte og forstod Alt. Du dømte min Fader.
Haakon
.Og Du kræver ikke at vide, hvad hans Brøde
var?
var?
Margrete
.Det er jo nok, naar Du k[]ender den.
Haakon
.Men det var til Døden jeg dømte ham!
Margrete
knæler ned for Kongen og kysser hans Haand.
Min Husbond og høje Herre, Du dømmer ret-
færdigt!
færdigt!
Tæppet falder.
Faksimile
Femte Akt.
En Stue paa Kongsgaarden i Nidaros. Indgangsdøren er tilhøjre;
foran paa samme Side et Vindu. Tilvenstre en mindre Dør. Det er i
Mørkningen; Paal Flida, Baard Bratte og flere af Kong Skules fornemste
Mænd staar ved Vinduet og ser op[]ad.
foran paa samme Side et Vindu. Tilvenstre en mindre Dør. Det er i
Mørkningen; Paal Flida, Baard Bratte og flere af Kong Skules fornemste
Mænd staar ved Vinduet og ser op[]ad.
En Hirdmand
.Hvor rød den lyser!
En Anden
.Den strækker sig halve Himmelen over, som et
gloende Sverd.
gloende Sverd.
Baard Bratte
.Du hellige Kong Olaf, hvad varsler sligt Rædsels-
Tegn?
Tegn?
En gammel Vaarbælg
.Det varsler visselig en stor Høvdings Død.
Paal Flida
.Haakons Død, I gode Vaarbælger. Han ligger
ude i Fjorden med Flaaden; vi kan vente ham til
Byen ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre.
ude i Fjorden med Flaaden; vi kan vente ham til
Byen ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre.
Baard Bratte
.Lid ikke paa det; der er ikke stort Mod i Hæren nu.
Faksimile
168
Den gamle Vaarbælg
.Det er rimeligt nok; ligesiden Flugten fra Oslo
har jo Kong Skule stængt sig inde, og vil hverken se
eller tale med sine Mænd.
har jo Kong Skule stængt sig inde, og vil hverken se
eller tale med sine Mænd.
Første Hirdmand
.I Byen er der dem, som ikke ved, enten de skal
tro han lever eller han er død.
tro han lever eller han er død.
Paal Flida
.Kongen maa ud, saa syg han end er. Tal til
ham, Baard Bratte, – det gjælder Alles Frelse.
ham, Baard Bratte, – det gjælder Alles Frelse.
Baard Bratte
.Nytter ikke; jeg har talt til ham før.
Paal Flida
.Saa faar jeg selv prøve. (gaar til Døren paa venstre
Side og banker.) Herre Konge, I maa tage Styret i egne
Hænder; det gaar ikke længere paa slig Vis.
Side og banker.) Herre Konge, I maa tage Styret i egne
Hænder; det gaar ikke længere paa slig Vis.
Kong Skule
indenfor.
Jeg er syg, Paal Flida!
Paal Flida
.Kan I vente Andet? I har jo ikke spist paa to
Dage; I maa styrke og pleje Jer –
Dage; I maa styrke og pleje Jer –
Kong Skule
.Jeg er syg.
Paal Flida
.Ved den Almægtige, det faar ikke hjælpe. Kong
Haakon ligger ude paa Fjorden og kan ventes her ind
til Nidaros, hvad Tid det skal være.
Haakon ligger ude paa Fjorden og kan ventes her ind
til Nidaros, hvad Tid det skal være.
Faksimile
169
Kong Skule
.Slaa ham for mig! Dræb ham og Kongsbarnet!
Paal Flida
.I maa selv være med, Herre!
Kong Skule
.Nej, nej, nej, – I er sikkrest paa Lykken og
Sejren, naar jeg ikke er med!
Sejren, naar jeg ikke er med!
Peter
kommer fra Højre: han er vaabenklædt.
Der er Uro mellem Bymændene; de stimler sam-
men i store Flokke foran Kongsgaarden.
men i store Flokke foran Kongsgaarden.
Baard Bratte
.Taler ikke Kongen til dem, saa svigter de ham,
naar det mest g[]ælder.
naar det mest g[]ælder.
Peter
.Saa maa han tale til dem. (ved Døren tilvenstre)
Fader! Thrønderne, dine troeste Mænd, falder fra Dig,
hvis Du ikke giver dem Mod!
Fader! Thrønderne, dine troeste Mænd, falder fra Dig,
hvis Du ikke giver dem Mod!
Kong Skule
.Hvad sagde Skalden?
Peter
.Skalden?
Kong Skule
.Skalden, som døde for min Sag i Oslo. En
kan ikke give, hvad En ikke selv ejer, sagde han.
kan ikke give, hvad En ikke selv ejer, sagde han.
Peter
.Saa kan Du heller ikke give bort Riget; thi det
er mit efter Dig!
er mit efter Dig!
Faksimile
170
Kong Skule
.Nu kommer jeg!
Paal Flida
.Gud være lovet!
Kong Skule
kommer frem i Døren; han er bleg og indfalden, hans Haar er stærkt
graanet.
I skal ikke se paa mig! Jeg liker ikke I ser paa
mig nu jeg er syg! (gaar hen til Peter.) Tage Riget fra
Dig, siger Du? Du store Himlens Gud, hvad var jeg
ifærd med at g[]øre!
mig nu jeg er syg! (gaar hen til Peter.) Tage Riget fra
Dig, siger Du? Du store Himlens Gud, hvad var jeg
ifærd med at g[]øre!
Peter
.O, tilgiv mig; – jeg ved jo at det Du g[]ør, er
det Retteste.
det Retteste.
Kong Skule
.Nej, nej, ikke hidtil; – men jeg vil være stærk
og frisk nu, – jeg vil handle.
og frisk nu, – jeg vil handle.
Høje Raab
udenfor tilhøjre.
Kong Skule! Kong Skule!
Kong Skule
.Hvad er det?
Baard Bratte
ved Vinduet.
Bymændene stimler sammen; hele Kongsgaarden
er fuld af Folk; – I maa tale til dem.
er fuld af Folk; – I maa tale til dem.
Kong Skule
.Ser jeg ud som en Konge; kan jeg tale nu!
Peter
.Du maa, min høje Fader!
Faksimile
171
Kong Skule
.Godt, lad saa være. (gaar til Vinduet og drager Forhænget
tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af Skræk.) Der staar
det gloende Sverd over mig igjen!
tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af Skræk.) Der staar
det gloende Sverd over mig igjen!
Peter
.Det varsler, at Sejrens Sverd er draget for Dig.
Kong Skule
.Ja, var det kun saa. (gaar til Vinduet og taler ud)
Thrøndere, hvad vil I; – her staar Eders Konge.
Thrøndere, hvad vil I; – her staar Eders Konge.
En Bymand
udenfor.
Drag af Byen! Birkebejnerne vil myrde og
brænde, om de finder Eder her.
brænde, om de finder Eder her.
Kong Skule
.Vi faar Alle holde sammen. Jeg har været jer
en mild Konge; jeg har kun krævet ringe Krigsstyr –
en mild Konge; jeg har kun krævet ringe Krigsstyr –
En Mandsstemme
nede blandt Mængden.
Hvad kalder Du da alt det Blod, som randt ved
Laaka og i Oslo?
Laaka og i Oslo?
En Kvinde
.Giv mig min Fæstemand igjen!
En Dreng
.Giv mig min Fader og min Broder!
En anden Kvinde
.Giv mig mine tre Sønner, Kong Skule!
En Mand
.Han er ikke Konge; thi han er ikke hyldet paa
[h]ellig[] Olafs Skrin!
[h]ellig[] Olafs Skrin!
Faksimile
172
Mange Stemmer
.Nej, nej, – han er ikke hyldet paa Olafsskrinet!
Han er ikke Konge!
Han er ikke Konge!
Kong Skule
viger bag Forhænget.
Ikke hyldet –! Ikke Konge!
Paal Flida
.Usaligt var det, at ikke Helgenskrinet blev baaret
ud, dengang I blev kaaret.
ud, dengang I blev kaaret.
Baard Bratte
.Svigter Bymændene, kan vi ikke holde os i Ni-
daros, om Birkebejnerne kommer.
daros, om Birkebejnerne kommer.
Kong Skule
.Og de vil svigte, saalænge jeg ikke er hyldet paa
Helgenskrinet.
Helgenskrinet.
Peter
.Saa lad Skrinet bære ud, og lad Dig hylde nu!
Paal Flida
hovedrystende.
Hvor skulde det være g[]ørligt?
Peter
.Er Noget ug[]ørligt, naar det gjælder ham? Lad
blæse til Things og bær Skrinet ud!
blæse til Things og bær Skrinet ud!
Flere af Mændene
viger tilbage.
Kirkeran!
Peter
.Ikke Kirkeran; – kom, kom! Korsbrødrene er
velsindede mod Kong Skule; de vil give sit Minde –
velsindede mod Kong Skule; de vil give sit Minde –
Faksimile
173
Paal Flida
.Det g[]ør de ikke; de tør ikke g[]øre det for Erke-
bispen.
bispen.
Peter
.Er I Kongsmænd, og vil ikke hjælpe til, naar
det g[]ælder saa stor Sag! Godt, der er Andre der-
nede, som vil være villigere. Min Fader og Konge,
Korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil
trygle; lad blæse til Things; Du skal bære dit Kongs-
navn med Rette! (iler ud til Højre.)
det g[]ælder saa stor Sag! Godt, der er Andre der-
nede, som vil være villigere. Min Fader og Konge,
Korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil
trygle; lad blæse til Things; Du skal bære dit Kongs-
navn med Rette! (iler ud til Højre.)
Kong Skule
glædestraalende.
Saa I ham! Saa I min herlige Søn! Hvor
hans Øjne lyste! Ja, vi vil Alle stride og sejre.
Hvor stærke er Birkebejnerne?
hans Øjne lyste! Ja, vi vil Alle stride og sejre.
Hvor stærke er Birkebejnerne?
Paal Flida
.Ikke stærkere[,] end at vi magter dem, hvis blot
Bymændene holder med os.
Bymændene holder med os.
Kong Skule
.De skal holde med os. Vi maa Alle være enige
nu og ende denne Rædselsstrid. Ser I da ikke, det er
Himlens Bud, at vi skal ende den? Himlen er vred
paa alt Norge for de G[]erninger, som saa længe har
været øvet. Der staar gloende Sverd højt deroppe
og lyser hver Nat[]; Kvinder falder om og føder i
Kirkerne; der lister sig Sjælesot over Prester og Kloster-
brødre, saa de løber g[]ennem Gaderne og raaber at
den yderste Dag er kommen. Ja, ved den Almægtige,
dette skal endes med et eneste Slag!
nu og ende denne Rædselsstrid. Ser I da ikke, det er
Himlens Bud, at vi skal ende den? Himlen er vred
paa alt Norge for de G[]erninger, som saa længe har
været øvet. Der staar gloende Sverd højt deroppe
og lyser hver Nat[]; Kvinder falder om og føder i
Kirkerne; der lister sig Sjælesot over Prester og Kloster-
brødre, saa de løber g[]ennem Gaderne og raaber at
den yderste Dag er kommen. Ja, ved den Almægtige,
dette skal endes med et eneste Slag!
Faksimile
174
Paal Flida
.Hvad byder I at der skal g[]øres?
Kong Skule
.Alle Broer skal brydes af.
Paal Flida
.Gaa, og lad alle Broer brydes af.
En af Hirdmændene gaar ud til Højre.
Kong Skule
.Alle Mænd skal samles nede paa Øren; ikke en
Birkebejner skal sætte sin Fod i Nidaros.
Birkebejner skal sætte sin Fod i Nidaros.
Paal Flida
.Vel talt, Konge.
Kong Skule
.Naar Helgenskrinet er baaret ud, skal der blæses
til Things. Hæren og Bymændene skal kaldes sammen.
til Things. Hæren og Bymændene skal kaldes sammen.
Paal Flida
til en af Mændene.
Gaa ud og lad Lursvenden blæse i Gaderne.
Manden gaar.
Kong Skule
taler ned til Mængden fra Vinduet.
Hold fast ved mig, I Sørgende og Klagende der-
nede. Der skal komme Fred og Lys over Landet ig[]en,
ligesom i Haakons første fagre Dage, da Kornet gav
Grøde to Gange hver Sommer. Hold fast ved mig;
lid paa mig og tro paa mig; det trænger jeg saa
usigeligt. Jeg skal vaage og stride for Jer; jeg skal
bløde og falde for Jer, om det kræves; men svigt
mig ikke og tvivl ikke –! (høje Raab, som af Skræk, høres
blandt Mængden.) Hvad er det?
nede. Der skal komme Fred og Lys over Landet ig[]en,
ligesom i Haakons første fagre Dage, da Kornet gav
Grøde to Gange hver Sommer. Hold fast ved mig;
lid paa mig og tro paa mig; det trænger jeg saa
usigeligt. Jeg skal vaage og stride for Jer; jeg skal
bløde og falde for Jer, om det kræves; men svigt
mig ikke og tvivl ikke –! (høje Raab, som af Skræk, høres
blandt Mængden.) Hvad er det?
Faksimile
175
En vild Stemme
.G[]ør Bod, g[]ør Bod!
Baard Bratte
ser ud.
Det er en Prest, som Djævelen har besat[]!
Paal Flida
.Han river sin Kutte i Flænger og pidsker sig med
Svøbe.
Svøbe.
Stemmen
.G[]ør Bod, g[]ør Bod[,] den yderste Dag er kommen!
Mange Røster
.Flygt, flygt! Ve over Nidaros! Saa syndig en
G[]erning!
G[]erning!
Kong Skule
.Hvad er der hændt!
Baard Bratte
.Alle flygter, Alle viger, som om et vildt Dyr var
kommet imellem dem.
kommet imellem dem.
Kong Skule
.Ja, Alle flygter – (med et Udraab af Glæde) Ha! lige-
godt; – vi er frelste; se, se, – Kong Olafs Skrin
staar midt i Kongsgaarden!
godt; – vi er frelste; se, se, – Kong Olafs Skrin
staar midt i Kongsgaarden!
Paal Flida
.Kong Olafs Skrin!
Baard Bratte
.Ja, ved Himlen, – der staar det!
Kong Skule
.Korsbrødrene er mig tro; saa god en G[]erning
har de aldrig øvet før!
har de aldrig øvet før!
Faksimile
176
Paal Flida
.Hør; der blæses til Things.
Kong Skule
.Nu skal jeg da lovligt hyldes.
Peter
kommer fra Højre.
Tag Kongskaaben om Dig; nu staar Helgen-
skrinet ude.
skrinet ude.
Kong Skule
.Saa har Du frelst Riget for mig og Dig; og
tifold vil vi takke de fromme Korsbrødre, at de gav
efter.
tifold vil vi takke de fromme Korsbrødre, at de gav
efter.
Peter
.Korsbrødrene, min Fader; – dem har Du Intet
at takke for.
at takke for.
Kong Skule
.Det var ikke dem, som hjalp Dig?
Peter
.De lyste Kirkens Ban over hver den, som vovede
at røre Helligdommen.
at røre Helligdommen.
Kong Skule
.Erkebispen altsaa! Endelig har han da givet efter.
Peter
.Erkebispen lyste værre Banstraale end Korsbrø-
drene.
drene.
Kong Skule
.O, saa ser jeg, at jeg endda har trofaste Mænd.
I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være
mig nærmest, – og dernede i Flokken har jeg dem,
som turde tage saa stor en Brøde paa sig for min
Skyld.
I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være
mig nærmest, – og dernede i Flokken har jeg dem,
Faksimile
177
som turde tage saa stor en Brøde paa sig for min
Skyld.
Peter
.Ikke en trofast Mand har Du, som turde tage
Brøden paa sig.
Brøden paa sig.
Kong Skule
.Almægtige Gud, er der da skeet et Jertegn; –
hvem tog Helligdommen ud?
hvem tog Helligdommen ud?
Peter
.Jeg, min Fader!
Kong Skule
med et Skrig.
Du!
Mændene
viger sky tilbage.
Kirkeraner!
Paal Flida, Baard Bratte og et Par Andre gaar ud.
Peter
.G[]erningen maatte g[]øres. Ingen Mands Tro-
skab er at lide paa, før Du er lovlig hyldet. Jeg
bad, jeg tryglede Korsbrødrene; Intet hjalp. Da
brød jeg Kirkedøren op[]; Ingen vovede at følge mig.
Jeg sprang op[] paa Højaltret, greb fat i Hanken og
stemte Knæerne imod; det var, som om en gaadefuld
Magt gav mig mere end menneskelige Kræfter. Skrinet
løsnede, jeg trak[] det efter mig nedover Kirkegulvet,
medens Banstraalen suste som et Uvejr højt oppe under
Hvælvingerne; jeg trak[] det ud af Kirken, Alle flygtede
og veg for mig; da jeg var kommen midt frem i
Kongsgaarden, brast Hanken; her er den!
skab er at lide paa, før Du er lovlig hyldet. Jeg
bad, jeg tryglede Korsbrødrene; Intet hjalp. Da
brød jeg Kirkedøren op[]; Ingen vovede at følge mig.
Jeg sprang op[] paa Højaltret, greb fat i Hanken og
stemte Knæerne imod; det var, som om en gaadefuld
Magt gav mig mere end menneskelige Kræfter. Skrinet
løsnede, jeg trak[] det efter mig nedover Kirkegulvet,
medens Banstraalen suste som et Uvejr højt oppe under
Hvælvingerne; jeg trak[] det ud af Kirken, Alle flygtede
og veg for mig; da jeg var kommen midt frem i
Kongsgaarden, brast Hanken; her er den!
Holder den ivejret.
12
Faksimile
178
Kong Skule
stille, skrækslagen.
Kirkeraner!
Peter
.For din Skyld; for din store Kongstankes Skyld!
Men Du vil slette Brøden ud; alt, hvad der er ondt,
vil Du slette ud. Der vil komme Lys og Fred med
Dig; der vil gaa op[] en straalende Dag over Landet;
– hvad gjør det saa, om der gik en Uvejrsnat[]
foran?
Men Du vil slette Brøden ud; alt, hvad der er ondt,
vil Du slette ud. Der vil komme Lys og Fred med
Dig; der vil gaa op[] en straalende Dag over Landet;
– hvad gjør det saa, om der gik en Uvejrsnat[]
foran?
Kong Skule
.Der stod som en Helgensol om dit Hoved, da
din Moder kom med Dig; – og nu tykkes det mig,
at jeg ser Banstraalen lyne.
din Moder kom med Dig; – og nu tykkes det mig,
at jeg ser Banstraalen lyne.
Peter
.Fader, Fader, tænk ikke paa mig; vær ikke ræd[]
for mit Ve og Vel. Det er jo din Vilje, jeg har
fuldkommet, – hvor kan det regnes mig til Last!
for mit Ve og Vel. Det er jo din Vilje, jeg har
fuldkommet, – hvor kan det regnes mig til Last!
Kong Skule
.Jeg vilde eje din Tro paa mig, og din Tro er
bleven en Synd.
bleven en Synd.
Peter
vildt.
For din Skyld, for din Skyld! Derfor tør ikke
Gud andet, end tvætte den af!
Gud andet, end tvætte den af!
Kong Skule
.Ren og skyldfri, lovede jeg Ingeborg, – og han
haaner Himlen!
haaner Himlen!
Faksimile
179
Paal Flida
kommer.
Alt er i Op[]rør! Rædselsg[]erningen har slaaet
dine Mænd med Skræk; de flygter ind i Kirkerne.
dine Mænd med Skræk; de flygter ind i Kirkerne.
Kong Skule
.De skal ud; de maa ud!
Baard Bratte
kommer.
Bymændene har rejst sig mod Eder; de dræber
Vaarbælgerne rundt om paa Gaderne og i Husene,
hvor de kan finde dem!
Vaarbælgerne rundt om paa Gaderne og i Husene,
hvor de kan finde dem!
En Hirdmand
kommer.
Nu sejler Birkebejnerne op[] i Elven!
Kong Skule
.Blæs mine Mænd sammen. Ingen maa svigte
mig her!
mig her!
Paal Flida
.Ug[]ørligt; Skrækken har lamslaaet dem.
Kong Skule
fortvivlet.
Men jeg kan ikke falde nu! Min Søn maa ikke
dø med en Dødsskyld paa sin Sjæl!
dø med en Dødsskyld paa sin Sjæl!
Peter
.Tænk ikke paa mig; Du er den Eneste, det g[]æl-
der. Lad os søge op[]over til Indherred; der er alle
Mænd tro!
der. Lad os søge op[]over til Indherred; der er alle
Mænd tro!
Kong Skule
.Ja, paa Flugt! Følg mig, hvem der vil berge
Livet!
Livet!
12*
Faksimile
180
Baard Bratte
.Hvad Vej?
Kong Skule
.Over Broen!
Paal Flida
.Alle Broer er brudt af, Herre.
Kong Skule
.Brudt af –! Alle Broer brudt af, siger Du!
Paal Flida
.I skulde brudt dem af i Oslo, saa kunde I ladt
dem staa i Nidaros.
dem staa i Nidaros.
Kong Skule
.Over Elven alligevel; – her er Liv og Salig-
hed at frelse! Paa Flugt! Paa Flugt!
hed at frelse! Paa Flugt! Paa Flugt!
Han og Peter iler ud til Venstre.
Baard Bratte
.Ja, bedre det, end at falde for Bymænd og
Birkebejnere.
Birkebejnere.
Paal Flida
.I Guds Navn, paa Flugt da. (Alle følger efter Skule.)
Stuen staar en kort Stund tom; der høres fjern og forvirret Larm fra
Gaderne; derpaa stormer en Flok væbnede Bymænd ind gjennem Døren
tilhøjre.
Gaderne; derpaa stormer en Flok væbnede Bymænd ind gjennem Døren
tilhøjre.
En Bymand
.Herind! Her maa han være.
En Anden
.Dræb ham!
Flere
.Dræb Kirkeraneren ogsaa!
Faksimile
181
En Enkelt
.Far varligt frem; de bider fra sig.
Første Bymand
.Det har ingen Nød; Birkebejnerne er alt oppe
i Gaden.
i Gaden.
En Bymand
kommer.
For sent; – Kong Skule er flygtet.
Flere
.Hvorhen? Hvorhen?
Den kommende
.Ind i en af Kirkerne, tænker jeg; de er fulde af
Vargbælger.
Vargbælger.
Første Bymand
.Saa lad os søge ham; stor Tak[] og Løn giver
Kong Haakon den Mand, som dræber Skule.
Kong Haakon den Mand, som dræber Skule.
En Anden
.Der kommer Birkebejnerne.
En Tredje
.Kong Haakon selv.
Mange i Flokken
raaber:
Hil Kong Haakon Haakonssøn!
Haakon
kommer ind fra Højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og en
Mængde Andre.
Ja, nu er I ydmyge, I Thrøndere; I har længe
nok staa[]t mig imod.
nok staa[]t mig imod.
Faksimile
182
Første Bymand
paa Knæ.
Naade, Herre; Skule Baardssøn var saa haardt
over os!
over os!
En Anden
ogsaa knælende.
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt ham.
Den Første
.Han tog vort Gods og nødte os til at slaa for
sin uretfærdige Sag.
sin uretfærdige Sag.
Den Anden
.Ak, høje Herre, han har været en Svøbe for
sine Venner som for sine Uvenner.
sine Venner som for sine Uvenner.
Mange Stemmer
.Ja, ja, – Skule Baardssøn har været en Svøbe
for hele Landet.
for hele Landet.
Dagfinn Bonde
.Det turde være et sandt Ord, det.
Haakon
.Godt; med jer Bymænd skal jeg siden tale; det
er min Agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt;
men først er her Andet at tænke paa. Ved Nogen
hvor Skule Baardssøn er?
er min Agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt;
men først er her Andet at tænke paa. Ved Nogen
hvor Skule Baardssøn er?
Flere
.Inde i en af Kirkerne, Herre!
Haakon
.Ved I det saa vis[s]t?
Bymændene
.Ja, der er alle Vargbælgerne.
Faksimile
183
Haakon
sagte til Dagfinn Bonde.
Han maa findes; sæt[] Vagt for alle Kirker i
Byen.
Byen.
Dagfinn Bonde
.Og naar han findes, skal han fældes uden
Op[]hold.
Op[]hold.
Haakon
dæmpet.
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det tyk-
kes mig.
kes mig.
Dagfinn Bonde
.Herre, I svor det dyrt i Oslo.
Haakon
.Og hver Mand i Landet vil kræve hans Død.
(vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de Andre.) Gaa; Du
var engang hans Ven; søg ham, og faa ham til at
flygte af Landet.
(vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de Andre.) Gaa; Du
var engang hans Ven; søg ham, og faa ham til at
flygte af Landet.
Gregorius Jonssøn
glad.
Det vil I, Herre?
Haakon
.For min fromme, elskelige Hustrus Skyld.
Gregorius Jonssøn
.Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke vil
eller ikke kan?
eller ikke kan?
Haakon
.I Guds Navn, da kan jeg heller ikke spare ham;
da maa mit Kongsord staa ved Magt. Gaa!
da maa mit Kongsord staa ved Magt. Gaa!
Faksimile
184
Gregorius Jonssøn
.Jeg skal gaa og g[]øre mit Bedste. Himlen give
det maatte lykkes. (gaar tilhøjre.)
det maatte lykkes. (gaar tilhøjre.)
Haakon
.Du, Dagfinn Bonde, gaar med sikkre Mænd ned
paa Kongsskibet; I skal følge Dronningen og Barnet
op[] til Elgesæter Kloster.
paa Kongsskibet; I skal følge Dronningen og Barnet
op[] til Elgesæter Kloster.
Dagfinn Bonde
.Herre, mener I hun er tryg[] der?
Haakon
.Hun er ingensteds tryggere. Vargbælgerne har
lukket sig inde i Kirkerne, og hun har bedet saa meget;
hendes Moder er paa Elgesæter.
lukket sig inde i Kirkerne, og hun har bedet saa meget;
hendes Moder er paa Elgesæter.
Dagfinn Bonde
.Ja ja, det ved jeg.
Haakon
.Hils Dronningen k[]ærligst fra mig; og hils Fru
Ragnhild ogsaa. Du kan sige dem, at saasnart Varg-
bælgerne har faldet tilfode og har faaet Grid, skal
der ringes med alle Klokker i Nidaros, til Tegn paa,
at der er kommet Fred over Landet ig[]en. – I By-
mænd skal staa mig tilrette imorgen og tage Straf,
hver efter sine G[]erninger. (gaar med sine Mænd.)
Ragnhild ogsaa. Du kan sige dem, at saasnart Varg-
bælgerne har faldet tilfode og har faaet Grid, skal
der ringes med alle Klokker i Nidaros, til Tegn paa,
at der er kommet Fred over Landet ig[]en. – I By-
mænd skal staa mig tilrette imorgen og tage Straf,
hver efter sine G[]erninger. (gaar med sine Mænd.)
Første Bymand
.Ve os for imorgen!
Anden Bymand
.Vi faar et stort Regnskab.
Faksimile
185
Første
.Vi, som har været Haakon imod saa længe, –
som var med at raabe for Skule, da han tog Kongs-
navn.
som var med at raabe for Skule, da han tog Kongs-
navn.
Anden
.Som gav Skule baade Skibe og Krigsstyr, –
som kjøbte alt det Gods, han ranede fra Haakons
Sysselmænd.
som kjøbte alt det Gods, han ranede fra Haakons
Sysselmænd.
Første
.Ja, ve os for imorgen!
En Bymand
kommer ilsomt ind fra Venstre.
Hvor er Haakon? Hvor er Kongen?
Første Bymand
.Hvad vil Du ham?
Den Kommende
.Bringe ham et stort og vigtigt Budskab.
Flere
.Hvilket?
Den Kommende
.Det siger jeg ikke Andre end Kongen selv.
Flere
.Jo, sig, sig!
Den Kommende
.Skule Baardssøn flygter op[]over mod Elgesæter.
Første Bymand
.Umuligt! Han er i en af Kirkerne.
Den Kommende
.Nej, nej; han og Sønnen satte over Elven i en
Færing.
Færing.
Faksimile
186
Første Bymand
.Ha, saa kan vi frelse os fra Haakons Vrede.
Anden Bymand
.Ja, lad os strax melde ham, hvor Skule er.
Første
.Nej, bedre end som saa; vi siger Intet, men gaar
selv op[] til Elgesæter og fælder Skule.
selv op[] til Elgesæter og fælder Skule.
Anden
.Ja, ja, – lad os det!
Tredje
.Men fulgte ikke mange Vargbælger med over
Elven?
Elven?
Den Kommende
.Nej, der var bare faa Mænd paa Baaden.
Første Bymand
.Vi væbner os det bedste vi kan. O, nu er By-
mændene bergede! Sig ikke til Nogen, hvad vi har
fore; vi er mandstærke nok, – og saa op[]over til
Elgesæter.
mændene bergede! Sig ikke til Nogen, hvad vi har
fore; vi er mandstærke nok, – og saa op[]over til
Elgesæter.
Alle
dæmpet.
Ja, op[]over til Elgesæter!
De gaar skyndsomt men forsigtigt ud til Venstre.
Faksimile
187
Granskog i Bakkerne ovenfor Nidaros.
Det er Maaneskin; men Natten er taaget, saa at Baggrunden kun skimtes
utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store Stene ligger rundt
omkring. Kong Skule, Peter, Paal Flida, Baard Bratte og flere Vaar-
bælger kommer gjennem Skogen fra Venstre.
utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store Stene ligger rundt
omkring. Kong Skule, Peter, Paal Flida, Baard Bratte og flere Vaar-
bælger kommer gjennem Skogen fra Venstre.
Peter
.Kom her og hvil Dig, min Fader!
Kong Skule
.Ja, lad mig hvile, hvile. (synker ned ved en Sten.)
Peter
.Hvorledes er det med Dig?
Kong Skule
.Jeg er sulten! [Syg, syg!
Jeg ser døde mænds skygger!]
Jeg ser døde mænds skygger!]
Peter
springer opp.
Skaf[] Hjælp, – Brød til Kongen!
Baard Bratte
.Her er Hvermand Konge; thi her gjælder det
Livet. Staa op[], Skule Baardssøn, er Du Konge,
saa lig[] ikke der og styr Landet.
Livet. Staa op[], Skule Baardssøn, er Du Konge,
saa lig[] ikke der og styr Landet.
Peter
.Haaner Du min Fader, saa dræber jeg Dig!
Baard Bratte
.Jeg blir dræbt alligevel; mig giver Kong Haakon
aldrig Grid; thi jeg var hans Sysselmand og sveg
ham for Skules Skyld. Find paa Noget, som kan
berge os! Der er ikke saa fortvivlet en G[]erning, at
jeg jo vover den nu.
aldrig Grid; thi jeg var hans Sysselmand og sveg
ham for Skules Skyld. Find paa Noget, som kan
berge os! Der er ikke saa fortvivlet en G[]erning, at
jeg jo vover den nu.
Faksimile
188
En Vaarbælg
.Kunde vi bare slippe over til Klostret paa Holm.
Paal Flida
.Bedre til Elgesæter.
Baard Bratte
udbryder pludseligt:
Bedst at gaa ned paa Haakons Skib og rane
Kongsbarnet!
Kongsbarnet!
Paal Flida
.Raser Du!
Baard Bratte
.Nej, nej, det er vor eneste Redning, og let[] at
sætte i Værk. Birkebejnerne leder hvert Hus ig[]ennem
og holder Vagt for Kirkerne; de tror ikke at Nogen
af os har kunnet flygte, siden alle Broer var brudt af.
Der kan umuligt være stort Mandskab ombord paa
Skibene; har vi Kongs-Emnet i vor Magt, saa skal
Haakon give os Fred, eller ogsaa skal hans Æt[]ling
dø med os. Hvem vil være med at berge Livet?
sætte i Værk. Birkebejnerne leder hvert Hus ig[]ennem
og holder Vagt for Kirkerne; de tror ikke at Nogen
af os har kunnet flygte, siden alle Broer var brudt af.
Der kan umuligt være stort Mandskab ombord paa
Skibene; har vi Kongs-Emnet i vor Magt, saa skal
Haakon give os Fred, eller ogsaa skal hans Æt[]ling
dø med os. Hvem vil være med at berge Livet?
Paal Flida
.Ikke jeg, naar det skal berges paa slig Vis.
Flere
.Ikke jeg! Ikke jeg!
Peter
.Ha, men om det var til Frelse for min Fader –!
Baard Bratte
.Vil Du være med, saa kom. Nu gaar jeg ned
paa Hladehammeren; der ligger den Flok, vi mødte
her under Bakken; det er de vildeste Vovhalse af alle
Vargbælgerne; de havde svømmet over Elven, for de
vidste, de ikke vilde faaet Grid i Kirkerne. De Drenge
tør nok g[]æste Kongsskibet, de! Hvem af Jer vil saa
med?
paa Hladehammeren; der ligger den Flok, vi mødte
her under Bakken; det er de vildeste Vovhalse af alle
Faksimile
189
Vargbælgerne; de havde svømmet over Elven, for de
vidste, de ikke vilde faaet Grid i Kirkerne. De Drenge
tør nok g[]æste Kongsskibet, de! Hvem af Jer vil saa
med?
Nogle
.Jeg, jeg!
Peter
.Kanhænde jeg ogsaa; men først maa jeg vide min
Fader under sikkert Tag.
Fader under sikkert Tag.
Baard Bratte
.Før det gryr af Dag farer vi op[] i Elven.
Kom, her gaar en Benvej nedover til Hlade.
Kom, her gaar en Benvej nedover til Hlade.
Han og nogle Andre gaar ud til Højre.
Peter
til Paal Flida.
Tal ikke til min Fader om noget af dette; han
er sjælesyg inat[], vi faar handle for ham. Der er
Frelse i Baard Brattes Værk; inden Daggry skal
Kongsbarnet være i vore Hænder.
er sjælesyg inat[], vi faar handle for ham. Der er
Frelse i Baard Brattes Værk; inden Daggry skal
Kongsbarnet være i vore Hænder.
Paal Flida
.For at dræbes, kan jeg tænke. Ser I da ikke,
at det er en Synd –
at det er en Synd –
Peter
.Det kan ikke være nogen Synd; thi min Fader
dømte det i Oslo. Det maa jo afvejen alligevel; det
hindrer min Fader; – min Fader har en stor Kongs-
tanke at sætte igjennem; det faar være det samme,
hvem eller Hvormange der falder for den.
dømte det i Oslo. Det maa jo afvejen alligevel; det
hindrer min Fader; – min Fader har en stor Kongs-
tanke at sætte igjennem; det faar være det samme,
hvem eller Hvormange der falder for den.
Faksimile
190
Paal Flida
.Usalig for Jer var den Dag, I fik vide, I var
Kong Skules Søn. (lyttende) Hyss; – kast Jer fladt
ned paa Jorden; der kommer Folk.
Kong Skules Søn. (lyttende) Hyss; – kast Jer fladt
ned paa Jorden; der kommer Folk.
Alle kaster sig ned bag Stene og Stubber; et Tog, dels af Ridende, dels af
Gaaende, skimtes utydeligt gjennem Taagen inde mellem Træerne; de kom-
mer fra Venstre og gaar nd til Højre.
Gaaende, skimtes utydeligt gjennem Taagen inde mellem Træerne; de kom-
mer fra Venstre og gaar nd til Højre.
Peter
.Det er Dronningen.
Paal Flida
.Ja, ja; hun taler med Dagfinn Bonde. Hyss!
Peter
.De skal til Elgesæter. Kongsbarnet er med!
Paal Flida
.Og Dronningens Fruer.
Peter
.Men kun fire Mand! Op[], op[], Kong Skule, –
nu er dit Rige frelst!
nu er dit Rige frelst!
Kong Skule
.Mit Rige? Det er mørkt, det, – som Engelens,
der rejste sig mod Gud.
der rejste sig mod Gud.
En Flok Korsbrødre kommer ind fra Højre.
En Korsbroder
.Hvem taler her? Er det Kong Skules Mænd?
Paal Flida
.Kong Skule selv.
Korsbroderen
til Skule.
Gud være lovet, at vi traf[] Eder, k[]ære Herre!
Vi fik spurgt af nogle Bymænd, at I havde taget
Vejen op[]over, og vi er ligesaa utrygge i Nidaros,
som I selv –
Vi fik spurgt af nogle Bymænd, at I havde taget
Faksimile
191
Vejen op[]over, og vi er ligesaa utrygge i Nidaros,
som I selv –
Peter
.I havde fortjent Døden, I, som ikke gav Olafs-
skrinet ud.
skrinet ud.
Korsbroderen
.Erkebispen forbød det; men vi vil g[]erne tjene
Kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til
ham. Her har vi taget Korskaaber med til Eder og
Mændene; tag dem paa, saa slipper I let[] ind i et af
Klostrene, og kan prøve paa at faa Grid af Haakon.
Kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til
ham. Her har vi taget Korskaaber med til Eder og
Mændene; tag dem paa, saa slipper I let[] ind i et af
Klostrene, og kan prøve paa at faa Grid af Haakon.
Kong Skule
.Ja, giv mig Korskaabe paa; jeg og min Søn
maa staa paa vigslet Grund. Jeg vil til Elgesæter.
maa staa paa vigslet Grund. Jeg vil til Elgesæter.
Peter
sagte til Paal Flida.
Sørg for, at min Fader kommer trygt frem –
Paal Flida
.Mindes I ikke, at der er Birkebejnere paa Elge-
sæter?
sæter?
Peter
.Kun fire Mænd; dem magter I let[], og indenfor
Klostermuren drister de sig ikke til at røre Jer. Jeg
søger Baard Bratte.
Klostermuren drister de sig ikke til at røre Jer. Jeg
søger Baard Bratte.
Paal Flida
.Tænk Jer om!
Peter
.Det er ikke paa Kongsskibet, men paa Elgesæter,
at de Fredløse skal frelse Riget for min Fader!
at de Fredløse skal frelse Riget for min Fader!
Gaar hurtigt ud til Højre.
Faksimile
192
En Vaarbælg
hviskende til en Anden.
Gaar Du til Elgesæter med Skule?
Den Anden
.Hyss; nej; Birkebejnerne er der jo.
Den Første
.Jeg gaar ikke heller; men sig ikke Noget til de
Andre.
Andre.
Korsbroderen
.Og nu afsted, To og To, – en Krigsmand og
en Korsbroder –
en Korsbroder –
En anden Korsbroder
siddende paa en Træstubb bag de Øvrige.
Jeg tager Kong Skule.
[Kong Skule]
[.]
Ved Du Vejen?
Korsbroderen
.Den brede Vej.
Første Korsbroder
.Skynd Jer; lad os spredes paa forskjellige Stier
og samles udenfor Klosterporten.
og samles udenfor Klosterporten.
De gaar ud mellem Træerne tilhøjre; Taagen letter og Kometen viser sig
rød og skinnende i den disige Luft.
rød og skinnende i den disige Luft.
Kong Skule
.Peter, min Søn –! (farer tilbage.) Ha, der er det
gloende Sverd paa Himlen!
gloende Sverd paa Himlen!
Korsbroderen
siddende bag ham paa Træstubben.
Og her er jeg!
Faksimile
193
Kong Skule
.Hvem er Du?
Korsbroderen
.En gammel K[]ending.
Kong Skule
.Blegere Mand har jeg aldrig se[]t.
Korsbroderen
.Men Du k[]ender mig ikke.
Kong Skule
.Det er Dig, som vil følge mig til Elgesæter.
Korsbroderen
.Det er mig, som vil følge Dig til Kongssædet.
Kong Skule
.Kan Du det?
Korsbroderen
.Jeg kan, hvis Du selv vil.
Kong Skule
.Og ved hvilket Middel?
Korsbroderen
.Ved det Middel, som jeg før har brugt; – jeg
vil føre Dig op[] paa et højt Berg og vise Dig al
Jordens Herlighed.
vil føre Dig op[] paa et højt Berg og vise Dig al
Jordens Herlighed.
Kong Skule
.Al Jordens Herlighed har jeg før se[]t i fristende
Drømme.
Drømme.
Korsbroderen
.Det var mig, som gav Dig de Drømme.
13
Faksimile
194
Kong Skule
.Hvem er Du?
Korsbroderen
.Sendebud fra det ældste Kongs-Emne i Verden.
Kong Skule
.Fra det ældste Kongs-Emne i Verden?
Korsbroderen
.Fra den første Jarl, der rejste sig mod det største
Rige, og som grundede et Rige selv, der skal vare ud
over Dommedag!
Rige, og som grundede et Rige selv, der skal vare ud
over Dommedag!
Kong Skule
skrigende.
Bisp Nikolas!
Korsbroderen
rejser sig.
K[]ender Du mig nu? Vi var K[]endinger før; –
For din Skyld er jeg kommen tilbage.
Paa selvsamme Skude, for selvsamme Bør,
Har vi sejlet i Aar og i Dage.
Jeg var ræd[] da vi skiltes; der var Uvejr og Nat[];
En Høg i min Sjæl sine Klø[]r havde sat[];
Jeg trygled om Messer og Klokkeklang,
Jeg kjøbte mig Bønner og Munkesang, –
Jeg betalte for syv og de læste fjorten;
Men endda slap[] jeg ikke indenfor Porten.
Kong Skule
.Og nu kommer Du dernedefra –?
Korsbroderen
.Ja, jeg kommer fra Riget dernede[;]
Fra Riget, som altid saa stygt blir malt.
Faksimile
195
Aa, Du kan tro, der er ikke saa galt;
Det har ingen Nød med den svare Hede.
Kong Skule
.Og saa hører jeg, Du har lært Skaldskab, gamle
Baglerhøvding!
Baglerhøvding!
Korsbroderen
.Skaldskab? Ja, og en Mængde Latin!
Før var jeg ingen stiv Latiner, som Du mindes;
Nu tvivler jeg paa, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt Trin,
Ja, næsten bare for at slippe derind,
Er det hartad nødvendigt at lære Latin.
Og En maa jo gaa fremad, naar til Gjestebudsbord
En sidder hver Dag med slig Lærdom stor, –
Halvhundred, som her lod sig Paver kalde,
Femhundred Kardinaler og syvtus[e]nd Skalde.
Kong Skule
.Hils din Herre, og tak[] ham for godt Venskab.
Du kan sige, han er den eneste Konge, som skikker
Hjælp til Skule den Første af Norge!
Du kan sige, han er den eneste Konge, som skikker
Hjælp til Skule den Første af Norge!
Korsbroderen
.Hør nu, Kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange Tjenere, han dernede,
Og hver har sit Strøg i Verden at frede;
Jeg fik Norge, thi her er jeg kjendt.
Haakon Haakonssøn er ingen Mand for os,
Vi liker ham ikke, han byder os Trods;
Se, han maa falde og Du skal styre,
Som eneste Ejer af Kronen den dyre.
13*
Faksimile
196
Kong Skule
.Ja, giv mig Kronen! Har jeg den, saa skal
jeg nok styre slig, at jeg kan kjøbe mig løs igjen.
jeg nok styre slig, at jeg kan kjøbe mig løs igjen.
Korsbroderen
.Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inat[] det gjælder at nytte Tiden.
Paa Elgesæter sover Kong Haakons Barn; –
Fanger Du det i Dødsens Garn,
Da hvirvles hver Modstand som Fnug for Vejret,
Da er Du Konge, da har Du sejret!
Kong Skule
.Tror Du saa vis[s]t, at jeg da har sejret?
Korsbroderen
.Hver Mand i Norge sukker om Fred;
Kongen maa eje et Kongs-Emne med,
En Æt[]ling, som arver sin Faders Rige;
Thi Folket er træt[] af de Hundredaarskrige.
Rejs Dig, Kong Skule; inat[] det gjælder;
Nu eller aldrig Du Fienden fælder!
Se hvor det lysner, der langt mod Nord,
Ser Du hvor Skodden letter derude, –
Der slutter sig lydløst Skude til Skude, –
Og hør saa hvor hult det dønner i Jord!
Alt skal Du faa mod et bindende Ord,
Tus[e]nde Stridsmænd i Stormgang paa Jorden,
Tus[e]nde skinnende Sejl paa Fjorden!
Kong Skule
.Saa nævn da Ordet!
Faksimile
197
Korsbroderen
.For at stille Dig højest paa Verdensstigen,
Jeg vil kun Du føjer din egen Higen;
Landet Du faar med Byer og Borge,
Hvis din Søn efter Dig bliver Konge i Norge!
Kong Sknle
løfter Haanden, som til Ed.
Min Søn skal – (holder pludselig inde og udbryder for-
færdet.) [Kirkeraneren! Al magte<...>
til ham!] Ha! nu sk[]ønner jeg Dig; – Du vil hans
Sjæls Fortabelse! Vig fra mig, vig fra mig! (strækker
Armene mod Himlen.) Og forbarm Dig over mig, Du, som
jeg nu skriger til om Hjælp i min højeste Nød!
færdet.) [Kirkeraneren! Al magte<...>
til ham!] Ha! nu sk[]ønner jeg Dig; – Du vil hans
Sjæls Fortabelse! Vig fra mig, vig fra mig! (strækker
Armene mod Himlen.) Og forbarm Dig over mig, Du, som
jeg nu skriger til om Hjælp i min højeste Nød!
Styrter til Jorden.
Korsbroderen
.Forbandet! Nu gik dog det Hele saa glat[];
Jeg tænkte saa vis[s]t, jeg havde ham fat[];
Men Lyset har gjort et kjærligt Træk[],
Som jeg ikke kjendte, – og Spillet er væk[].
Lad gaa; til Hast har jeg ingen Trang;
Perpetuum mobile er jo igang;
Jeg har Brev paa min Magt langt ud gjennem Slægterne,
Brev paa min Magt over Lysfornægterne;
Dem skal i Norge jeg styre og raade,
Er min Magt end dem selv en uløselig Gaade!
længere fremme.
Gaar til sin G[]erning de norske Mænd
Viljeløst vimrende, ved ej hvorhen, –
Skrukker sig Hjerterne, smyger sig Sindene,
Veke, som vaggende Vidjer for Vindene, –
Kan kun om en Ting i Verden de enes,
Faksimile
198
Den, at hver Storhed skal styrtes og stenes, –
Hejses som Mærke Usseldoms Klude,
Sætter de Æren i Flugt og i Fald, –
Da er det Bisp Nikolas som er ude,
Bagler-Bispen, som røgter sit Kald!
Han bliver borte i Skodden mellem Træerne.
Kong Skule
rejser sig, efter et kort Op[]hold, halvt ivejret og ser sig om.
Hvor er han, den Sorte? (springer op[].) Vejviser,
Vejviser, hvor er Du? Væk! – Ligegodt; nu ved
jeg Vejen selv, baade til Elgesæter og længere frem.
Vejviser, hvor er Du? Væk! – Ligegodt; nu ved
jeg Vejen selv, baade til Elgesæter og længere frem.
Gaar ud til Højre.
Klostergaarden paa Elgesæter.
Paa venstre Side ligger Kapellet med Indgang fra Gaarden; Vinduerne er
opplyste. Langsmed den modsatte Side af Klostergaarden strækker sig nogle
lavere Byg[]ninger; i Baggrunden Klostermuren med en stærk Port, som er
stængt. Det er klar Maaneskinsnat[]. Tre Birkebejnerhøvdinger staar ved
Porten; Margrete, Fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud fra
Kapellet.
opplyste. Langsmed den modsatte Side af Klostergaarden strækker sig nogle
lavere Byg[]ninger; i Baggrunden Klostermuren med en stærk Port, som er
stængt. Det er klar Maaneskinsnat[]. Tre Birkebejnerhøvdinger staar ved
Porten; Margrete, Fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud fra
Kapellet.
Fru Ragnhild
halvt fra sig selv.
Kong Skule maatte flygte ind i Kirken, siger Du!
Han, han, flygtende, tryglende om Fred for Altret,
– tryglende om Livet kanhænde – o nej, nej, det
har han ikke gjort; men Gud vil straffe Jer, som
vovede at lade det komme saa vidt!
Han, han, flygtende, tryglende om Fred for Altret,
– tryglende om Livet kanhænde – o nej, nej, det
har han ikke gjort; men Gud vil straffe Jer, som
vovede at lade det komme saa vidt!
Margrete
.Min gode elskede Moder, styr Dig; Du ved ikke
hvad Du siger; det er Sorgen som taler.
hvad Du siger; det er Sorgen som taler.
Faksimile
199
Fru Ragnhild
.Hør, I Birkebejnere! Haakon Haakonssøn var
det, som skulde ligge inde for Alteret og trygle Kong
Skule om Liv og Fred!
det, som skulde ligge inde for Alteret og trygle Kong
Skule om Liv og Fred!
En Birkebejner
.Usømmeligt er det for trofaste Mænd at høre
paa slige Ord.
paa slige Ord.
Margrete
.Hatten af for en Hustrus Sorg!
Fru Ragnhild
.Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer Allesam-
men, naar han faar Magten ig[]en!
men, naar han faar Magten ig[]en!
Dagfinn Bonde
.Den faar han aldrig mere, Fru Ragnhild.
Margrete
.Ti, ti!
Fru Ragnhild
.Tror Du at Haakon Haakonssøn tør lade Dommen
sættes i Værk, om han fanger Kongen?
sættes i Værk, om han fanger Kongen?
Dagfinn Bonde
.Kong Haakon ved selv bedst om en Kongs-Ed kan
brydes.
brydes.
Fru Ragnhild
til Margrete.
Og slig Blodmand har Du fulgt i Tro og K[]ær-
lighed! Er Du din Faders Barn! Gid Straffen
ramme –! Gaa fra mig, gaa fra mig!
lighed! Er Du din Faders Barn! Gid Straffen
ramme –! Gaa fra mig, gaa fra mig!
Faksimile
200
Margrete
.Velsignet være din Mund, skjønt Du bander
mig nu.
mig nu.
Fru Ragnhild
.Jeg maa ned til Nidaros, ind i Kirken og finde
Kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad
i Lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu
vil han ikke vredes fordi jeg kommer. Luk[] Porten
opp for mig, lad mig komme til Nidaros!
Kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad
i Lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu
vil han ikke vredes fordi jeg kommer. Luk[] Porten
opp for mig, lad mig komme til Nidaros!
Margrete
.Min Moder, for Guds Barmhjertigheds Skyld –!
Det banker stærkt paa Klosterporten.
Dagfinn Bonde
.Hvem banker?
Kong Skule
udenfor.
En Konge.
Dagfinn Bonde
.Skule Baardssøn!
Fru Ragnhild
.Kong Skule!
Margrete
.Min Fader!
Kong Skule
.Luk[] op[], luk[] op[]!
Dagfinn Bonde
.Her lukkes ikke op[] for Fredløse.
Kong Skule
.Det er en Konge, som banker, siger jeg; en
Konge, som ikke har Tag over Hovedet; en Konge,
som trænger hellig Grund, for at være tryg[] paa sit
Liv.
Konge, som ikke har Tag over Hovedet; en Konge,
Faksimile
201
som trænger hellig Grund, for at være tryg[] paa sit
Liv.
Margrete
.Dagfinn, Dagfinn, det er min Fader!
Dagfiun Bonde
gaar hen til Porten og aabner en liden Luge.
Kommer I med mange Mænd til Klostret?
Kong Skule
.Med alle de Mænd, som blev mig tro i Nøden.
Dagfinn Bonde
.Og hvormange er det?
Kong Skule
.Færre end en.
Margrete
.Han er alene, Dagfinn!
Fru Ragnhild
.Himlens Vrede ramme Dig, om Du nægter ham
vigslet Grund!
vigslet Grund!
Dagfinn Bonde
.I Guds Navn da!
Lukker op[]; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine Hoveder; Kong Skule kom-
mer ind i Klostergaarden.
mer ind i Klostergaarden.
Margrete
om hans Hals.
Min Fader! Min velsignede ulykkelige Fader!
Fru Ragnhild
stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne.
I hykler Ærefrygt for ham, I vil svige ham,
som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal
ikke røre ham, saalænge jeg er ilive!
som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal
ikke røre ham, saalænge jeg er ilive!
Faksimile
202
Dagfinn Bonde
.Her er han tryg[], thi han er paa vigslet Grund.
Margrete
.Og ikke en af alle dine Mænd havde Mod til
at følge Dig inat[]!
at følge Dig inat[]!
Kong Skule
.Baade Korsbrødre og Krigsmænd fulgte mig paa
Vejen; men de smøg fra mig, En for En, fordi de
vidste der var Birkebejnere paa Elgesæter. Paal Flida
var den, som slap[] mig sidst; han fulgte mig til
Klosterporten; der gav han mig det sidste Haandslag
og takkede for den Tid, der fandtes Vargbælger i
Norge.
Vejen; men de smøg fra mig, En for En, fordi de
vidste der var Birkebejnere paa Elgesæter. Paal Flida
var den, som slap[] mig sidst; han fulgte mig til
Klosterporten; der gav han mig det sidste Haandslag
og takkede for den Tid, der fandtes Vargbælger i
Norge.
Dagfinn Bonde
til Birkebejnerne.
Gaa ind, I Høvdinger, og stil[] Jer som Vagt
om Kongsbarnet; jeg maa til Nidaros og melde Kongen,
at Skule Baardssøn er paa Elgesæter; i slig stor Sag
faar han selv handle.
om Kongsbarnet; jeg maa til Nidaros og melde Kongen,
at Skule Baardssøn er paa Elgesæter; i slig stor Sag
faar han selv handle.
Margrete
.O, Dagfinn, Dagfinn, kan Du ville det!
Dagfinn Bonde
.Ilde tjente jeg ellers Konge og Land. (til Mændene.)
Stæng Porten efter mig, vaag over Barnet, og luk[]
ikke op[] for Nogen, før Kongen kommer. (dæmpet til Skule.)
Farvel, Skule Baardssøn, – og Gud sk[]ænke Jer en
salig Ende.
Stæng Porten efter mig, vaag over Barnet, og luk[]
ikke op[] for Nogen, før Kongen kommer. (dæmpet til Skule.)
Farvel, Skule Baardssøn, – og Gud sk[]ænke Jer en
salig Ende.
Gaar ud g[]ennem Porten; Birkebejnerne lukker efter ham og gaar ind i
Kapellet.
Kapellet.
Faksimile
203
Fru Ragnhild
.Ja, lad Haakon komme; jeg slipper Dig ikke;
jeg holder Dig tæt[] og k[]ærligt i mine Arme, som jeg
aldrig har holdt Dig før.
jeg holder Dig tæt[] og k[]ærligt i mine Arme, som jeg
aldrig har holdt Dig før.
Margrete
.O, hvor Du er bleg – og ældet; Du fryser.
Kong Skule
.Jeg fryser ikke, – men jeg er træt[], træt[].
Margrete
.Saa kom ind, og hvil Dig –
Kong Skule
.Ja, ja; det tør vel snart være paa Tiden at
hvile.
hvile.
Sigrid
fra Kapellet.
Endelig kommer Du, min Broder!
Kong Skule
.Sigrid! Er Du her?
Sigrid
.Jeg lovede jo, at vi skulde mødes, naar Du
trængte mig i din højeste Nød.
trængte mig i din højeste Nød.
Kong Skule
.Hvor er dit Barn, Margrete?
Margrete
.Det sover i Sakristiet.
Kong Skule
.Saa er Ætten samlet paa Elgesæter inat[].
Sigrid
.Ja, samlet efter lange forvildede Tider.
Faksimile
204
Kong Skule
.Nu fattes kun Haakon Haakonssøn.
Margrete
og Fru Ragnhild
klynger sig med et smerteligt Udbrud[] fast til ham.
Min Fader! – Min Husbond!
Kong Skule
ser bevæget paa dem.
Har I elsket mig saa højt, I To? Jeg søgte
efter Lykken ude i det Fremmede, og agtede aldrig
paa, at jeg havde et Hjem, hvor jeg kunde fundet den.
Jeg jog efter K[]ærlighed g[]ennem Synd og Brøde, og
vidste aldrig, at jeg ejede den i Kraft af Guds og
Menneskenes Lov. – Og Du, Ragnhild, min Hustru,
Du, som jeg har forbrudt saa meget imod, Du lægger
Dig varmt og blødt op[] til mig i Nødens højeste
Stund, Du kan sk[]ælve og ræddes for den Mands Liv,
som aldrig har kastet et Solglimt over din Vej.
efter Lykken ude i det Fremmede, og agtede aldrig
paa, at jeg havde et Hjem, hvor jeg kunde fundet den.
Jeg jog efter K[]ærlighed g[]ennem Synd og Brøde, og
vidste aldrig, at jeg ejede den i Kraft af Guds og
Menneskenes Lov. – Og Du, Ragnhild, min Hustru,
Du, som jeg har forbrudt saa meget imod, Du lægger
Dig varmt og blødt op[] til mig i Nødens højeste
Stund, Du kan sk[]ælve og ræddes for den Mands Liv,
som aldrig har kastet et Solglimt over din Vej.
Fru Ragnhild
.Du forbrudt! O, Skule, tal ikke saa; tror Du
jeg nogen Tid skulde vove at gaa irette med Dig!
Jeg har altid været for ringe for Dig, min høje
Husbond; der kan ikke hvile Skyld over nogen G[]er-
ning, som Du har øvet.
jeg nogen Tid skulde vove at gaa irette med Dig!
Jeg har altid været for ringe for Dig, min høje
Husbond; der kan ikke hvile Skyld over nogen G[]er-
ning, som Du har øvet.
Kong Skule
.Har Du troet saa trygt paa mig, Ragnhild?
Fru Ragnhild
.Fra den første Dag, jeg saa Dig.
Kong Skule
med Liv.
Naar Haakon kommer, vil jeg bede om Grid!
I milde k[]ærlige Kvinder, – o, det er dog fagert at
leve!
Faksimile
205
I milde k[]ærlige Kvinder, – o, det er dog fagert at
leve!
Sigrid
med et Udtryk[] af Rædsel.
Skule, min Broder! Ve Dig, om Du farer vild
paa Vejen inat[]!
paa Vejen inat[]!
Larm udenfor; strax efter banker det paa Porten.
Margrete
.Hør, hør! Hvem er det, som stormer frem!
Fru Ragnhild
.Hvem banker paa Porten?
Stemmer
udenfor.
Bymændene fra Nidaros! Luk[] op[]! Vi ved at
Skule Baardssøn er derinde!
Skule Baardssøn er derinde!
Kong Skule
.Ja, han er herinde; – hvad vil I ham?
Larmende Stemmer
udenfor.
Kom ud, kom ud! Du skal dø, Du onde Mand!
Margrete
.Og det vover I Bymænd at true med!
En Enkelt
.Kong Haakon har dømt ham i Oslo.
En Anden
.Det er hver Mands Pligt at dræbe ham.
Margrete
.Jeg er Dronningen; jeg byder Eder at fare
herfra!
herfra!
Faksimile
206
En Stemme
.Det er Skule Baardssøns Datter og ikke Dron-
ningen, som taler saa.
ningen, som taler saa.
En Anden
.I har ingen Magt over Liv og Død; Kongen
har dømt ham!
har dømt ham!
Fru Ragnhild
.Ind i Kirken, Skule! For Gud den Barmhjer-
tiges Skyld, lad ikke Blodmændene komme Dig nær!
tiges Skyld, lad ikke Blodmændene komme Dig nær!
Kong Skule
.Ja, ind i Kirken; for dem derude vil jeg ikke
falde. Min Hustru, min Datter; det er som jeg havde
fundet Fred og Lys; o, det maa ikke tages fra mig
igjen saa br[å] [t]! (vil ile ind i Kapellet.)
falde. Min Hustru, min Datter; det er som jeg havde
fundet Fred og Lys; o, det maa ikke tages fra mig
igjen saa br[å] [t]! (vil ile ind i Kapellet.)
Peter
udenfor til Højre.
Min Fader, min Konge! Nu har Du snart
Sejren!
Sejren!
Kong Skule
med et Skrig.
Han! Han! (synker ned paa Kirketrappen.)
Fru Ragnhild
.Hvem er det?
En Bymand
udenfor.
Se, se; Kirkeraneren klyver over Klostertaget!
Andre
.Kast Sten paa ham! Kast Sten paa ham!
Peter
kommer tilsyne paa et Tag tilhøjre og springer ned i Gaarden.
Vel mødt igjen, min Fader!
Faksimile
207
Kong Skule
ser forfærdet paa ham.
Dig – Dig havde jeg glemt –! Hvor kommer
Du fra?
Du fra?
Peter
vildt.
Hvor er Kongsbarnet?
Margrete
.Kongsbarnet!
Kong Skule
springer op[] .
Hvor kommer Du fra, spørger jeg?
Peter
.Ude fra Hladehammeren; jeg har varslet Baard
Bratte og Vargbælgerne om, at Kongsbarnet er paa
Elgesæter inat[].
Bratte og Vargbælgerne om, at Kongsbarnet er paa
Elgesæter inat[].
Margrete
.Gud!
Kong Skule
.Det har Du gjort! Og nu?
Peter
.Han samler Flokken sammen, og saa stævner de
op[]over til Klostret. – Hvor er Kongsbarnet, Kvinde?
op[]over til Klostret. – Hvor er Kongsbarnet, Kvinde?
Margrete
,
der har stillet sig foran Kirkedøren.
Det sover i Sakristiet!
Peter
.Ligegodt, om det saa sov paa Alteret! Jeg har
hentet Olafs Helligdom ud, – jeg er ikke ræd[] for
at hente Kongsbarnet heller!
hentet Olafs Helligdom ud, – jeg er ikke ræd[] for
at hente Kongsbarnet heller!
Faksimile
208
Fru Ragnhild
raaber til Skule.
Ham er det, Du har elsket saa højt!
Margrete
.Fader, Fader! Hvor kunde Du glemme alle os
Andre for hans Skyld!
Andre for hans Skyld!
Kong Skule
.Han var ren, som et Guds Lam, da den ang-
rende Kvinde gav mig ham; – det er Troen paa
mig, som har gjort ham til den, han nu er.
rende Kvinde gav mig ham; – det er Troen paa
mig, som har gjort ham til den, han nu er.
Peter
uden at høre paa ham.
Barnet maa herud! Dræb det, dræb det paa
Dronningens Arm, – det var Kong Skules Ord i
Oslo!
Dronningens Arm, – det var Kong Skules Ord i
Oslo!
Margrete
.Syndigt, syndigt!
Peter
.En Helgen kunde tryggelig gjøre det, naar min
Fader har sagt det! Min Fader er Kongen; thi han
ejer den store Kongstanke!
Fader har sagt det! Min Fader er Kongen; thi han
ejer den store Kongstanke!
Bymændene
banker paa Porten.
Luk[] op[]! Kom ud, Du og Kirkeraneren, ellers
brænder vi Klostret ned!
brænder vi Klostret ned!
Kong Skule
som greben af en stærk Besluttning.
Den store Kongstanke! Ja, den er det, som
har forgiftet din unge k[]ærlige Sjæl! Ren og skyldfri
skulde jeg give Dig tilbage; det er Troen paa mig,
som driver Dig saa vildt fra Brøde til Brøde, fra
Dødsskyld til Dødsskyld! O, men jeg kan frelse Dig
endnu; jeg kan frelse os Alle! (raaber mod Baggrunden.
Vent, vent, I Bymænd derude; jeg kommer!
har forgiftet din unge k[]ærlige Sjæl! Ren og skyldfri
skulde jeg give Dig tilbage; det er Troen paa mig,
Faksimile
209
som driver Dig saa vildt fra Brøde til Brøde, fra
Dødsskyld til Dødsskyld! O, men jeg kan frelse Dig
endnu; jeg kan frelse os Alle! (raaber mod Baggrunden.
Vent, vent, I Bymænd derude; jeg kommer!
Margrete
griber forfærdet hans Haand.
Min Fader, hvad vil Du?
Fru Ragnhild
klynger sig op[] til ham med et Skrig.
Skule!
Sigrid
river dem bort fra ham og raaber med vild straalende Glæde:
Slip[] ham, slip[] ham, I Kvinder; – der vo[ks]er
Vinger ved hans Tanke nu!
Vinger ved hans Tanke nu!
Kong Skule
fast og stærk til Peter.
Du saa i mig den Himmelkaarne, – den, som
skulde gjøre den store Kongsg[]erning i Landet. Se
bedre paa mig, Du Forvildede! Kongspjalterne, som
jeg har pyntet mig med, de var laante og stjaalne,
– nu lægger jeg dem af, en for en.
skulde gjøre den store Kongsg[]erning i Landet. Se
bedre paa mig, Du Forvildede! Kongspjalterne, som
jeg har pyntet mig med, de var laante og stjaalne,
– nu lægger jeg dem af, en for en.
Peter
angst.
Min høje, herlige Fader, tal ikke saa!
Kong Skule
.Kongstanken er Haakons, ikke min; han alene
har faa[]t den Kraft af Herren, som kan g[]øre den til
Sandhed. Du har tro[]t paa en Løgn; vend Dig fra
mig og frels din Sjæl.
har faa[]t den Kraft af Herren, som kan g[]øre den til
Sandhed. Du har tro[]t paa en Løgn; vend Dig fra
mig og frels din Sjæl.
14
Faksimile
210
Peter
med brudt Stemme.
Kongstanken er Haakons!
Kong Skule
.Jeg vilde være den Største i Landet. Gud, Gud;
se, jeg ydmyger mig for Dig, og staar som den Rin-
geste af Alle.
se, jeg ydmyger mig for Dig, og staar som den Rin-
geste af Alle.
Peter
.Tag mig bort fra Jorden, Herre! Straf mig
for al min Brøde; men tag mig bort fra Jorden;
thi her er jeg hjemløs nu! (synker ned paa Kirketrappen.)
for al min Brøde; men tag mig bort fra Jorden;
thi her er jeg hjemløs nu! (synker ned paa Kirketrappen.)
Kong Skule
.Jeg havde en Ven, som blødte for mig i Oslo.
Han sagde: En Mand kan falde for en Andens Livs-
værk; men skal han blive ved at leve, saa maa han
leve for sit eget. – Jeg har intet Livsværk at leve
for, jeg kan ikke leve for Haakons heller, – men jeg
kan falde for det.
Han sagde: En Mand kan falde for en Andens Livs-
værk; men skal han blive ved at leve, saa maa han
leve for sit eget. – Jeg har intet Livsværk at leve
for, jeg kan ikke leve for Haakons heller, – men jeg
kan falde for det.
Margrete
.Nej, nej, det skal Du aldrig!
Kong Skule
tager hendes Haand og ser mildt paa hende.
Elsker Du din Husbond, Margrete?
Margrete
.Højere end Alt i Verden.
Kong Skule
.Du kunde bære at han sagde Dødsdommen over
mig; men vilde Du ogsaa kunne bære det, om han
maatte lade den fuldbyrde?
mig; men vilde Du ogsaa kunne bære det, om han
maatte lade den fuldbyrde?
Faksimile
211
Margrete
.Himlens Herre, styrk mig!
Kong Skule
.Kunde Du, Margrete?
Margrete
sagte og gysende.
Nej, nej, – vi maatte skilles ad, – jeg turde
aldrig se ham tiere!
aldrig se ham tiere!
Kong Skule
.Du vilde lukke det fagreste Lys ude fra hans Liv
og fra dit; – vær rolig, Margrete, – Du skal ikke
have det nødig.
og fra dit; – vær rolig, Margrete, – Du skal ikke
have det nødig.
Fru Ragnhild
.Far fra Landet, Skule; jeg følger Dig hvorhen
og saalangt Du vil.
og saalangt Du vil.
Kong Skule
hovedrystende.
Med en haanende Skygge mellem os? – Jeg
har fundet Dig inat[] for første Gang; der maa ingen
Skygge være mellem mig og Dig, min stille trofaste
Hustru; – derfor maa der heller intet Samliv være
mellem os To paa Jorden.
har fundet Dig inat[] for første Gang; der maa ingen
Skygge være mellem mig og Dig, min stille trofaste
Hustru; – derfor maa der heller intet Samliv være
mellem os To paa Jorden.
Sigrid
.Min kongelige Broder! Jeg ser, Du trænger mig
ikke; jeg ser, Du ved, hvad Vej Du skal gaa!
ikke; jeg ser, Du ved, hvad Vej Du skal gaa!
Kong Skule
.Der gives Mænd, som skabtes til at leve, og
Mænd, som skabtes til at dø. Min Vilje vilde altid
did, hvor ikke Guds Finger pegte for mig; derfor saa
jeg aldrig Vejen klart før nu. Mit stille Husliv har
jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde ig[]en; hvad jeg
har syndet mod Haakon, kan jeg bøde paa, ved at fri
ham for en Kongspligt, som maatte skille ham fra det
k[]æreste, han ejer. Bymændene staar udenfor; jeg vil
ikke vente paa Kong Haakon! Vargbælgerne er nær;
saalænge jeg er ilive, staar de ikke fra sit Forsæt[];
finder de mig her, kan jeg ikke frelse Dit Barn,
Margrete. – Se, se, op[]ad! Se hvor det blegner
og svinder, det gloende Sverd, som har været draget
over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har for-
staa[]t ham, og hans Vrede er stilnet. Det er ikke i
Helligdommen paa Elgesæter jeg skal kaste mig ned
og bede om Grid af en Jordens Konge; – den høje
Kirke med Stjernehvælven over maa jeg ind i, og
det er Kongernes Konge, jeg skal bede om Grid og
Frelse for alt mit Livsværk!
Mænd, som skabtes til at dø. Min Vilje vilde altid
did, hvor ikke Guds Finger pegte for mig; derfor saa
14*
Faksimile
212
jeg aldrig Vejen klart før nu. Mit stille Husliv har
jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde ig[]en; hvad jeg
har syndet mod Haakon, kan jeg bøde paa, ved at fri
ham for en Kongspligt, som maatte skille ham fra det
k[]æreste, han ejer. Bymændene staar udenfor; jeg vil
ikke vente paa Kong Haakon! Vargbælgerne er nær;
saalænge jeg er ilive, staar de ikke fra sit Forsæt[];
finder de mig her, kan jeg ikke frelse Dit Barn,
Margrete. – Se, se, op[]ad! Se hvor det blegner
og svinder, det gloende Sverd, som har været draget
over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har for-
staa[]t ham, og hans Vrede er stilnet. Det er ikke i
Helligdommen paa Elgesæter jeg skal kaste mig ned
og bede om Grid af en Jordens Konge; – den høje
Kirke med Stjernehvælven over maa jeg ind i, og
det er Kongernes Konge, jeg skal bede om Grid og
Frelse for alt mit Livsværk!
Sigrid
.Staa ham ikke imod! Staa ikke Guds Kaldelse
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det dages
i hans urolige Sjæl! Har ikke vi forfærdede Kvinder
staaet længe nok i Lønkamrene, skrækslagne og gjemte
ind i de mørkeste Kroge, lyttende til al den Rædsel,
som øvedes udenfor, lyttende til Blodtoget, som gik
Landet over fra Ende til Ende? Har vi ikke ligget
blege og forstenede i Kirkerne, og ikke vovet at se ud,
ligesom Kristi Disciple laa i Jerusalem paa den store
Langfredag, da Toget gik til Golgata! Brug dine
Vinger, og ve dem, som vil binde Dig nu!
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det dages
i hans urolige Sjæl! Har ikke vi forfærdede Kvinder
staaet længe nok i Lønkamrene, skrækslagne og gjemte
ind i de mørkeste Kroge, lyttende til al den Rædsel,
som øvedes udenfor, lyttende til Blodtoget, som gik
Landet over fra Ende til Ende? Har vi ikke ligget
blege og forstenede i Kirkerne, og ikke vovet at se ud,
ligesom Kristi Disciple laa i Jerusalem paa den store
Langfredag, da Toget gik til Golgata! Brug dine
Vinger, og ve dem, som vil binde Dig nu!
Faksimile
213
Fru Ragnhild
.Far hen i Fred, min Husbond! Far did, hvor
ingen haanende Skygge staar mellem os, naar vi atter
mødes. (iler ind i Kapellet.)
ingen haanende Skygge staar mellem os, naar vi atter
mødes. (iler ind i Kapellet.)
Margrete
.Min Fader, Farvel, Farvel, – tus[e]nde Farvel!
Følger Fru Ragnhild.
Sigrid
aabner Kirkedøren og raaber ind:
Frem, frem alle Kvinder! Saml Jer i Bøn;
send et Bud op[]ad med Sang til Herren, og meld
ham, at nu kommer Skule Baardssøn angrende hjem
fra sin Ulydighedsgang paa Jorden!
send et Bud op[]ad med Sang til Herren, og meld
ham, at nu kommer Skule Baardssøn angrende hjem
fra sin Ulydighedsgang paa Jorden!
Kong Skule
.Sigrid, min trofaste Søster, hils Kong Haakon
fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste Stund
ved om han er den Kongefødte, men at jeg uryggeligt
ved: han er den, som Gud har kaaret.
fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste Stund
ved om han er den Kongefødte, men at jeg uryggeligt
ved: han er den, som Gud har kaaret.
Sigrid
.Jeg skal bringe ham din Hilsen.
Kong Skule
.Og en Hilsen til faar Du bringe. Der sidder
en angrende Kvinde nord paa Haalogaland; sig hende,
at hendes Søn gik forud; han fulgte med mig, da
der var al Fare for hans Sjæl.
en angrende Kvinde nord paa Haalogaland; sig hende,
at hendes Søn gik forud; han fulgte med mig, da
der var al Fare for hans Sjæl.
Sigrid
.Det skal jeg.
Kong Skule
.Sig hende, det var ikke med Hjertet han syndede;
ren og skyldfri skal hun visselig møde ham igjen.
ren og skyldfri skal hun visselig møde ham igjen.
Faksimile
214
Sigrid
.Det skal jeg. – (peger mod Baggrunden.) Hør, der
bryder de Laasen fra!
bryder de Laasen fra!
Kong Skule
peger mod Kapellet.
Hør, der synger de højt til Gud om Frelse og
Fred!
Fred!
Sigrid
.Hør, hør! Alle Klokker i Nidaros ringer –!
Kong Skule
smiler sørgmodigt.
De ringer en Konge til Graven.
Sigrid
.Nej, de ringer til din rette Kroning nu! Farvel,
min Broder; lad Blodets Purpurkaabe fl[ø]mme vidt
over dine Skuldre; al Brøde kan dækkes under den!
Gaa ind, gaa ind i den store Kirke og tag Livsens
Krone! (iler ind i Kapellet.)
min Broder; lad Blodets Purpurkaabe fl[ø]mme vidt
over dine Skuldre; al Brøde kan dækkes under den!
Gaa ind, gaa ind i den store Kirke og tag Livsens
Krone! (iler ind i Kapellet.)
Sang og Klokkeringning vedbliver under det Følgende.
Stemmer
udenfor Porten.
Nu er Laasen fra! Tving os ikke til at bryde
Kirkefreden!
Kirkefreden!
Kong Sknle
.Jeg kommer.
Bymændene
.Og Kirkeraneren skal ogsaa komme!
Kong Skule
.Kirkeraneren skal ogsaa komme, ja! (gaar hen til Peter.)
Min Søn, er Du rede?
Min Søn, er Du rede?
Faksimile
215
Peter
.Ja, min Fader, jeg er rede.
Kong Skule
ser op[]ad.
Gud, jeg er en fattig Mand, jeg har kun mit
Liv at give; men tag det, og berg Haakons store
Kongstanke. – Se saa, ræk[] mig din Haand.
Liv at give; men tag det, og berg Haakons store
Kongstanke. – Se saa, ræk[] mig din Haand.
Peter
.Her er min Haand, Fader.
Kong Skule
.Og vær ikke ræd[] for det, som nu kommer.
Peter
.Nej, Fader, jeg er ikke ræd[], naar jeg gaar
sammen med Dig.
sammen med Dig.
Kong Skule
.Tryggere Vej har vi To aldrig gaaet sammen.
(han aabner Porten; Bymændene staar i Mængde udenfor med løftede Vaaben.)
Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hug[] ham
ikke i Ansigtet.
(han aabner Porten; Bymændene staar i Mængde udenfor med løftede Vaaben.)
Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hug[] ham
ikke i Ansigtet.
De gaar udenfor, Haand i Haand; Porten glider til.
En Stemme
.Sigt ikke, spar ikke; – hug[] dem, hvor I kan!
Kong Skules Stemme
.Uhæderligt er det at handle saa med Høvdinger!
Kort Vaabenlarm; derpaa høres tunge Fald; Alt bliver et Øjeblik stille.
En Stemme
.De er døde Beggeto!
Kongsluren lyder.
Faksimile
216
En anden Stemme
.Der kommer Kong Haakon med al sin Hird!
Mængden
.Hil Eder, Haakon Haakonssøn; nu har I ingen
Fiender mere!
Fiender mere!
Gregorius Jonssøn
standser lidt ved de Døde.
Saa kom jeg dog forsent!
Gaar ind i Klostergaarden.
Dagfinn Bonde
.Usaligt for Norge, om I var kommen før!
(raaber ud.) Her ind, Kong Haakon!
(raaber ud.) Her ind, Kong Haakon!
Haakon
standsende.
Liget ligger mig ivejen!
Dagfinn Bonde
.Vil Haakon Haakonssøn frem, saa faar han gaa
over Skule Baardssøns Lig!
over Skule Baardssøns Lig!
Haakon
.I Guds Navn da!
Stiger over Liget og kommer ind.
Dagfinn Bonde
.Endelig kan I gaa til Kongsværket med frie
Hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes Freden ind i Landet, og derude ligger han,
som var Jer værst af Alle.
Hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes Freden ind i Landet, og derude ligger han,
som var Jer værst af Alle.
Haakon
.Hver Mand dømte ham galt; der var en Gaade
ved ham.
ved ham.
Faksimile
217
Dagfinn Bonde
.En Gaade?
Haakon
griber ham om Armen og siger sagte:
Skule Baardssøn var Guds Stedbarn paa Jor-
den; det var Gaaden ved ham.
den; det var Gaaden ved ham.
Kvindernes Sang lyder højere fra Kapellet; alle Klokker bliver ved at ringe
i Nidaros.
i Nidaros.
Tæppet falder.
